Ida Marie sælger de smukkeste vintage patchwork-tæpper: Se, hvordan hun selv indretter med dem
Hvad gør du, hvis drømmehuset ikke er til salg? Du smider et brev i postkassen. Og vupti, blev Ida Marie og Thomas Koefoed ejere af det rigtige hus med den rigtige placering – alting skulle bare lige renoveres. Resultatet er både unikt, smukt og praktisk. Se bare...

HER BOR Ida Marie Koefoed (45), ejer af Daisy and Beulah, som importerer antikke patchwork-quilts fra USA, Thomas Koefoed (52), og børnene, Hannah (8) og Arthur (13).
HVOR Huset på 172 kvadratmeter ligger i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Det er fra 1872 og var oprindeligt tre lejligheder.
LÆS MERE Følg Ida Marie på @daisy_and_beulah.

Familien Koefoed er glade for Kartoffelrækkerne på Østerbro. Så glade, at de ikke kunne se sig selv bo andre steder, da de voksede ud af deres første hus her. Men de store huse i nabolaget hænger ikke på træerne, og der var ingen til salg, da vokseværket pressede på. Derfor måtte de tænke kreativt.
– Vi skrev simpelthen breve og smed ind til naboerne i de større huse, hvor vi fortalte, at hvis de ville sælge, ville vi elske at købe og blive i kvarteret, siger Ida Marie Koefoed.
Ved et rent lykketræf var der en ældre, enlig kvinde, som gik i overvejelserne om at flytte.
– Hendes familie havde tilmed boet her, siden husene blev bygget, så hun havde en fantastisk viden om, hvordan alt var, og hvordan kvarteret og huset har udviklet sig. Så vi inviterede os selv på kaffe en dag, hvor hun fortalte om det hele. Det var en helt vidunderlig indsigt at få! fortæller Ida Marie.
– At få historien og se levnene fra fortiden taler lige ind i kernen af min interesse. Huset i sig selv var en tidslomme. På godt og ondt var der stort set ikke sket noget, siden det blev opført.
Oprindeligt blev husene i Kartoffelrækkerne brugt som lejligheder, hvor der boede en familie på hver af de tre etager, og sådan fremstod boligen stadig, da parret overtog de 172 kvadratmeter. Det var inddelt i tre separate lejligheder med køkken på hver etage og en regulær opgang, hvor lyset slukker langsomt og det hele, husker Ida Marie. Husets eneste bad var også stadig fællesbadet i kælderen, og derfor skulle rækkehuset fra 1872 have den helt store tur, men med respekt for historien og de detaljer og fornemmelser, der hører til et Kartoffelrækkehus.
PÅ BILLEDET I renoveringen åbnede parret stueetagen op og skabte ét stort rum, som de har inddelt i zoner. Sofaen er fra Botikken, og den mønstrede hynde er beklædt med en quilt fra 1930’erne for at give sofaen et skud farve, mens kommoden er fra @saerligtsamlet og kunsten fra Stilleben, Curated Copenhagen m.fl.
VÆGFARVE Under My Skin fra File under Pop

Da alt lige fra rørføring og el til selve indretningen og rumfordelingen skulle laves, gav det familien alletiders mulighed for at starte helt på en frisk og skabe lige det hjem, de drømte om.
– Vi kan rigtig godt lide, når ting er funktionelle. Det må rigtig gerne være praktisk, behageligt, velegnet til børn og i det hele taget brugbart. Vi tror virkelig på, at løsninger kan være både funktionelle og æstetiske, fortæller Ida Marie.
Derfor satte parret sig selv den opgave, at både rumfordelingen, indretningen og møblementet skulle være en bouillonterning af alt det bedste og smarteste, de kunne forestille sig.
– Det sværeste, men også det sjoveste, i processen var at lægge planen og få det hele til at gå op. Det var et par intense måneder, hvor alt skulle passe sammen, husker hun.
Parret havde praktisk erfaring fra at bo i et andet kartoffelrækkehus og vidste, hvad der kunne optimeres, og hvordan de rent faktisk brugte hjemmet og de forskellige etager. Samtidig indsamlede de alle de mest geniale løsninger, som deres gode naboer hver især havde fundet på.
– Køkkenet er specialbygget, så de mest gængse emballager, kan være i skufferne, og alt har en plads – enten i skuffer og skabe, eller nede i kælderen, hvor vi har lavet lager og kolonial, siger hun.
Det har også være vigtigt for Ida Marie og Thomas, at de beslutninger, de træf i renoveringen, var fremtidssikrede.
– Vi vil bo her i mange, mange år. Derfor er det essentielt for os, at de beslutninger, vi træffer, også fungerer, når børnene er teenagere, fortæller hun.
PÅ BILLEDET Indretningen er baseret på en god blanding af arvestykker, nyere designmøbler og loppefund som sofabordet.

