Finsk instagrammer: "Jeg tror, danskerne må have et skjult gen"
Sari har bemærket noget særligt ved de danske instagrammere, som hun er blevet så vild med, at det går igen på hendes egen, fine profil.
Sari tager velovervejede beslutninger - både når det kommer til hendes familie og til boligindretning.
Hun og hendes mand besluttede nemlig at flytte fra byen, så deres børn kunne vokse op på landet omgivet af natur. De flyttede ind i en hytte, som tidligere havde tilhørt Saris forældre, nær en stor sø i det østlige Finland. Det tog dog lige 2,5 års renovering, før familien kunne flytte ind, fordi Sari ønskede at bevare så mange af hyttens gamle detaljer som muligt.
Hytten, som blev bygget i 1853, har stadig de originale lofter i stuen, og Sari har gjort en dyd ud af indrette hjemmet med respekt for boligens historie og detaljer. Blandt andet finder hun især stor inspiration i dansk stil og design, som kommer til udtryk i farvevalg og møbler.
Vi er vilde med hendes smukke hjem, og vi synes du skal lære hende bedre at kende:
Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?
Min profil er kendetegnet ved at have billeder fra tre forskellige hjem - vores gamle hjem, vores nye hjem og den lejlighed vi boede i, mens vores nye hjem blev renoveret. De tre hjem er meget forskellige fra hinanden, så der er rig mulighed for, at mine følgere kan blive inspireret!
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
For mig er det vigtigste, at man lytter til det hjem man skal indrette. I de forskellige hjem, vi har boet i, har stilen været meget forskellige. For eksempel, har jeg brugt mange naturmatrialer og jordfarver i vores nye hjem, da det ligger midt i naturen. Jeg overvejer også at male væggene i stuen en 'blødere' farve end hvid for at fuldende stilen.
Jeg synes, det er vigtigt at tage sig god tid, når man flytter ind i et nyt hjem. Ellers kan man let lave forhastede beslutninger eller komme til at købe en masse sager, fordi de er trendy, men som man hurtigt bliver træt af. For mig skal et hjem være noget særligt, og hver ting skal have en betydning.
Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg må indrømme, at jeg har en stor kærlighed til nordisk - og i særdeleshed dansk - stil og design. De fleste af mine yndlingsprofiler på Instagram er danske! Jeg tror, at danskere må have et skjult gen eller en indbygget, visuel sans, for de er så gode til at kombinere det uformelle med det stilfulde på en ubesværet måde.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Mit seneste køb er 'Meet Bench' fra Menu, som jeg har ønsket mig i lang tid. Det er et smart og alsidigt møbel. Umiddelbart havde vi brug for en siddeplads i entréen, men vi bruger også bænken, når vores børn har fødselsdag, og der er brug for ekstra siddepladser ved spisebordet.
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
"Intet ældes hurtigere end nyheder" - det læste jeg engang i en artikel, og det er sandheden! Køb ting, der er tidsløse, for så kan du spare mange penge. Hvis du ikke er til vintage, så kan du gå efter godt design og kvalitet.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Jeg er virkelig tilfreds med børnenes værelser! At planlægge indretningen var super sjovt, for jeg forsøgte at målrette rummene specielt til hver af børnenes aldre og behov. Til vores søn byggede vi en seng af krydsfiner, som også kunne opbevare hans bøger og legetøj samt en ekstra madras, til når han har overnattende venner. Vores datters værelse er mere bohemeagtigt med mørkt tapet og et mørkt vintageskab. Hendes køjeseng købte vi til hende som en overraskelse.
Jeg er også rigtig tilfreds med opbevaringsløsningerne i vores hjem. I vores bryggers har vi en hel væg med skabe, som både gemmer husets teknik af vejen og giver os masser af opbevaringsplads.
Indretningen af køkkenet er jeg også super tilfreds med! Det er faktisk et af de mindste rum i huset, og det har samtidig tre udgange samt et vindue ind til spisestuen - så det var et svært rum at indrette! Jeg sparede op over en længere periode for at kunne købe den helt rigtige belysning - tre Mantis BS5-væglamper - som helt klart var ventetiden værd!
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
Tapetet i vores børns værelser får rigtig mange kommentarer!
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Jeg ville købe en større sofa, fordi der ofte bliver lidt trangt i vores nuværende, når vi alle fire sidder i den! Det skal være en sofa med vaskbart betræk, fordi vi har børn, og fordi vi spiser chokolade om aftenen, når de er lagt i seng.
Jeg ville også købe flere bløde uldtæpper. De, der er flotte og af god kvalitet, er ofte ret dyre. Jeg ville helt klart også købe nogle flere kunstværker.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
Jeg elsker nærmest alle farver, men når jeg skal vælge farver til mit hjem, er samspillet mellem de forskellige rum vigtigt. Vi har mange døråbninger og to indendørs vinduer, så farverne skal komplimentere hinanden. Dog kan jeg også godt lide at lave usædvanlige farvekombinationer nogle gange. Vores soveværelse er et godt eksempel. Her er skydedørene til vores walk-in-closet dækket af en storblomstret tapet. Min første indskydelse var, at væggene i vores walk-in-closet skulle være hvide eller en anden farve fra tapetet, men det var et alt for sikkert valg! Derfor valgte jeg en lyseblå farve, som faktisk fungerer overraskende godt med tapetet.
Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?
I løbet af de sidste 5 år har jeg lært at være tålmodig. Da vi flyttede ind, var jeg frustreret over de ufærdige ting, men nu synes jeg, at det var klogt, at vi ikke stressede for at lave alting færdigt. Nogle af de idéer jeg havde, inden vi flyttede ind, føles ikke længere som gode idéer!
Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?
Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af gamle skabe, også selvom de ikke er lige så praktiske som moderne modeller. Et af mine favoritter er dét, vi har stående i stuen, som gemmer på grimme ledninger og børnenes bøger og puslespil.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Jeg har mange spændende projekter i vente! Jeg har planer om at male en gammel Poul Volther J111-stol, som vi fandt, da vi renoverede saunaen i huset. Vi var i gang med at reparere loftet, og pludselig var stolen ved at falde ned i hovedet på os! Det er stadig et mysterium for os, hvordan stolen var endt dér. Takket være en dansk følge lærte jeg navnet på stolens designer. Jeg har slebet den ned, og nu venter den bare på at få en ny omgang maling.
Vi har også planer om at bygge et nyt spisebord. Jeg har en helt klar vision for det, så jeg kan ikke vente med at komme i gang!
Hvilke "oversete" eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
Der er så mange skønne profiler, så det er svært kun at nævne et par stykker. Min årelange Top 3, der altid giver mig meget inspiration, er:
Jeg er også stor fan af: