Det over 100 år gamle fiskerhus
Nanna bor med sine to små drenge i bølgeskvulp og havgus ved kanten af Øresund og har indrettet hjemmet med blå nuancer og ironiske referencer til skipperkultur.
Drømmebolig i vandkanten
Her bor Nanna, 37 år, HR- og administrationsteamleder og feng shui-konsulent, og Sylvester, 7 år, og Vitus, 3 år. Familien bor i en lejlighed i et hus i Taarbæk. Se Talulahs.dk eller @talulahsboligstyling på Instagram.
Det var lidt af en tilfældighed, der førte bypigen Nanna ud til vandkanten. En tastefejl på en boligsøgningsside gjorde, at hun havnede på en bolig, der lå noget uden for Lyngby, hvor hun ellers søgte efter lejlighed. Beliggenhed 10 meter fra vandet slog hun hen som en slåfejl, så da hun en tidlig lørdag morgen med småtømmermænd i gråvejr lidt modstræbende tog ud for at se på lejligheden, ventede der noget af en overraskelse. Drømmen om lys og luft tættere på naturen var indenfor rækkevidde, og det tog ikke mange minutters overvejelse at rykke teltpælene op og flytte på landet med hendes to drenge. Lejligheden ligger på første sal i et over 100 år gammelt fiskerhus og med fin udsigt over Øresund fra alle rum. Foran huset er der en nedgang til en lille sandstrand, hvor børnene løber rundt, når de ikke fanger krabber og bader fra broen.
“Det er ren sommerhusstemning året rundt. Den eneste ulempe er alt det sand, der bliver slæbt ind under fødderne. Det er overalt på gulve, i sofaen og i sengene, men det bidrager bare til charmen,” griner Nanna.
“At bo så tæt på havet føles lidt som at bo på et skib – heldigvis uden søgang. Med naturen så tæt på fylder vejret pludselig meget, fordi det påvirker vores hverdag. Selv på en gråvejrsdag i marts kan der være det mest fantastiske lys. Nogle dage er havet blidt og fløjsblødt, fyldt af liv med både, svømmere og roere. Andre dage overraskende vildt med store bølger, så man nærmest kan mærke skumsprøjt, og blæsten rusker og larmer, så det er svært at sove,” fortæller hun.
Maritim 80'er-stil
Efter at være flyttet ud til havet følte Nanna sig pludselig draget af farven blå, som hun ellers altid har undgået. Hun lagde ud med at indrette med svage blå og gråtoner, men efter en øhopferie i Grækenland gik hun allin på at mikse selv kraftige blå nuancer – kombineret med træ og kobber for at give et varmt modspil til de kølige toner.
Lyset, de gamle, skæve rum og skråvægge kræver sin kvinde, når man indretter. Nanna har hidtil haft en rå og sprælsk stil, men den måtte hun tilpasse de nye omgivelser. Heldigvis er Nanna en genbrugshaj, der sjældent køber noget nyt. Hun er altid på jagt på loppemarkeder og Dba.dk, hvor hun har gjort mange unikke fund – og solgt andre.
„Jeg har fundet mange sjove ting, fx skibe i flasker, platter med sejlskibe og de klassiske portrætter af ‘vejrbidt fisker med pibe i mundvigen’. Jeg kan godt lide små detaljer med et humoristisk twist, så det ikke bliver for puttenuttet. Ligesom her er plads til alt det drivtømmer, hulsten og andre ting, som ungerne finder ved stranden,” fortæller Nanna.

Altan med skøn udsigt over Øresund
En skøn udsigt indrammet af florlette gardiner. Uroen af skaller og drivtømmer er en gave fra Nannas søster.
SNUP STILEN Bambusmøblerne er købt på Dba.dk. Gardiner fra H&M Home, plastiktæppe fra Södahl.

Sådan får du Nannas stil
· Du kommer ikke uden om farven blå, hvis du vil bo som Nanna. Og hold dig ikke tilbage med nuancerne. Nanna har brugt alt fra turkis til kobolt og marineblå over himmelblå og lyseblå. Husk også farverne grå og grøn til at skabe et mere dynamisk og levende look.
· Tilsæt masser af humor i form af finurlige platter, skipperportrætter og figurer.
· Blød de kølige nuancer op med kobber og træ. Det giver et varmt modspil.
· Glem ikke grønne planter som kaktusser og sukkulenter til at give liv i dine rum.
· Brug dine vægge flittigt til billedcollager, vægtæpper, platter og andre skæve ting.
· Gå efter møbler i basisfarver som grå, men vælg gerne et par møbler i blå toner for at understøtte farveholdningen i dit hjem.
· Find skæve fund som dåser, oliemalerier med maritime motiver på loppemarkeder og genbrugssites som Dba.dk.
· Indret med gulvtæpper i forskellige former – det giver liv og en hyggelig stemning til dit hjem.

