Farverigt hjem med uhøjtidelig elegance
Kom med ind i designer Trine Skollers levende og farverige hjem, hvor balancen mellem uhøjtidelighed og klassisk design er vigtig, og hvor mødet mellem forskellige materialer og stilarter skaber den røde tråd.
Forskellige stilarter og materialer mødes
Her bor Trine (48), designer, stifter og kreativ direktør i Stella Nova. Hendes søn Noah (14) og hendes datter Mayumi (17).
De bor på 220 kvadratmeter i den ene halvdel af et tofamilieshus fra starten af 1900-tallet i Hellerup.
Trine Skoller husker dengang, hendes søn Noah var helt nyfødt og lå i en lift på bordet, mens hans tre år ældre storesøster Mayumi legede ved siden af. Pludselig opdagede Trine, at der var blevet tegnet et rødt hjerte med tusch på væggen.
– Da jeg spurgte min datter, hvor det mon kom fra, påstod hun nonchalant, at det da var lillebrors værk, fortæller Trine med et grin.
– Men sådan er det jo bare at have børn i huset. Det må man tage med. Netop derfor har Trine valgt at indrette sig med ting, som gerne må blive brugt, og som hun ikke er så sart overfor. Selv om hendes børn i dag er teenagere, betyder det stadig meget, at hjemmet er afslappet og til at bruge. Man skal ikke være bange for at sætte sig ned nogen steder.
– Det er så utiltalende, hvis man kan se, at folk får nervøse sammentrækninger over, at man slår sig ned i deres hjem, og hvis alt bare ligner et showroom, mener hun.
BILLEDE I Trines stue står en sofa fra Ikea og en Safari-stol i kanvas. På gulvet ligger et tæppe, som Trine har købt i Peru. Den store plakat med næsehornet er malet af Trines søns ven, som var på kulisseholdet til klassens opsætning af ‘Otto er et næsehorn’.
IDE Miks dine børns tegninger med kunst og plakater og skab en helt personlig billedvæg.

Tingene må gerne være skæve
Trods en uhøjtidelig tilgang til indretning, fornægter en gennemført, personlig og lækker stil sig ikke i Trines 220 kvadratmeter store hjem. Selv tror hun ikke, at det er så målrettede valg efter noget helt bestemt, der har formet stilen, men snarere en naturlig bevidsthed om, hvad hun kan lide, og hvad hun ikke kan lide.
– Jeg kan lynhurtigt se, om det er noget, jeg vil have og kan bruge, når jeg står i en butik eller i udlandet og kigger på noget nyt. Samtidig er jeg heller ikke så bange for det, siger Trine og fortæller, hvordan hendes veninde syntes, at hun var helt vildt modig, da de sidste år var i Brasilien, hvor Trine købte forskellige masker til at hænge op.
– Jeg forstod slet ikke, hvad hun mente med modig, for jeg vidste med det samme, hvor de skulle hænge derhjemme. Og det er jo bare om at kaste sig ud i det.
– Og jeg kan netop godt lide, at tingene er lidt skæve på hinanden. Det må ikke blive for artigt og forudsigeligt. Derfor hænger mine billeder af Michael Kvium og Cathrine Raben Danielsen side om side med mine børns tegninger og fund fra rejser.
Trines tilgang til sit hjem er på mange måder den samme som hendes tilgang til sit arbejde i tøjdesignbranchen. Hun inspireres af den ene verden, som går over i den anden og omvendt.
– Selv om tøj er lidt mere flygtigt end møbler, som man ofte har i længere tid, går uhøjtideligheden og sammensætningen af materialer igen. Jeg går meget op i farver, materialer og stofligheder, uden at der egentlig er én bestemt rød tråd. Eller også er den røde tråd netop, at jeg først bliver rigtig glad i mødet mellem to forskellige materialer, mønstre eller farver. Derfor har jeg både striber og blomster og ting fra Afrika, Peru og Indien blandet med kludetæpper fra Sverige, fortæller hun.
BILLEDE Trine faldt for sit hus, først og fremmest fordi det ligger meget ugenert. Derudover var hun vild med, at det var lidt Pippi Langstrømpe-agtigt og uhøjtideligt i stilen med masser af charmerende, små detaljer og linjer.

Trine foretrækker løse buketter og vilde blomster frem for stramt bundede rokokobuketter.

Plads til både venner og arbejde
Ovenpå har familien et kombineret arbejdsværelse og opholdsrum. Om vinteren er der gang i brændeovnen, og især børnene bruger rummet med deres venner. Den lille stol er fra Trines mors barndom, og både Trine selv og hendes børn har også siddet i den. Gulvtæpperne er fra Peru.

