"Folk spørger altid til vores vægfarver og faktisk også til vores børneværelser"
Store ændringer venter forude for denne uges Instagrammer Caroline og hendes søde familie - vi skal helt sikkert følge med fra sidelinjen!
Hvem kan? Caroline kan!
Denne uges Instagrammer har knap 100.000 følgere, og det kan vi virkelig godt forstå!
@carolinenehring har nemlig skabt et helt unikt og inspirerende univers, der både er varmt og kærligt, men også mørkt og melankolsk på samme tid.
På sin Instagramprofil deler hun ud af hverdagen med to små børn, en mand, egen virksomhed og en 100 kvadrameter stor lejlighed i Ørestaden.
Om en måneds tid bliver lejligheden på Amager skiftet ud med et hus i Tisvilde, hvor familien glæder sig til at opfylde alle deres boligdrømme. Hvis det bare bliver bare halvt så godt, som deres nuværende hjem, glæder vi os til at følge med.
Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?
Det, der kendetegner min profil, er det lidt mørke og melankolske look. Jeg er vild med grå og mørke farver.
Både min mand og jeg arbejder fuldtid med Instagram, så der er virkelig meget af vores familieliv på min profil, og børnene indgår som en naturlig del af vores instagram univers. Jeg er vel lidt besat af æstetik, og er ret perfektionistisk når det kommer til mine billeder.
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
Mørkt og afdæmpet. Jeg er vild med smuk velour og har lidt en tendens til bare at male alting sort. Jeg synes næsten alt bliver pænere i sort. Men nu bor vi også i en lille lejlighed med 5 meter til loftet og vinduer der går helt fra gulvet og op til loftet, så det gør også, at vi kan male meget mørkere uden at selve rummet føles mørkt. Mange steder i lejligheden har jeg også malet loftet - det giver en fed rumfornemmelse.
PSSST Tapeter kan bidrage med noget helt unikt til boligen. Se vores tapet-guide med de bedste tapetbrands og -butikker
Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg bliver altid vildt inspireret af rejser og stilen på de hoteller, jeg besøger. Lige nu går vi virkelig og samler alt muligt ind til det nye hus, og hele vores lejlighed fungerer som et stort moodboard med udklip, stofprøver og fine små ting, jeg har samlet ind.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Min seneste køb på nettet var en gigantisk smuk rund lerkrukke, hvor jeg vil plante et træ midt i vores nye stue.
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Jeg synes selv, jeg har ret mange, da vi er en ung familie, og derfor ikke har det store indretningsbudget.
- Det er helt utroligt, hvad folk smider ud - man kan finde de smukkeste ting til storskrald, især hvis man ikke er bange for at gå igang med pensel. For et års tid siden fandt jeg en 2 meter høj og vildt smuk træramme. Den fungerer nu som statement piece i gangen.
- Ligeledes er DBA.dk altså fantastisk til at supplere med. Man kan gøre sig de vildeste fund, og så er jeg vild med bæredygtigheden i det.
- Enkelte, lækre ting, der siger noget om ens stil, kan virkelig også løfte hele hjemmet, og få det til at se mere eksklusivt ud.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Jeg elsker lofthøjden. Det giver virkelig noget helt særligt, og så er jeg vild med, at jeg turde at male alle vores vægge mørkegrå.
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
Folk spørger altid til vores vægfarver, og faktisk også til vores børneværelser.
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Jeg har forelsket mig i &Traditions sofa og stolesæt. Jeg går også og drømmer om at få en snedker til at lave en kæmpe, indbygget bogreol til vores nye stue - lidt som den, vi har nu, som er bygget i hele lejlighedens højde. Det er simpelthen bare så smukt, når møblerne er bygget til stedet, de skal være i.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
Jeg tænker, at det skal være et sted jeg, lader op, så der skal derfor ikke være for mange farver. Vi har faktisk indrettet os helt uden. Men de grå og mørke nuancer giver et virkelig interessant spil alligevel.
LÆS OGSÅ Sådan vælger du den bedste grå vægfarve.
Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?
Jeg er nok blevet mindre "moderne". Samtidig er jeg ikke så meget til højglans og glas længere, og jeg har også mere fokus på at købe noget, jeg gerne vil se på længe.
Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?
Jeg tror måske alting har en tid, men jeg er vild med planter. Det giver virkelig liv i hjemmet. Så er jeg også ret vild med vores store orientlamper over køkkenbordet. Jeg bliver glad hver gang jeg kigger på dem.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Det næste, jeg vil kaste mig over, er vores nye hus. Vi skal male overalt, lave nye gulve, køkken og badeværelser. Jeg glæder mig sindssygt meget.
Det er en gammel lægebolig med en lille klinik, og de fineste detaljer overalt. Vi får 3 gange så meget plads, som vi har nu, så jeg skal virkelig til at tænke kreativt i forhold til indretning, for der skal virkelig købes mange ting.
Vi elsker DIY, og jeg glæder mig sådan til at sætte vores helt eget præg på vores nye hjem.
Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
@septemberedit - Caroline er vildt dygtig til at se det smukke i simplicitet og det hel clean look.
@tanyesha - har det smukkeste lyse univers
@apphia - er så sindssygt dygtig til at skabe interessante billeder