Normalt er en politistation ikke et sted, man har lyst til at frekventere alt for ofte, men da Stine og Henrik Busk så den gamle politistation i Præstø, faldt de straks for den. Her var al den plads og luft, de havde ledt efter. Stationen var dog langt fra indflytningsklar. Faktisk var parret overbevist om, at politimesteren måtte have været total farveblind. På gulvene lå lyseblåt linoleum, væggene var lilla, mens dørene stod og skreg i orange. Men parret havde visioner og så løsninger, hvor andre så forhindringer.
„Her var muligheden for at få det store, åbne rum, som man kender fra amerikanske loftlejligheder, placeret i noget af den smukkeste danske natur rimelig tæt på København,“ siger Stine, der er designer for sit eget firma, Munderingskompagniet.
Mens politistationens farveorgie blev forvandlet, flyttede Stine og Henrik ind i den lille lejlighed på 1. etage. De fleste vægge blev revet ned for at give plads til børnene Savanah og Nuka, firma og ejernes store passion for kunst.
Stine og Henrik havde i første omgang bejdset gulvet mørkt, så det matchede gelænderet ved trappen. Deres tanke var desuden, at mønstret i egeparketgulvet ville stå bedre frem, men de fortrød allerede efter 14 dage og levede med det et par år, før de orkede at rydde huset igen og høvle gulvet ned. Fra stuen er der åbent til både entre og trappen til kælderen.
Læs mere og se flere billeder på de næste sider.