En skøn personlig billedvæg
Sofabordet er fra Atelier September og gulvtæppet fra Peru. I sofaen pynter puder fra blandt andet Lauritz.com og Rosens Navn. På væggen hænger billeder af Kvium, Cathrine Raben Davidsen, Trines børn, hende selv og hendes lillesøster samt et indisk trærelief. Den sorte krukke er fra en planteskole på Jægersborg Allé, og den lyse stentøjskrukke er et loppefund.

Trine er glad for at have masser af grønt i huset og mikser gerne blomster og krydderurter.

Åbent, lyst og indbydende køkken
Hele huset er sat grundigt i stand med både nyt køkken og to nye badeværelser, bestilt og bygget af en snedker. Derudover har Trine væltet en del vægge for at få åbnet op mellem rummene. Dog var det vigtigt for hende at bevare husets originale atmosfære.

Fra køkkenet er der udgang til familiens gårdhave, hvor de ofte spiser i sommermånederne.

Vintage vitrineskab og hjemmelavet bord
Det store vitrineskab er købt vintage hos Kirsten Jersild. Omkring det hjemmelavede spisebord står Eames-stole. Kludetæpperne på gulvet er fundet på et loppemarked i Sverige, og lerskålene på bordet er et miks af Peru og loppefund.
Trines bedste DIY-tip:
Det spisebord, jeg drømmer om, er alt for dyrt, så derfor har vi en lidt interimistisk løsning i stedet. Det er helt enkelt to plader, jeg har fået skåret hos en trælasthandel, og så har jeg givet dem klar lak rigtig mange gange, så de er blevet helt blanke og hærdede. Pladerne er lagt på nogle bukke lavet af en smed. Det er to rektangulære plader, der danner en kvadrat, og hvis vi er mange mennesker, kan vi vende det rundt til et langbord. Det er dejligt at have et bord, som man kan tegne og skrive ved uden at være bange for, at der kommer tusch på det.

Et lille hjørne i spisestuen
I hjørnet af spisestuen står en bambusstol fra Den Blå Avis under en udstillingsplakat fra Malmø. Lanternerne i vindueskarmen har Trine fra en veninde, som ikke havde plads til dem. På stolen ligger en striksweater fra Stella Novas aktuelle kollektion sammen med et tæppe fra Peru og en pude fra Tine K.

Det skal være rart at være her
Trine har indrettet sine badeværelser, som var det stuer, fordi de skal være rare at opholde sig i. På naturfliserne ligger et svensk kludetæppe, og på væggen hænger et miks af fund fra Indien og Peru. Bordet er købt i Atelier September, hvorefter Trine har fået sat vask i.

Trine har samlet sine produkter fra favoritmærket Sard på en indisk bakke side om side med en lille, indisk smykkeæske.

Mikkel Hansens autograf udstillet
14-årige Noahs værelse er indrettet med sengetæppe fra Indien, gulvtæppe fra Peru og lampe fra Design By Us. På hylden står Masai-skjold fra Afrika og en Mikkel Hansen-autograf.

Høj seng giver god udsigt
Trines datter, Mayumi, kan kigge direkte ud ad vinduet fra sin høje seng, som er speciallavet til værelset af en snedker.

Trine Skoller, kvinden bag Stella Nova
Trines tips til at få stilen:
· Gå efter designklassikere og ting, der holder hele livet, og som har en tidløs, men stærk historie. Personligt er jeg blandt andet vild med danske designere som Poul Kjærholm, Børge Mogensen og Hans J. Wegner.
· Bland dine klassikere med mindre ’fine’ møbler og loppefund.
· Sæt farver sammen på en lidt sjov og skæv måde, og vælg forskellige mønstre og strukturer. Det giver en hyggelig og afslappet stemning. Tæpper, puder og accessories er nemmere at skifte ud end møbler, og derfor skal man ikke være så bange for at eksperimentere med dette.

Klassisk design og fund fra udlandet
Sengen er redt med sengetæppe købt i Frankrig for mange år siden. For enden ligger tøj fra Stella Nova på en bænk fra Fil de Fer. Foran et kludetæppe fra Jysk. I hjørnet står lænestol af Wegner fra Lauritz.com.

En stor garderobe skal der til
Trine har indbyggede skabe på begge sider af sin seng - og desuden et walk-in closet og en hel ekstra garderobe uden for soveværelset for at få plads til sine mange, fine klæder.

I vinduet over sengen står en ny Flowerpot-lampe i guld fra &Tradition.

På Wegner-lænestolen ligger en dekorativ taske fra Etro.

Enkel, fin blomst pynter i vase fra genbrugsbutik.

Plantegning af 1. sal

Plantegning af 2. sal
