Få kvadratmeter behøver ikke at være lig med rod og uorden. Heller ikke selv om man er en børnefamilie på fire. Træd med ind over dørtærsklen, når vi besøger en familie, hvor alle kringelkroge er udnyttet til sidste millimeter. Parret Louise Kønigsfeldt og Jens Gertsen er nemlig i skarp træning. De flyttede faktisk først fra deres 30 kvadratmeter lejlighed til en lidt større på 80, da de fik deres andet barn. I dag er den treværelses lejlighed forvandlet til et mekka af gennemtænkte løsninger, og Louise, Jens og deres to børn, Asta på 5 og Hugo på 3 kunne aldrig finde på at flytte.
„Det eneste, vi er kede af, er, at der ikke er mere plads til bøger,“ siger Louise, der som redaktør på forlaget Rosinante&Co har en stor kærlighed til bøger.