"En af de ting, jeg især er glad for, er vores loft"
Ugens Instagrammer er Kimie på 26, som bor kontrastfyldt og er vild med blå og messing. Se hendes bolig her.
Kimie på 26 år bor sammen med sin mand og 2-årige datter i Vejen i en bolig på 207 kvadratmeter. Til dagligt arbejder hun som ambulancebehandler. Hun er en interiør-elskende og humoristisk mor, der ihærdigt forsøger at koordinere og kombinere døgnvagter i ambulancen, familieliv og eventyr i hverdagen. Derudover har hun en Instagramprofil, @kimiefalk, som hun også bruger tid på.
Hvordan endte du på Instagram?
Jeg har været på Instagram i rigtig mange år, men det er først her de seneste år, at jeg er blevet en flittig bruger af mediet.
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
Jeg ved ikke, om jeg decideret har én bestemt stil. Måske nordisk minimalisme med et strejf af industrielt og gammelt i blandt.
Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg finder inspiration i andres hjem, på loppemarkeder, Instagram og Pinterest.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Et blåt tæppe og puder fra Pytt Living til stuen. Jeg tænker over farvesammensætningen på tværs af rummene. Messing er gennemgående i hele huset, og blå skaber en fed kontrast til de gyldne farver.
Har du nogle tips eller tricks, som du kan dele med vores læsere?
Lad dig gerne inspirere af diverse boligmagasiner og på de digitale medier. Men husk altid at være tro mod din egen stil, og indret dit hjem efter netop det, du kan lide.
Hvilken trend er du træt af? Eller måske er der en trend, som du er helt vild med?
Jeg er vild med opgøret mod de hvide vægge – og trenden med farvede vægge, der giver dybde og ro, er lige mig. Det er en god måde at give hvert rum sin egen stemning på. Vi har lavet en betonvæg af Conteco i soveværelset, og det gør altså noget råt på en unik og samtidig rolig måde.
Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?
Den er svær. I et helt nyt hus er man jo vild med det hele! Men en af de ting, jeg især er glad for, er vores listeloft. Det giver hjemmet så meget varme og gør samtidig akustikken fantastisk.
Hvor ofte laver du om derhjemme?
Ret ofte – og det er lige fra indretningsmæssige til mere byggerelaterede projekter.
Min mand, som er selvstændig elektriker, havde f.eks. monteret hvide kontakter og afbrydere i hele huset, da jeg besluttede mig for, at de skulle være sorte i stedet. Så må han i gang igen.
Hvad er dit næste projekt?
Siddenichen i vores køkken. Jeg har en idé med, at den skal laves i samme lister, som vores loft, og med en indbygget stige i. Et rigtigt hyggehjørne med et lille tv, hvor vores datter kan ligge og putte, mens vi er i køkkenet.
Hvad gør du for at give dit hjem personlighed?
Når jeg er på udkig efter ting til hjemmet, lader jeg tingene tale til mig. Jeg kan være på udkig efter en antik glasskål, men kommer hjem med gamle sengeborde i teaktræ i stedet, udelukkende fordi de fangede mit blik, og fordi jeg kunne se, at de havde potentiale i et fedt DIY-projekt. Jeg indretter primært med fokus på kontraster i både farve og materialevalg for at opnå en rolig stemning og karakter i hjemmet.
Laver du DIY’s?
Ja, det gør jeg ofte i form af både farveskift og små ændringer eller tilføjelser hist og her.
Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?
Nej. Vi har ofte krummer på gulvet og leverpostej i sofaen. Men det er der vel ingen, der bliver inspireret af.
Hvilke planter er dine ynglings?
Det er kaktusser.
Hvad tager du billeder med?
Mit CANON EOS 750D kamera.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
At kombinationen mellem både farve og materiale skaber en kontrast. Jeg kombinerer mørke farver med gyldne, så indretningen ikke virker for kølig.
Hvilke profiler på Instagram bliver du inspireret af?
Jeg bliver inspireret af @csiriny og @lillesnefnug.
Del dine billeder med os på Instagram
Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.
Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Kimie på Instagram.