Fra kedeligt parcelhus til cool familiebolig
Fjorden og træerne lokkede Trine og Jacob til at købe et hus, de egentlig ikke kunne lide. Se, hvordan parret har forvandlet et klassisk parcelhus til en cool familiebolig
Et brunt hus i ægte 70’-stil stod ikke højt på Trines ønskeliste, da hun og manden Jacob var på husjagt. Men et kig til Limfjorden og en fantastisk have fik dem til at vende tilbage til det mørke murstenshus igen og igen.
„Mine forældre kunne se en masse muligheder i huset, og det var faktisk dem, der gav os modet til at kaste os ud i projektet. Men det var egentlig først, da byggeriet gik i gang, at jeg selv blev overbevist,“ fortæller Trine.
For at komme lidt tættere på de ting, der egentlig stod på Trines boligønskeliste, kastede parret sig ud i en større renovering af husets indre. Selv om der på papiret var store planer med badeværelset, står dette rum som det eneste i huset fuldstændig som oprindeligt, fordi budgettet blev nået før drømmene.
Hvor der før var et lille køkken og en gang, er der nu et stort køkken-alrum med god plads til husets fire familiemedlemmer. Det store ovenlysvindue gør rummet ekstra lyst og venligt, og familien kan kigge direkte op til sol eller regn, når de sidder ved spisebordet. Køkkenet er fra Kvik, og gulvklinkerne er valgt i en stor størrelse for at give rummet så enkelt et look som muligt. Armaturet er fra Vola, og væglamperne fra bestlite.

Murstenshuset fra 1972 var ikke den drøm, Trine havde satset på, da hun og Jacob indledte deres husjagt. Men det ændrede sig, da de gik i gang med at vælte vægge inde i huset.

Ved siden af køkkenet ligger husets indgang samt bryggers. Den blå stol er et af Trines loppemarkedskup, som hun fik til en halvtredser.

Der er dækket op til brunch med stel fra Ikea.

Spisebordet er et gammelt Wegner-bord, som Trine fik lov til at købe på sin tidligere arbejdsplads, som skulle have nye møbler. Trine er glad for træets smukke patina og for, at det kan trækkes ud, når der kommer mange gæster - for det gør der tit. Pendlen er fra Lightyears.

Fra stuen er der direkte udgang til terrassen. ’Kubus’-stagen er designet af Mogens Lassen i 1962. Billederne over sofaen er fra bl.a. Bolig Magasinet og sat i rammer, som Trine har købt i en genbrugsbutik.

Sofaerne fra Hurup Møbelfabrik er en bryllupsgave. Stolen er designet af Charles & Ray Eames, bordet er et loppefund.

I soveværelset er der fuld knald på farverne med en blanding af børnetegninger, Trines egne malerier og værker af andre kunstnere. puderne er syet i Susanne Schjerning-stof, tæppet og den røde lampe er fra ikea.

I Sophies værelse er der en høj seng med en hyggelig hule nedenunder. Det orange tæppe er fra Penny Lane.

Trine har med tiden vænnet sig til det brune badeværelse, og hun vil efterhånden slet ikke af med det. Billederne af døtrene er sat i rammer fra Ikea og lukket helt tæt med silikone, så de kan holde til et vådrum.

Trine i sin yndlingskrog i stuen, hvor der slappes af i flagermusstolen i kernelæder. Bogkasserne fra Trævarefabrikernes Udsalg er bygget op i moduler, som Trine og Jacob selv har sat sammen. De fire Wiinblad-platter måtte Trine have med hjem fra en genbrugsbutik, da de hver repræsenterer en måned, som de fire medlemmer af familien er født i.

Alle har brug for et frirum, og det kan laves ret småt. Trine bruger et teakbord fundet for en halvtredser på loppemarked og en stor inspirationstavle fyldt med udklip, fotos og tegninger.

Terrassen er hyggelig og ligger godt i læ, men Trine og Jacob drømmer om at kunne nyde den havudsigt, der findes bag murene. Planen er at lave en ny terrasse i træ, der løber hele vejen rundt om huset. Men foreløbig nydes den lille læsekrog, hvor der spises morgenmad og læses godnathistorie under et tæppe om sommeren.

Et lille udekøkken med plads til det mest praktiske. Og det bliver faktisk brugt.
