"Det var nok de færreste, der kunne se potentialet i huset"
Men det kunne Krista heldigvis, og i dag danner de 140 farverige kvm rammerne om hendes og datterens hverdag bare 300 meter fra vandet.
HER BOR Krista Rosenkilde (34) og datteren Ellis. Krista er kunstner og laver farverige tekstiler til hjemmet, som hun sælger på webshoppen Mon Atelier.
HVOR Krista og Ellis bor i et 140 kvadratmeter stort hus tæt på Hundested kun 300 meter fra vandet.
LÆS MERE Følg Krista på @mon_a_t_e_l_i_e_r og Monatelier.dk.

BILLEDE Krista elsker at gå på jagt efter sjove loppefund, som gulvlampen, det afrikanske skjold og vægskulptur i jern, der har fået en makeover med lyserød spraymaling. Det røde værk har Krista til gengæld selv lavet.
Et hjem i forandring
Kunstner Krista Rosenkilde har en passion for farver og former. Det ses tydeligt både i det 140 kvadratmeter store hus i Nødebohuse tæt på Hundested, hvor hun bor med sin datter, Ellis, og når hun designer tekstiler til hjemmet.
– Der er mange lighedspunkter mellem min indretning og mit arbejde. Jeg elsker farver og at koordinere farver, derfor er det fedt at kunne kombinere sit arbejde og sin hobby, fortæller hun.
Krista beskriver sin stil som personlig, farverig – måske lidt modig og et miks af nyt og gammelt, diy-projekter og kærlighed til kunst. Hun er nemlig god til at se muligheder, hvor andre ser udfordringer. Det gjaldt også familiens hus.
– Det var nok de færreste, der kunne se potentiale i huset. Det havde stået tomt længe, var faldefærdigt og haven fuldstændig tilgroet. Men huset lå i et fantastisk område, som jeg forelskede mig i, da jeg var i sommerhus i nærheden, siger hun.
Kristas yndlingsrum er stuerne. Som et led i renoveringen fjernede hun dørpartiet mellem de to stuer, så de nu hænger sammen som et stort rum.
– Mit hjem er altid i forandring, og kunsten, farven på sofaen eller væggen ændres i takt med, at jeg får nye idéer. Jeg eksperimenterer meget i indretningen. Der opstår altid nye idéer og ting, jeg må prøve, fortæller Krista.

BILLEDE Det lille maleri til venstre og litografiet til højre er af Nils Erik Gjertevik, mens væglampen er fra House Doctor og puffen fra Mon Atelier.
Farver giver personlighed
Til gengæld kan det være svært for Krista at finde de rigtige møbler. Der er tit noget med farven, formen og designet, som ikke er helt rigtigt, og derfor ender det ofte med, at hun bygger møblerne selv.
– Jeg får nok nogle ret fikse idéer og vil gerne, at møblerne bliver meget integreret eller indbygget i rummet. Det kræver en hel del diy, men jeg synes, det giver en personlighed og hjemlighed i indretningen, som jeg sætter stor pris på, fortæller hun.
Sofaen, spisebordet og bænken i entréen er bare et par af de møbler, Krista selv har bygget, og de spiller nøje sammen med et andet vigtigt element: farver.
– Jeg er ret vild med at bruge farver i indretningen. Jeg ser mit hjem som et stort kunstværk, hvor farver, former og strukturer skal spille sammen og give en glad følelse, når man er i det, siger hun.
Og netop kærligheden til farver og kunst er noget af det, Krista håber at kunne give videre til andre gennem hendes webshop, Monatelier.dk, der er fyldt med kunst og tekstiler, der giver hjemmet kulør og personlighed.
– Jeg skelner ikke så meget mellem, om jeg indretter, laver et maleri eller udvikler produkter til min webshop. Det er samme æstetik, jeg har som rød tråd gennem det hele, siger hun.

BILLEDE Krista Rosenkilde er uddannet kunstner og sælger sine værker på Monatelier.dk.

BILLEDE Haven er et yndet tilflugtssted for Krista og hendes datter, Ellis.

BILLEDE Vil du med på eventyr? Ellis og Kristas store have er fyldt med hyggelige kroge og små, grønne vildnis, som man kan gå på opdagelse i.

BILLEDE Vitrineskabet fra Lauritz.com rummer Kristas keramiksamling. Pendlen til højre for skabet er fra Tom Dixon og gulvtæppet fra Carpetvista.dk.

