Mørke farver giver et klassisk look
Her bor Nanna (34), kommunikationskonsulent, Martin (34), global insight manager, Ava (1) og hunden Albert.
Boligen er et 150 kvadratmeter stort hus fra 1951 i Brønshøj.
Sildebensparket, marmorkarme og store vinduer med udsigt til haven var opskriften på Nanna Brinkler og Martin Bisgaards forelskelse, da de første gang besøgte huset i Brønshøj. Huset fra 1951 havde stadig mange af de originale detaljer, og det fik parrets hjerter til at banke.
“Vi ledte efter et 50’er-hus, vi kan godt lide byggestilen, og materialerne er i så høj kvalitet, at de stadig ser nye ud,” fortæller Nanna.
“Og så er vi helt vilde med vores kæmpe vindue i spisestuen, der bringer naturen helt ind. Når vi sidder her, bliver vi draget af vinduet og udsigten. Udenfor står et kæmpestort æbletræ, der er smukt året rundt. Om foråret med alle sine blomster, om sommeren med de grønne blade og om efteråret med masser af æbler.”
Parret har indrettet hjemmet i en enkel, maskulin stil, og mange af husets rum har fået en mørk nuance for at skabe kontrast. I sofastuen skaber en mørkegrøn væg dybde, mens en petroleumsblå giver køkkenet kant. Og soveværelset har fået ekstra hygge med en mørkeblå.
“Jeg er fascineret af de dystre nuancer, da de har et klassisk look. De giver en god kontrast, og vores kunst bliver mere synlig, end hvis værkerne hang på en hvid væg. Mørke farver er lækre og giver en cool kant. Faktisk går vi lige nu og overvejer, om vi skal male gulvet i entréen med petroleumsfarvet olie,” siger Nanna.
BILLEDE Den mørke vægfarve får billederne af Nanna Riis Andersen og lampen fra Flos til at træde tydeligere frem. Sofaen er fra Bolia, puderne fra Pytt Living og Eames-gyngestolen fra Casanova Furniture. På sofabordet fra Please Wait to be Seated står en skål fra Tisvildelejestuen og en vase, der er fundet i genbrug.
IDE Har du to stuer en suite? Ram sofaafdelingen ind med et tæppe, det skaber en hyggelig hulefølelse.