Rustikt plankebord i spisestuen
Plankebordet fandt Nanna på Dba.dk. Træet var bejdset i den helt rigtige blågråtone – og så lejede sælgeren endda en trailer, kørte bordet helt fra Næstved og bar det op i lejligheden. ‘Y’-stolene i blå toner er fra Carl Hansen & Søn.

Køkken med plads til leg
Fra køkkenet er der en fantastisk udsigt over Øresund. Nanna har indrettet plads til leg ved siden af køkkenøen, så hendes drenge kan hygge sig, mens hun laver mad.
Få mere inspiration til, hvordan du får plads til legetøjet her.

Sailor-print af Michelle Carlslund
Hylden er købt på Dba.dk, mens printet ‘Sailor’ er lavet af Michelle Carlslund. Sømandsæggebægrene er fra Lucie Kaas, mens den lille buddha er Nannas lillebrors.

Vase med blå kornblomster fra haven
I vasen står blå kornblomster, som Sylvester på syv år selv såede i haven i foråret.

Opbevaring af legetøj i køkkenet
Et udvalg af spil, Lego og tegnegrej står klar i køkkenet, så drengene selv kan tage det frem.

Nannas tre tips til din bolig
1. Drømmer du om at skifte stil? Det behøver ikke være så svært. Skift din grundfarve i hjemmet ved fx at sprøjtemale småmøbler som spejle, rammer, trækasser og skamler i en ny farve.
2. Bor du til leje – og elsker du at forandre dine vægge? Sæt en stor finer plade op på væggen, så er det let at skifte ud – uden at lave et hav af huller.
3. Skab en hyggekrog ved køkkenet – det er et must. Her kan børn og gæster hænge ud, mens du laver mad. Sådan en krog giver både glade børn og gæster, og gør det hyggeligt at være i køkkenet.
SNUP STILEN Raun-sofa i fløjlsstof fra Designers Guild, puder fra Södahl og By Nord. Stoftryk fra Etsy.com og vintage kelimtæppe fra Carpet Vista. Træplade i birk fra Johannes Fog, vægstager fra Menu, vægtæppe fra Stilleben og plakat fra Playtype. Platter og fiskerbillede er loppefund.

Hyggekrog ved køkkenet
SNUP STILEN Stolen ‘Frost’ er købt hos Tønder Møbelhus, puden har Nannas mor købt på et socialt værksted i Ribe. Læselampen ‘Bellevue’ er fra &Tradition, mens bordet er fra Kähler. Platte fra svenske ByMutti, ur fra Menu og kludetæppe fra Maur.

Soveværelse med udsigt over havet
Soveværelset vender ud mod Øresund. Fra den høje Raun-seng kan Nanna se ud over havet og vågner hver morgen op til solopgang. Sengetøj fra Nørgaard.

Smart garderobeopbevaring
Nanna vil ikke ødelægge rummet med et stort lukket skab. Løsning blev nogle gamle glasdøre og rundstokke. Bag døren står et stykke drivtømmer, som er fisket op fra havet og venter på at blive sat op som skohylde.
TIP Skab en åben og let opbevaringsløsning til dit tøj med gamle glasdøre fx fra Genbyg.dk eller Dba.dk.

Tæt på Nanna
Det er måske lidt vildt at skifte alle sine møbler ud, men på den anden side kan man også holde fast i ting, så man bliver blind for, at det ikke fungerer eller føles rigtigt. Når jeg opdager, at noget ikke længere passer ind, så er det farvel og tak – uanset hvor smuk og dyr tingen har været. Der er altid en anden, der er lykke lig for at overtage den.
Tidligere kunne jeg ikke døje farven blå, men her føles det bare rigtigt, selv om det næsten bliver en kliché, når man bor ud til havet. Det er en lidt ophøjet, ren farve, som giver klarhed – og så er det sikkert også en modeting.
Jeg drømmer om at male og sætte tapeter op, men vi bor til leje, så det kan jeg desværre ikke. Hvis jeg havde muligheden, ville jeg også skifte den gamle brændeovn ud og lægge et smukt flisegulv i entréen, så jeg bare kunne feje sandet ud af døren. Og så burde jeg jo købe et komplet mågestel ...
Jeg har planket masser af boligidéer på Instagram og Pinterest – især udenlandske profiler giver nogle anderledes idéer, da vi skandinaver bor forbløffende ens. Prøv også at søge på lidt utraditionelle søgeord, når du søger på Dba.dk, fx ohøj, blå, skål skipper i stedet for bord, stol og mærke, så dukker der de sjoveste ting frem.
Jeg har ikke noget klædeskab. Det er faktisk ikke så svært, i virkeligheden bruger man jo kun 10 stykker tøj – resten hænger bare. Så jeg sælger ud og forærer væk med rask hånd.

Plantegning af Nannas hus i Taarbæk