BILLEDE Værket ved siden af hængeplanten er lavet af kunstneren Mie Frey. Resten er Kristas egne værker. Lamperne er Verner Pantons Flowerpots, mens loppekommoden har fået en makeover med nye ben fra Prettypegs.com.

Kristas yndlingssted i huset
– Der er ingen tvivl om, at mine yndlingsrum er de to sammenhængende stuer. Jeg holder meget af at tænde op i brændeovnen og ligge på det bløde tæppe og lytte til ilden. Det giver en følelse af total afslapning.
BILLEDE Sofaen er Kristas eget design. Den er lavet af et gammelt egetræsspisebord og fyldt med puder fra Mon Atelier. Sofabordet er lavet af en møbelsnedker.

Krista om stilen
- Jeg har fundet meget inspiration i kunst bl.a. farvekombinationer. Og så har jeg også leget lidt med 70’ernes farver og indretning.
BILLEDE Det væghængte møbel har Krista fået af sin bror. Litografiet over er af Alexander Tovborg, mens de to små pendler er genbrugsfund.

BILLEDE Oprindeligt havde spisebordet andre ben, men Krista var ikke tilfreds med udtrykket og fandt derfor nye ben i eg på nettet. Spisestolene er købt på Lauritz.com, mens børnestolen er fra Brio.

BILLEDE Fyld dine vaser med blomster fra haven, grøftekanten eller en mark, og træk forårsstemningen med indenfor.

BILLEDE Krista forelskede sig i det smukke område omkring Nødebohuse tæt på Hundested, da hun var i sommerhus i nærheden. Og da hun så huset med den tilgroede have, var hun ikke i tvivl: Her skulle hun bo.

BILLEDE Ellis og Kristas have indbyder til masser af afslapning og hygge, og fra hængekøjen er der bare 300 meter til vandet.

BILLEDE Haven var fuldstændig tilgroet, da Krista første gang besøgte huset, men hun så straks potentialet i den vilde naturgrund.

Kristas bedste genbrugsshops
- Oles Genbrug i Vinderød er altid et besøg værd!
- Loppehallen i Græsted er også et godt sted med alt muligt blandet.
- Dba.dk er derudover et hit.
BILLEDE Det mønstrede tapet er fra Retro Villa, tekanden fra Designer Zoo og pendlerne fra Finnsdottir.

Kristas bedste boligtips
- Indret dig personligt med ting, som gør dig glad. Det gør ikke noget, at alting ikke passer perfekt sammen.
- Tænk på dit hjem og din indretning som en leg, som noget, der er i konstant udvikling. På den måde er du ikke så bange for at gøre noget vovet, og fx male væggen den karrygule farve, du altid har drømt om, fordi du ved, at det sikkert med tiden vil blive ændret igen!
- Gå på loppemarked, og find ting, dimser og møbler, som er unikke og har deres egen lille historie.
IDÉ Drømmer du om en hyggekrog i køkkenet? Lad bordpladen stikke ud over elementerne, og sæt en fin skammel til.

FARVETIP
Er du vild med Kristas stil? Vær ikke bange for at mikse flere farver, men giv hvert rum et tema, fx pasteller i køkkenet og mørkere toner i stuen.
PSST! Vil du også hænge tapet op i køkkenet? Se vores guide til de bedste tapetbrands og -butikker


Kristas næste projekt
– Huset er ikke færdigistandsat endnu, der mangler stadig en hel del ved badeværelset og overetagen. Men lige nu bruger jeg nok mest energi på at indrette mit værksted og atelier, så derfor står tingene lidt mere stille herhjemme. Og så trænger Ellis’ værelse til en makeover.
BILLEDE Stemningen i soveværelset er luftig med afdæmpede nuancer og lange, lette gardiner. Gulvtæppet er et loppefund, mens billedet er lavet af Birgitte Støvring.

BILLEDE Kristas seng er fra Ikea, mens væglampen er et genbrugsfund og puderne fra Place de Bleu og Oyoy. Værket har Krista lavet.

BILLEDE Ikea-kommoden i Ellis’ værelse har fået en makeover med maling og nye greb fra Anne Black. Billederne er lavet af Mie Frey, mens væglampen er fra Ferm Living og tapetet fra Wallpaperdirect.uk.

BILLEDE Kimonoen er fundet i New York, mens perlekæde er Kristas mors.
Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her
