På vej ned ad den træbelagte havesti møder vi duften af æbleblomster. I de små bede blomstrer et hav af forårsbebudene i sarte farver, og alle vinduer og døre i den grå murermestervilla står åbne.
Det er netop denne ’åben dør’-filosofi, der præger hjemmets indretning, hvor der er kommet adskillige ekstra udgange til, siden Katrine og Peter overtog huset i 2001.
„Vores mange døre og vinduer har skabt en mere flydende overgang mellem ude og inde, som vi slet ikke kan undvære nu. Når vi åbner alt op ud mod haven om sommeren, er det også, som om vores hus er dobbelt så stort,“ siger Peter.
Oprindeligt var her et vindue, men parret ønskede at åbne op ud til terrassen og fik sat en dør i. Egetræspladen i venstre side er lavet for at skjule tv’et, når det ikke er i brug.