„Jeg har et blødt punkt for poetisk forfald, og det lignede et torneroseslot med overgroet have, kitschede gulvtæpper og tomme rum. Huset emmede af eventyr, men jeg tror, jeg var den eneste, der fik de indre billeder,“ griner Dorthe Kvist, mens hun fortæller om det hus, som hun forelskede sig i for fire år siden.
„Jeg var vild med huset og måtte bare have fingrene i det, men min mand skulle overtales,“ siger hun.
Det gik, som den slags sædvanligvis gør, og Dorthe fik overbevist sin mand, Jacob. Så gik den store istandsættelse i gang, hvor Dorthe styrede indretningen og Jakob de nedrevne brokker.
Sammen fik de bygget et hjem op, der i den grad bærer præg af Dorthes store passion for indretning og natur.
Stolene er loppefund til 25 kroner, der er blevet malet og ombetrukket. Det grå tæppe er fra italienske Society og købt i Stilleben.