Fra Danmarks skønneste hjem: Bogtrykkeriet der er fyldt med hemmelige rum
Så du med i Danmarks skønneste hjem? Nu har du mulighed for at få et gensyn med Københavns finalist til Danmarks skønneste hjem.
Hvis du gerne vil indrette din bolig i absolut særklasse og ikke mindst uden at bruge en halv million på det, skal du pudse brillerne nu.
Tomas Cenius, der er smykkedesigner og modellør, tilhører nemlig en helt særlig type mennesker med en usædvanlig evne til at spotte et møbel i en container og straks se muligheden for at sætte det i stand og bruge det på en måde, så det ligner noget fra et eksklusivt boligkatalog.
Stilen i Tomas og Hannes hus, der indtil for syv år siden fungerede som bogtrykkeri, er et miks af newyorker-stemning med rå mure og mørke træsorter og farver med et strejf af Østen. At fortælle historierne bag hver enkelt lampe, stol og stolpe i boligen ville fylde hele dette magasin, for stort set alt er håndlavet, klunset fra nedlagte fabrikker, fisket op af containere eller købt på loppemarked.
"Vi brugte fem måneder på at grave 33 tons indmad ud af huset og bygge alt op fra bunden. Fordi alt i huset har sin egen historie, har det fået sin helt egen sjæl," fortæller Tomas.
En af de spektakulære historier finder vi ude i badeværelset. Under en ferie i London boede Tomas og Hanne på Regent Palace Hotel, hvor de forelskede sig i hotellets turkisblå badeværelse i 30'er-stil.
Da de kort efter opdagede, at hotellet skulle renoveres, lavede Tomas lynhurtigt en aftale med manageren, og sammen med en kammerat tog han tilbage til hotellet og pakkede alle de blå drømmefliser, badekar og armaturer i kasser og fik det hele fragtet til Frederiksberg. Pris: 1.000 kroner.
Ikke alle familiens beslutninger bliver dog truffet med lige så stor hast. Det tog parret flere år at finde det helt rigtige køkken, og de nåede at få fire forskellige køkkener inden for døren, før de fandt vidunderet fra Poggenpohl i massiv mahogni i Den Blå Avis - til den nette sum af 9.000 kroner.
"Køkkenet er fra 1978, og vi har fået at vide hos Poggenpohl, at man ikke kan få det samme køkken for under en kvart million i dag," siger Tomas.
Huset fra 1893 ligger i en baggård på Frederiksberg og var oprindelig et bogtrykkeri.
