Arbejde og familieliv smelter sammen hjemme hos Emilie Fair og Nicolas Andre, der begge arbejder fra privaten hver dag - hun som kunstner, han som arkitekt. Det er derfor ekstra vigtigt for dem, at deres hjem er praktisk indrettet og samtidig giver plads til kreative ideer med masser af smukke ting og en rar stemning.
Farven grøn er fremtrædende i hele rækkehuset og skaber en fin sammenhæng mellem rummene og bringer forår ind i hjemmet hver dag året rundt.
„Jeg holder rigtig meget af grøn, som du nok har gættet,“ smiler Emilie.
De grønne nuancer er ikke den eneste gennemgående effekt i det hyggelige, lille hjem. Hjemmegjorte løsninger, som ægteparret selv har skabt og fundet på, dukker op rundt om hvert et hjørne, for med en arkitekt på matriklen er det bare svært at lade være. Et af møblerne er en hjemmebygget bænk, der fungerer som sofa, med hynder syet i ’Emilie-grøn’.
I stuen står et gammelt spisebord, fundet på loppemarked. Stolene er fundet ’rundt omkring’, som Emilie siger, og efterfølgende malet i toner, der komplementerer indretningen. Ved det store vindue står en gammel stol, som familien har fundet på loppemarkedet Clignancourt og siden ombetrukket. Den står ved en bænk og et bord, som Nicolas selv har bygget. Puder og gardiner er syet af stof fra Merci i samme tone. Lampen ved vinduet er fra Jieldé.
TIP Lav en enkel ’gardinstang’ med en wire med metalklemmer, som du kan købe i et byggemarked eller Ikea.