Christina Damsbo Holm bolig
© @christinadamsboholm

Se forvandlingen: Christina fik sit drømmekøkken med en helt særlig bordplade og noget maling

Da Christina og familien overtog deres murermestervilla fulgte et lækkert velholdt Poggenpohl-køkken med. Problemet var bare, at det slet ikke faldt i Christinas smag. I stedet for at få nyt, besluttede hun sig for at opdatere det.

15. november 2021 af Mi Skjold Brix

Én af de ting, Christinas gæster oftest kommenterer, er, hvordan familiens hjem virker harmonisk og sammenhængende på tværs af tre etager. Noget, som Bolig Magasinets Instafavorit Christina Damsbo Holm bevidst forsøgte at opnå, da deres murermestervilla skulle indrettes. 

Bliv klogere på, hvordan hun aktivt har arbejdet med sammenhængen. Og glæd dig til at se før- og efterbilleder af husets køkken, der var i perfekt stand - bare ikke stil. Med lidt kreativitet har Christina også fået denne del til at spille.

Christina Damsbo Holm Bolig

Christina Damsbo Holm, 46 år, freelance projektleder inden for design. Hun bor med sin familie i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg i en murermestervilla fra 1917 på 158 m2.

© Søren Rønholt


Hvordan vil du beskrive din indretningsstil for folk, der ikke kender dig?

Klassisk skandinavisk med høj præference for dansk formgivning og design og et exceptionelt behov for farver. Lige med undtagelse af farven sort, som simpelt hen ikke findes i mit hjem.

Hvad er det, du elsker mest ved indretning?

Det er en passion, der har fyldt meget siden min barndom på Bornholm, hvor mit værelse helt kompromisløst var rødt og hvidt, og hvor jeg selv havde syet mit patchworktæppe på sengen i røde og hvide mønstre. Det ville have været meget moderne i dag. Jeg har syet meget som barn og ung, og måske har det givet mig en tidlig indsigt i materialitet og taktilitet. Jeg er meget fokuseret på, hvad der er varmt og køligt i en indretning. Det gælder både lys, farver materialer og tekstiler. Og det er nok farverne, jeg er allermest passioneret omkring.

Christina Damsbo Holm Bolig

Spisebordet er fra Million Cph, pendlerne i finer er fra Hay. Rundt om bordet står en blanding af Y-stole og Folkestole af hhv. Wegner og Børge Mogensen.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Kunsten på væggene er bl.a. af Arne Haugen Sørensen, Leise Dich Abrahamsen, Asmund Havsteen Mikkelsen og Dahna Laurens.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Bordlampen i vindueskarmen er fra &Tradition.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Spisestuen ligger i forlængelse af køkkenet og stuen.

© @christinadamsboholm


Hvor meget bruger du på boligrelaterede køb om måneden?

Det svinger meget. Men det er nok mere end gennemsnittet, da jeg flere gange om ugen frekventerer interiørvirksomheder og stadig er i proces med at indrette vores hus, som vi blot har boet i et par år.

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

Jeg har en terrazzo-bordplade i køkkenet, som er helt identisk med den terrazzo, som ARKET bruger i deres butikker. Efter længere tids research fik jeg lokaliseret ARKETs terrazzo-leverandør, tog kontakt til dem og fik lavet køkkenbordplader i samme slags terrazzo.

Hvad er du mest stolt af i din indretning?

At her er hyggeligt og rart at være, og at der er god synergi og sammenhæng på tværs. Det er svært for mig selv helt at sætte ord på, men det er folks reaktioner, når vi har besøg.

Christina Damsbo Holm Bolig

Da familien overtog huset, var der allerede et velfungerende køkken fra Poggenpohl. Men højglans lågerne og den mørke bordplade passede ikke med familiens stil.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Ved at få en ny bordplade og sprøjtemale lågerne samt tilføje nye greb, har Christina fået transformeret køkkenet, så det ikke skulle skiftes, men kan holde mange år endnu. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Køkken øen er med til at gøre køkkenet mere rummeligt, så det ikke virker indeklemt i hjørnet. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Blandingen af åbne og lukkede løsninger øverst gør, at rod og mindre kønne køkkenting kan gemmes væk, mens favoritter kan være med til at skabe hygge og stemning uden af fylde på køkkenbordet. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig
© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

For Christina har det været vigtigt at skabe en sammenhæng mellem alle hjemmets rum. Det har hun gjort ved at lade forskellige elementer gå igen. Fx det ternede stof på puden jher, som også er på sofaen i stuen karnap. Køkkenet lysegrå farve går igen i soveværelset på etagen over. 

© @christinadamsboholm

Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?

Jeg har lige købt Space Copenhagens ‘Fellow' bordlampe i limestone. Uden at have set og mærket på den i virkeligheden, det var et netkøb. Den fangede mig med sit stramme grafiske og meget skulpturelle udtryk, som man selv kan ‘shape’, da lampehovedet kan drejes i alle retninger. Og så er den vildt tung med sit massive stenmateriale. Den oser bare af kvalitet.

Hvad har overlevet længst i din indretning?

