Hvis du har brug for nye input og ideer til din bolig, så fjern hele molevitten, og start forfra. Tomme rum inspirerer nemlig til helt nye kombinationer. Sådan var det i hvert fald for Malene og Thomas Munch Vestergård, første gang de så deres lejlighed på Frederiksberg. „Da vi trådte ind i lejligheden, var der ingen møbler, og rummene fremstod store, hvide og meget lyse. Det fik os til at føle, at her var mange muligheder," siger Malene.
Malene og Thomas faldt pladask for andelslejligheden fra 1905, som var blevet renoveret gennem de seneste fire-fem år, blandt andet med et nyt køkken. For parret var der bare tilbage at friske rummene op med maling og indrette lejligheden på 126 kvadratmeter i deres helt egen stil. Bordet er fra Idemøbler, og Eamesstolene er fundet hos Illums Bolighus. De to 'The Coral'-spisebordsstole fra Harechair har Malene vundet gennem en konkurrence i Bolig Magasinet.
Læs mere og se flere billeder fra det skønne hjem på de næste sider.