Klassisk design får feminint twist
Der er mange trapper i Line Stampe Dahl og Thomas Bisballes Kartoffelrækkehus på Østerbro, og at gå op i stuen på øverste etage er som at tage på udflugt.
Men til gengæld er der masser af charme i huset, som er indrettet i skønne farver og klassisk design.
Ifølge Line Stampe Dahl er det smalle rækkehus på tre etager ikke det mest praktiske sted at bo med to små børn. Der er mange trapper, som man hele tiden skal passe på, de to livlige drenge ikke falder ned af. Og har man først sat sig i sofaen i stuen øverst oppe, går man ikke lige ned efter det, man havde glemt.
– Det er lidt bøvlet, og børnene har også taget et par ture ned ad trap- perne. Men huset har masser af sjæl og charme. Hver etage kan noget for sig. Og efter at have boet her i otte år har vi efterhånden også lært det med at huske kaffen nede i køkkenet, fortæller Line.
Hun nyder også at bo midt i København samtidig med at have direkte adgang til egen lille gårdhave fra køkkenet. Her tilbringer familien meget tid i sommerhalvåret, og de kan næsten helt glemme stuen på 2. sal.
– Om sommeren er det som at bo i en landsby midt i byen. Jeg elsker kombinationen af at kunne sidde i vores hyggelige gårdhave og samtidig kun være få minutter væk fra indre by. Om vinteren bruger vi til gen- gæld stuen, der fungerer som en indendørs legeplads i de kolde måneder, rigtig meget. Så bliver der gynget og bygget togbaner, og vi tænder op i brændeovnen. Der er et skønt lys fra ovenlysvinduerne, hvilket giver lidt ekstra energi om vinteren, siger Line.
Sneg de lyserøde vægge ind
Line har indrettet hjemmet med mange klassiske designmøbler, fordi hun holder meget af originale ting med historie og patina. Nogle møbler startede Line med at spare op til, da hun blot var 14 år gammel. Og så er der alle arvestykkerne, som både Line og Thomas har arvet fra deres familier.
– Jeg vil hellere bruge årevis på at spare op til et klassisk møbel end en hurtig her og nu-løsning. Jeg er heller ikke god til at flyve med på en trend, men kan bedre lide noget, der holder. Jeg tænker ikke så meget over, om de passer sammen, det er vigtigere, at møblerne har en betydning for mig, forklarer Line.
Hun er desuden glad for farver og tør godt erkende, at mange af dem er en anelse feminine. I spisestuen har hun for eksempel valgt en rosa farve til to af væggene.
– Det var lidt svært at få trumfet den lyserøde farve igennem, men det kan jo ske, at man kommer til at male, mens manden er på arbejde. Og jeg synes faktisk, at de feminine farver og de klassiske møbler går fint sammen, siger hun.
Line skaber ikke kun forandring med farve på væggene, men kan også finde på at bytte rundt på rummenes funktion. Hun synes, det er dejligt fornyende at få soveværelse et nyt sted, og det er oftest en lidt spontan beslutning.
– Er jeg en dag alene hjemme, skal det ikke hindre mig at flytte rundt på tunge møbler, hvis jeg får en ny idé. Jeg har en- gang formået at flytte en sofa fra en etage til en anden i et spon- tant øjeblik. Man bliver åbenbart bomstærk af at bo i et hus med mange trapper, siger Line.
BILLEDE Spisestuen er indrettet med bord fra OK Design og et miks af Wehners ‘Y’-stol og Børge Mogensens ‘Folkestol’. Lamperne er af Vilhelm Lauritzen. Børge Mogensens tremmesofa fra Fredericia er et arvestykke fra Thomas’ familie.