Min Panthella standerlampe, som min far fik i 30 års fødselsdagsgave i 1975. Den er lige så gammel som jeg, har stået i mit barndomshjem altid - og nu står den i mit eget hjem og har gjort det, lige siden jeg var ung.

Hvad får du flest kommentarer/likes/opmærksomhed på i din indretning?

Jeg har aldrig helt begrebet Instagrams algoritmer, men noget peger på, at mine billeder af vores ternede Børge Mogensen sofa har særlig interesse.

Christina Damsbo Holm Bolig

Sofaen i træ er af Børge Mogensen. Christina har fået den ombetrukket med det ikoniske ternede stof Cotil 863. Det kvadratiske, kubiske sofabord med marmorbordplade er af Kristina Dam Studio.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Standerlampen i hjørnet er fra &Tradition. Til venstre for karnappen står familiens store flydersofa. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Børge Mogensens 'Folkestol' har Christina fået malet i en sart lyselilla professionelt.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Den lille sofa er af Erik Rasmussen, sofabordet er fra Santa & Cole, og lænestolen er fra Takt. De to lamper er Verner Pantons Pantella.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Den lyselilla farve går igen flere steder i hjemmet og er også med til at skabe en smuk helhed.

© @christinadamsboholm

Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?

Jeg synes, at vi på vores tre etager har fået etableret flere fine spots. Ud fra et både funktionelt og æstetisk perspektiv er ‘langbordsspottet' i forlængelse af vores åbne køkken nok vinderen for os alle. Her er lyst og åbent, og man er i god kontakt med hele stueetagen herfra. Det hyggeligste spot er uden tvivl min datters lyselilla værelse, der er mikrolille og proppet med med girly stuff. Særligt om aftenen med lyskæder og blinkende unicorn-lamper.

Hvilket møbel er du gladest for?

Vi har ‘hacket’ en klassisk Børge Mogensen daybed med nye hynder. Det hele begyndte med, at vi blot en halv time efter vi havde overtaget sofaen fra nogle gode venner tabte én af de seks hynder på Helsingør-motorvejen. De fine hindbærfarvede tern produceres ikke længere af COTIL, så vi måtte ombetrække hele sofaen i et andet COTIL stof og så for os, at to lange hynder i stedet for 6 løse hynder nok var en god ide i vores lille børnefamilie. Resultatet er blevet en mere stram, simpel - og praktisk - variant, som vi synes er totalt flot, men uden tvivl har forringet sofaens værdi, hvis vi ville sælge den.

Hvad er dit bedste DIY-projekt/hack/hjemmelavede element?

Det må være Børge Mogensen sofaen.

Hvad er din indretningsstrategi?

Jeg har generelt ingen strategier, når det gælder indretning. Det er ren intuition. Måske med en lille undtagelse, at jeg prøver at gentage farver og materialer på tværs af vores hjem, så vidt det er muligt, for at forsimple og luge lidt ud i udtrykket.

Christina Damsbo Holm Bolig

Børneværelset er en eksplosion af farveglæde. Svampelampen og gåsen er fra Heico. De stribede æsker er fra Oyoy.

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig
© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Husets øverste rum er udnyttet med to senge under skråvæggene. 

© @christinadamsboholm


Hvis du skulle bytte hjem med en anden, hvem skulle det så være?

Det scenarie kan jeg slet ikke tænke i. Indretning er så personligt og historiefortællende, at jeg ikke ser mig bo andre steder end lige præcis i mit eget hjem.

Hvad har været den største indretningsudfordring - og hvordan har du løst den?

VI har en lang og smal stue - med en karnap. Den tog mig mere end et år at indrette - løsningen er tre ‘siddezoner’ for at bryde længden ned og tone hyggen op.

Hvad er det næste du drømmer om at gøre eller købe til hjemmet?

En dag vil jeg gerne have gardiner i stuen. Og så drømmer jeg om en tømrer, der kan forvandle vores kæmpestore tøjskab i soveværelset til en snedkereret skønhed, der også kunne matche en flot radiatorskjuler.

Christina Damsbo Holm Bolig

Også i soveværelset går den smukke pastellilla nuance igen. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Bambusgardinerne i hjemmet er med til at give varme og noget organisk til indretning i modsætning til hvide rullegardiner, som mange vælger. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig
© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig

Kommoden er malet samme farve som væggen. Det skaber ro - en god idé i soveværelset. 

© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig
© @christinadamsboholm
Christina Damsbo Holm Bolig
© @christinadamsboholm

Vi elsker Instagram! Derfor sætter vi fokus på de mange inspirerende boligprofiler med vores nye koncept "Bolig Magasinets Instafavorit".

Hver fredag kan du glæde dig til at møde en ny favorit, når vi tager en snak med vedkommende og får deres bedste tips og tricks.

STEM PÅ DIN FAVORIT

Når måneden er omme kan du stemme på, hvem du synes skal gå videre i afstemningen om at blive Bolig Magasinets Instafavorit 2021.

Når året er omme, skal der stemmes blandt finalisterne om, hvem der bliver Bolig Magasinets Instafavorit 2021! 

Håndplukket til dig

Seneste

Måske er du interesseret i ...