Tør du se bort fra et pilskævt køkken og ulogiske ruminddelinger, og er der en lille Flemming Leth gemt i dig, kan du få det skønneste sommerhus. Det er der i Lars Johannsen, og som hans sorte træhus med de hvide vinduer ligger på en dejlig naturgrund klos op ad Tisvilde hegn, ligner det i dag en ren sommerfantasi.
Det var da også en drøm, der gik i opfyldelse for Lars, da han købte det gamle hus fra 1926. Både fordi han var vild med området, der ligger tæt på både strand og skov, men især fordi han har en temmelig tidskrævende passion for at sætte gamle huse i stand.
LARS JOHANNSEN, 43 ÅR, PÆDAGOG OG SOUSCHEF
HVAD TÆNKTE DU MEST OVER VED INDRETNINGEN AF SOMMERHUSET?
Farver, at der skulle være lys, og at møbleringen skulle være sparsom. I forhold til materialer tænkte jeg på kvalitet, og på at det skulle være naturmaterialer, fx stengulv og fliser. Og så synes jeg ikke, at det behøver være dyrt.
HVAD ER DE TRE BEDSTE TING VED HUSET?
Den vestvendte terrasse med det sortmalede gelænder rundt om, at det er funktionelt, og at det sort-hvide stribede stof fra Goa er brugt på puder og bænke i det meste af huset.
HVAD BETYDER DIT SOMMERHUS FOR DIG?
At det er et sted, jeg har lyst til at være.
HVOR HAR DU DEN BEDSTE TID I HUSET?
Det er fantastisk at stå tidligt op om morgenen og sætte sig ud i havestuen med en kop kaffe og se på rådyr. Dem er der rigtig mange af.
HVAD SIGER DIT HJEM OM DIG SOM PERSON?
At jeg har prøvet at få det bedste ud af mine muligheder.
HVORDAN VIL DU BESKRIVE DIN STIL?
Hvis jeg ser nogle pæne ting, så køber jeg dem og skal nok få dem brugt. Det er ikke så vigtigt, at det er en bestemt stilart, hvis bare det kan forskønne og give funktion. Jeg elsker at bevare den oprindelige ånd og originaliteten.