Ida Marie elsker at bringe haven ind i stuen. Muligheden for at plukke buketter lige fra det tidlige forår til efteråret var derfor et stort ønske, da hun og @havenpaataget planlagde haven. Vasen er fra Stilleben.

Wegner-stolen var en bryllupsgave til Thomas fra Ida Marie. I reolen står en Murano-bordlampe købt hos @millefiori_interior og en grøn loppe-vase med papirblomster fra @lineblomsterbarn. På væggen bag reolen er to indrammede stykker quilt i Pineapple Windmill-mønster fra 1840’erne.

Quilten på væggen er et særligt samleobjekt i museumskvalitet. Den er lavet i nordstaterne under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne i mønstret Star Spangled Banner

Ida Marie kan bedst lide vægge i dæmpede toner, men tilsætter gerne farve på andre ting. Den koboltblå pendel er fra Stilleben og teaterplakaten fundet hos @saerligtsamlet. Spisebordet med udtræk er fra Hammerwinther.dk og stolene designet af Tom Dixon.
VÆGFARVE Cornforth White fra Farrow & Ball

Køkkenet er fra Handcrafted Interior og valgt i et design, der passer til husets alder og stil, selv om det er nyt. Bordpladen er mat, ubehandlet marmor i farven Pietra Grey.

Reolen er et loppefund, som Ida Marie har malet. På hylderne står ting, der betyder noget særligt. Blandt andet arvestykker og kopper fra keramiker @clayandkisses.

Pendlen er fra &Tradition, messingarmaturerne fra Quooker og grebene fra Københavns Møbelsnedkeri.

Der er udgang til den hyggelige gårdhave på begge sider af køkkenet.

Både parasollen med de gule striber og havebordet er fra Skagerak. Stolene er til gengæld loppefund og de mange quilts fra @daisy_and_beulah.
Ida Maries favoritspot
– Terrassen. Jeg er så glad for den! Den føles præcis som den eventyrlige, dejlige oase, jeg havde drømt om, og så føles det som en udvidelse af vores bolig i de lune måneder

IDÉ Dæk bordet med kulørt glas, der giver ekstra forårsstemning.

De farverige glas er fra Stilleben, mens det grønne kagefad og vasen er genbrugsfund.

Gårdhaven er udstyret med mange krukker og smukke planter. Det var vigtigt for Ida Marie, at alle hjørner og krummelurer af den lille oase blev fuldt udnyttet. Krukkerne er fra Havenpaataget.dk.
Den lille, eventyrlige gårdhave er skabt i samarbejde med @havenpaataget. Målet var, at den skulle være grøn og planterig fra det spæde forår, til frosten sætter ind.

På hegnet vokser klematis og klatreroser. Både fordi, det er kønt, men også for at give en endnu større følelse af en privat, aflukket have, selv om parret bor tæt med naboerne.

Miks loppefund, arvestykker og nyt, når du dækker bord. Det giver hygge og charme. Keramikken er fra Clay and Kisses og bakken fra Skagerak.

I vindueskarmen på reposen står en fin, lille samling af arvede sølvæsker fra både Ida Maries og Thomas’ familie, som tilfældigvis passer flot sammen.

Fletten og de sarte farver går igen i soveværelset. Sengelampen er fra &Tradition og sengebordet et genbrugsfund.

Glasset er fra Stilleben og kanden, som bliver brugt til vase, et arvestykke fra Ida Maries bedstemor.

Soveværelset har en fransk altan, som giver et skønt lys. Kurvestolen er fra parrets tidligere sommerhus og det lille bord fra @aseatinsiena.

Ida Maries store passion
Ida Marie har en særlig forkærlighed for kulturhistorie – især den amerikanske, da hun har amerikanske rødder og stadig er tæt knyttet til landet og sin familie derovre. Hun er opvokset med historier om og fascination af det traditionelle, amerikanske kvinde-kunsthåndværk, quilt. Begge hendes amerikanske oldemødre har dyrket håndværket, og oldemor Beulah var desuden stor fortaler for at støtte kvinder i kunsten. Det har alt sammen været med til at forme og navngive Ida Maries virksomhed, Daisy and Beulah, hvor hun importerer håndsyede, antikke patchworktæpper fra USA, som enten videresælges eller upcycles til nyt interiør og tilbehør som tehætter og dækkeservietter.
PÅ BILLEDET En bunke af de quilts, som Ida Marie har fået hjem fra USA og sælger på @daisy_and_beulah.

Plantegning.
