Hvis du elsker pasteller og cool DIYs SKAL du følge med hos Christina!

Der går sjældent en dag, hvor hun ikke trækker i "arbejdstøjet" og tryller nye lækre sager frem - inkl guides til hvordan du også gør. Og desuden går hun op i, at det ikke skal blive for dyrt - what's not to like?

Radiatorskjuler ikea hack

Det er sjældent, 33-årige Christina Blom Monberg kan slippe af sted med at dele et billede på sin Instagram-profil uden at hendes følgere spørger ind til, hvor hun har købt det viste på billedet og endnu oftere, hvordan hun har lavet det!

For Christina, der står bag profilen @inbloom.dk, er lidt af en DIY-dronning med fingeren på pulsen, hvad angår indretning.

I hendes og familiens 145 kvm store hjem i bydelen Brønshøj lige udenfor København findes ikke et rum, hvor Christina ikke har sat sit præg med sine hjemmegjorte møbler og indretningsløsninger. De tæller blandt andet cool ikea-hacks med diverse former for flet, opgraderede loppefund og et indbygget garderobeskab, der er lidt af en Narnia-lem, som åbner op for hendes og mandens walk-in, der på den måde ligger skjult bag en standard skabsvæg.

Familiens 2-plans villalejlighed har de selv totalrenoveret, da de købte den for et år siden for at skabe et hyggeligt og gennemført hjem for de seks medlemmer. Egentlig er Christina uddannet og har arbejdet i forsikringsbranchen i 10 år, men for 2 år siden forlod hun det for at kaste sig ud i boligindretning og -design, der altid har været en stor passion for hende. Nu ejer hun virksomheden InBloom.dk.

Kom med på besøg i Christinas hjem, og læs mere om hendes motivation for at lave gør-det-selv projekter, og hvorfor hun gerne vil inspirere os andre til at gøre det samme.

Radiatorskjuler med skab fra ikea hack

Ikeas populære 'Ivar'-skab har fået en opgradering med maling og finérbånd fra en tidligere Søstrene Grene-kollektion.

© @inbloom
Smart radiatorskjuler

Bestå-moduler fra Ikea er blevet shinet op med flet i lågerne og maling.

LÆS OGSÅ Sådan bygger du din egen radiatorskjuler

© @inbloom
Radiatorskjuler i stue
© @inbloom
Metalskabet Fabrikör til at skjule radiator

Metalskabet 'Fabrikör' fra Ikea har fået udskiftet glasset med fransk flet.

© @inbloom

Hvad er tanken bag din Instagram, og hvad vil du gerne opnå med den?

Først og fremmest vil jeg gerne vise de ting frem, jeg laver inden for boligindretning og gør-det-selv-projekter for at inspirere andre. Men jeg bruger den selvfølgelig også til at tiltrække kunder i min virksomhed.

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?

At de kan se en gennemført og sammenhængende stil, som kendetegner mig. Og at der er plads til at være en stor familie, der skal leve, hygge og bevæge sig.

Hvordan får du ideerne til dine DIY-projekter, og hvad er det vigtigste, du tænker over, inden du går i gang?

I meget høj grad fra andre instagrammere, der har købt eller lavet pæne ting. Men jeg har nok også en heldig evne til at se de forandringer, som slidte eller kedelige ting kan gennemgå og ende med at være rigtigt pæne.

Jeg går desuden ret meget op i, at omkostningerne skal holdes nede. Alle kan bruge en masse penge og ende med noget flot, men kunsten er at lave pæne ting billigt.

Radiatorskjuler loppefund

Her er det et loppefund, der er blevet malet og ompolstret med de fineste striber fra Stof & Stil.

© @inbloom
Bænk med fliser

Christina sælger flisemøbler, som hun selv laver. Her den fineste bænk i rosa.

© @inbloom
Ophængt tv møbel i træ
© @inbloom
Bord med fliser

Flisekuben er endnu et hjemmegjort møbel fra Christinas hånd.

© @inbloom

Hvad er det, DIY projekter og Ikea-hacks kan, som det at købe noget nyt ikke kan?

For mig er det fede især, at det er unikt. Det er ikke “bare” endnu et Ikea-møbel. Det er noget andet. Og så er Ikeas produkter jo fantastisk funktionelle og nemme at arbejde med.

Hvem eller hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg får inspiration fra alle steder. Jeg kan besøge nogen, læse en artikel i et boligblad, gå forbi en butik eller støde på noget helt tilfældet på nettet. Mit hoved er næsten altid fyldt med ideer, jeg vil prøve at arbejde med.

Hvad er dit seneste DIY-projekt og/eller køb til hjemmet?

Det er en ny bordplade til køkkenet i vores sommerhus. Den er bygget op om en WEDI-plade, som jeg har beklædt med fliser, der fortsætter op ad væggen til overskabene.

Hvad er dit bedste tip til dem, der drømmer om at gå i gang med at lave nogle af dine projekter selv?

Find ud af, hvad din stil skal være. Lad dig inspirere af nogle af de mange boligblade og profiler på sociale medier, og kast dig ud i noget af det, der er billigt og ikke kræver store håndværkerevner.

Ophængt reol
© @inbloom
DIY sengebord med god plads

Ikeas 'Rast'-kommode har fået en overhaling med fransk flet i skufferne og en hylde i stedet for den øverste skuffe. Et design Christina også har solgt via sin profil.

© @inbloom
DIY seng med træramme
© @inbloom
Hjemmelavet kontorplads
© @inbloom

Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?

De møbler, jeg selv har lavet eller hacket.

Hvad synes du er den største misforståelse når det gælder indretning?

At det skal være dyrt for at være eksklusivt.

Er der noget i dit hjem, du er sikker på også er der om 10 år?

Nej. Jeg bliver så ofte inspireret at nye ting, at jeg nok har solgt alle vores nuværende møbler og fundet på noget nyt til den tid.

Hvad er det næste projekt du vil kaste dig over?

Jeg så en loftlampe hos @idestrup, som hun havde købt. Den tænkte jeg, jeg selv kan lave, så det er jeg nu gået i gang med.

Smuk lampe over stol

Lampen i hjørnet er Christinas seneste DIY-projekt.

© @inbloom
Indretning af børneværelse DIY
© @inbloom
Indretning af vindueskarm

Christina har naturligvis også kastet sig ud i at kreere sin egen radiatorskjuler! Og resultatet er så pænt!

© @inbloom
Vitrineskab med service

Et vitrineskab blev opgraderet med maling i farver a la Stilleben, der netop har sat trend med det beige ydre og klare blå indre i deres køkkenskabe.

© @inbloom

Hvilke "oversete" eller små instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt ekstra larm?

@etlillehjem - utrolig fin og farverig indretning.

@poppelgade - Billeder og ideer fra en lille lejlighed på Nørrebro, elsker den blå farve der går igen i Puks indretning.

@londogmussehuset - en fellow-barslende, med fin indretning og masser af renovering fra en skøn lejlighed på Vesterbro.