Gå på opdagelse i denne skandinaviske powervilla med sø i baghaven
Det rum, der var sværest at renovere, er i dag blevet til familiens yndlingsrum, og vi forstår godt hvorfor. Se om du er enig her.
Anne-Louise og Klaus Greven Kristensen har istandsat en herskabsvilla fra 1906 og skabt en stor, moderne familiebolig i skandinavisk stil med både gode opbevaringsløsninger og smukke detaljer. Kom med på besøg i den vidunderlige villa.
Hvad gør man, når ens mand kommer hjem og siger, at han har forelsket sig i en faldefærdig rønne på tvangsauktion? Anne-Louise Greven Kristensen skruede op for tålmodigheden og smøgede arbejdsærmerne op. Og så gik hun og hendes mand, Klaus, i gang med at sætte herskabsboligen på 240 kvadratmeter i stand.
– Vi var betaget af husets historie og den fantastiske beliggenhed ud til skov og sø, siger Anne-Louise Greven Kristensen.
Huset trængte dog i den grad til en totalrenovering, og i dag står huset med integrerede, moderne hightech-elementer, herunder varme i gulvet, højttalere i loftet og nye elinstallationer. Parret skiftede også det gamle oliefyr ud med energivenlig jordvarme. Løsningerne er landet i et nordisk inspireret hus, hvor især pladsen til at udfolde sig bliver prioriteret højt. Igennem hele renoveringsprocessen var det vigtigt for parret at bevare husets sjæl og fine detaljer i loftet samt at genskabe husets oprindelige lister. På den måde blev alle lister ens igen, og parret har samtidig sat de gamle vinduer i stand og fundet dørhåndtag, der matcher de originale messinggreb.
– Da vi overtog huset, var der forskellige gulve på alle etager, så vi besluttede at udskifte alle gulve og få ens egetræsplankegulv i hele huset. Og i 1980’erne havde ejerne sænket loftshøjden, så da vi overtog, fik vi forhøjet loftshøjden igen i de fleste rum. Det største projekt var at renovere udestuen, som var i meget dårlig stand. Vi havde samtidig en mission, der handlede om at inddrage den mere i stuen. Det har skabt en meget lys stue med fantastiske lysindfald, siger Anne-Louise, som udover at lægge vægt på at sikre de lyse, skandinaviske linjer i huset også tager højde for de små, personlige detaljer.
– Vi prøver at gøre indretningen til vores egen ved den kunst, vi køber til væggene og de små ting, vi kan tage med hjem fra rejser. Vi kan godt lide de- signmøbler, men er også glade, hvis vi finder noget godt på loppemarkeder, fortæller hun.
Naturen lokkede
Anne-Louise og Klaus er begge tilflyttere og har tidligere boet på Østerbro i København, som de har været meget glade for. Men da de så huset og området, var de ikke i tvivl om, at det var her, de gerne ville bo, og her deres børn skulle vokse op.
– Vi bor lige ud til skov med egen indgang til skoven. Alle årstider er så smukke, især efteråret og foråret, hvor farverne bare er så fantastiske. Det er samtidig en stor have, hvor børnene kan løbe rundt og lege i. Og vi har en sø fuld af dyreliv, som man kan sidde og følge med i inde fra stuen eller fra terrassen om sommeren, og børnene kan fiske i søen, siger Anne-Louise. Familien nyder også at tage naturen med ind i deres indretning.
– I skoven vokser der vilde bær om sommeren og anemoner om foråret. Vi kan samle kogler og mos om efteråret og vinteren – og vi laver tit dekorationer af det hele, siger Anne-Louise.
BILLEDE Husets hjerte, køkkenet, er fra Invita med corianbordplade samt en Quooker i messing. Pendlerne i køkkenet er fra Gubi, mens væglamperne er fra La Lampe Gras.
HVEM Anne-Louise Greven Kristensen (39), kiropraktor, Klaus Greven Kristensen (42), Vice President hos Mærsk Drilling, samt børnene Alexander (7), Carl (4) og Caroline (1).
HVOR Familien bor i en to-families herskabsvilla fra 1906 på 240 kvadratmeter i Virum.
BILLEDE Anne-Louise sammen med sine tre børn ved søen i haven.

En barstol fra Mater med læderpolstring pynter i køkkenet og bryder det hvide look.
Kogepladen i Invita-køkkenet er fra Siemens, og emhætten er integreret i køkkenøen.
Vask og Quooker er i messing, mens vandkanden er fra Aytm. De forskellige skærebrætter er blandt andet fra Helbak, Made a Mano, Skagerak og House Doctor.
Spisebordet er omringet af Eames-stole, og lampen over spisebordet er fra Menu. Da parret satte huset i stand, fik de lagt Dinesen-plankegulve over det hele.
Anne-Louises favoritspot
– Vi elsker at opholde os i udestuen, der også er blevet en del af husets stue.
BILLEDE Daybedden er fra Ilva, og lænestolen er Arne Jacobsens ‘Svanen’.
Puderne i stuen er fra Vibeke Scott og Aiayu, og det lille skab er fra ByLassen.
Anne-Louises bedste indretningstip
– Skab luft omkring møblerne, og overfyld ikke rummene. Det skaber en vis ro, når det ikke er for fyldt.
BILLEDE I husets højloftede dagligstue står der bl.a. ‘PK22’-stole designet af Poul Kjærholm, og skamler designet af Nanna Ditzel. Gulvtæppet er fra Louise Roe.
Over Montana-reolen hænger et billede købt på et galleri i Hamborg.
I kontoret står et Ikea-skrivebord kombineret med en ‘7’er-stol. På væggen hænger en magnetisk opslagstavle.
Spejlet og skamlen er fra Skagerak, og gulvtæppet er fra Pappelina. Klædeskabet er fra Invita, mens lampen er en Tom Rossau. Café-havebordet og stolen er fra Ikea.
Fliserne på badeværelset er fra Odorico. Badeværelsesmøblet er fra Invita mikset med Vola-armatur og corianbordplade. Medicinskabet er fra Montana, og uret er fra Georg Jensen.
Et flot sort-hvidt miks skaber et stramt og lækkert udtryk på badeværelset. Det lille spejl på bordet er fra Normann Copenhagen.
På gæstetoilettet er armaturet fra Vola, og håndklæderne er fra Meraki. Sæben er af mærket L:A Bruket.
Det store, smukke hus er opdelt i to lige store boliger på 240 kvadratmeter.
Der er en skøn udsigt fra huset over haven og søen. Havemøblerne er fra Fermob.
Parret gjorde meget ud af at bevare de originale linjer og udtryk, da de renoverede huset.