Hold dit hjem varmt for færre penge

Vinteren er lige om hjørnet, og mange danskere kan forvente at få en højere elregning, fordi elforbruget er højere i vinterhalvåret. Vi opholder os mere inde om vinteren, og derfor bruger vi mere strøm. Nogle bruger mest strøm på at varme boligen op, mens andre primært bruger strøm på lys, madlavning, vask, opladning af elbil med mere.

Hvordan opvarmer du hjemmet?

Der er forskellige måder at opvarme hjemmet på. Den måde din husstand opvarmes på, afspejler naturligvis, hvor meget din endelige elregning stiger hen over vinteren. I Danmark findes der disse typer opvarmning af husstande:

  • Fjernvarme
  • Elvarme
  • Træ- og oliefyr
  • Jordvarme og varmepumpe

Der er forskel på, hvad de forskellige varmekilder koster. Fjernvarme er den billigste type opvarmning, og det er også den type, der udleder mindst CO2.

Det er dog langt fra alle husstande, der har fået muligheden for at blive omlagt til fjernvarme endnu. Derfor får nogle danskere også relativt høje elregninger, når varmeregningen skal betales. Det er specielt dem, som bruger elvarme som deres primære varmekilde. Denne type husstande kan derfor søge kompensation i form af en reduceret elafgift.

Gør selv en forskel

Du kan selv påvirke din el- og varmeregning, hvis du har lyst til at ændre på dine vaner hist og her samt holde øje med dit forbrug. Du skal dog være tilmeldt en elaftale med en variabel pris, for at du vil kunne mærke ændringerne på din elregning. Hvis du har en fast aftale med dit elselskab, kan det måske svare sig for dig at ændre den til en variabel aftale i stedet for.

Små tiltag som at slukke for elapparater, du ikke bruger, kan spare meget strøm. Vågetilstande eller standby er også strømslugere, så hvis du ikke bruger for eksempel dit tv, kan du overveje at slukke på stikkontakten. Du kan også lukke for radiatorerne, når du lufter ud derhjemme.

Brug strømmen smart

Hvis du holder øje med, hvornår strømproduktionen udleder mindst CO2, så vil du både spare miljøet og din pengepung for en ekstra belastning. Grøn strøm er nemlig billigst. Hent en app, som kan hjælpe dig med at se, hvornår strømmen er billigst. Mange elselskaber har sin egen app, hvor du også kan holde øje med dit eget forbrug og blive klogere på, hvad en kWh koster.

Hvis du bruger strøm uden for spidsbelastningstidspunkterne, som er om morgenen og om eftermiddagen samt tidlig aften, så vil du også kunne spare penge. Der er nemlig i vinterhalvåret en højere afgift på transport af strømmen mellem 17 og 20 samt i morgentimerne.

Det kan altså godt svare sig at lægge sit strømforbrug på fornuftige tidspunkter. Selvfølgelig bliver du nødt til at tænde lyset om morgenen, tage et morgenbad og sætte kaffen over, men måske kan tørretumbleren og opvaskemaskinen udsættes til et mere optimalt tidspunkt på dagen.