Et hjem fyldt med historie og nostalgi
Indretningsarkitekt Kirsten Jersilds hjem er indbegrebet af nostalgi og historie. Kom med indenfor.
Man kan snildt forestille sig, at H. C. Andersen har siddet ved ildstedet og fortalt historien om den standhaftige tinsoldat under sine besøg i huset Olufshøj i Nordsjælland. Her opholdt han sig et par somre tilbage i 1860’erne, når faren for krig truede i hovedstaden. Ikke et helt dårligt tilflugtssted, for huset er idyllisk beliggende med udsigt til Søllerød Slot.
Olufshøj blev opført i 1760 af en fransk arkitekt og er fredet i dag. De seneste 18 år har Kirsten Jersild boet i huset sammen med sin mand, civilingeniør og jazz-musiker Ture Kindt-Larsen. Kirsten er født og opvokset i det historiske hus som tredje generation efter hendes far og farfar, der har boet i huset helt tilbage til århundredeskiftet.
„Der var mange antikviteter, da vi overtog huset efter min far, så vi tyndede lidt ud og fjernede de mange ægte tæpper, der var med til at gøre rummene mørke. Vi har beholdt de smukkeste af antikviteterne - de ting, vi synes hører til huset, og som understreger det lyse og luftige udtryk,“ siger Kirsten.
På gårdspladsen foran huset bidrager de originale brosten og de mange detaljer ved vinduer og døre til den historiske stemning, der hersker i og omkring huset.
Se flere billeder og læs mere om den spændende bolig på de næste sider.

Vico Magistretti-sofabordet er ikke længere i produktion. Døren ved vinduet fører ud mod køkkenet.

Det sorte bord og de to Bestlite-lamper ved sofaen giver et stramt modspil til det lette og lyse møblement. Collagevæggen er en samling arvestykker og billeder lavet af venner og datteren, Emilie.

Når Ture ikke spiller på kontrabassen, bidrager den til stemningen i huset.

I soveværelset på første sal står denne smukke kommode i barok stil. Væggen er malet kitfarvet for at fremhæve fyldningerne.

Tures flotte flygel står i elegant kontrast til den lyse stue. Dørene fører ud til en parklignende have.

Stuen har Kirsten indrettet med små grupper af møbler. Her et gammelt slagbord fra Gotland i Sverige. De gustavianske aks-stole står med den oprindelige maling fra 1700-tallet. Billedet på væggene er en Braque-lignende collage, som Kirsten har købt på et marked i Paris. De fnuglette gardiner er syet af schweizisk bomuld, der gør dem næsten gennemsigtige, når dagslyset strømmer ind af vinduerne.

Køkkenet med det originale, åbne ildsted er stringent indrettet for at give modspil til den nostalgiske stil. Selve køkkenskabene blev for 18 år siden skiftet ud med et klassisk køkken fra Boffi. Døren for enden fører ud til Kirstens showroom.

Den antikvariske og smukke lampe er designet af Mariano Fortuny i 1910 og er en af Kirstens favoritter.

På første sal er alle gulve og alt træværk malet højglans-hvid. ‘Jieldé’-lampen er en gammel, fransk fabrikslampe, der er dristigt sat sammen med et Louis den 16.-spejl, som Kirsten har arvet fra sin far.

Lampen fra 30’erne i tegnestuen er fundet på et marked i Frankrig. Collagen i den øverste ramme er lavet af datteren, Emilie Kindt-Larsen. Lignende stol kan købes hos Frydendahl.

Stilen på badeværelset er enkel og lys som resten af boligen. Badekarret er indbygget i træ med profileringer.

Væggene i Kirstens showroom danner en smuk ramme om de antikke møbler.
