Man tager et styk designer og sætter hende sammen med et styk uddannet tømrer. Får dem til at forelske sig og flytte sammen, og vupti, så har du et perfekt boligindretningspar. Dernæst tager du en 130 kvadratmeter stor, højloftet og lys lejlighed i hjertet af Helsinki og lader parret flytte ind. Resultatet er en bolig fuld af funktionelle indretningsløsninger og unikt design. I den bolig bor indretningsarkitekt Tanja Jänicke, der er uddannet designer, men som i kraft af blandt andet at have haft agenturet på det eksklusive køkkenfirma Bulthaup har brugt rigtig me- get af sin arbejdstid på at indrette køkkener for private. Da turen kom til hendes eget køkken, blev det ikke et Bulthaup, men eget design, for Tanja sværger til funktion, og intet færdigstøbt køkken kunne efter hendes mening blive bare halvt så funktionelt, som det, hun havde inde i hovedet.
Familien har tit mange gæster, og derfor var der ingen tvivl om, at spisebordet skulle være stort og langt og placeres i husets største rum. Tanja har selv tegnet bordet. De flotte spisebordsstole, ‘Domus’, er tegnet af Ilmara Tapiovaara til universitetet i Helsinki. Firmaet Artek har heldigvis for nylig fået rettighederne til at sætte dem i produktion igen.