Mettes badeværelse er et hit på Instagram: “Det er et badeværelse, folk kan relatere til”

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du ville bo, hvis du var trænet i at se muligheder, og du endda havde én ved din side, der havde evnerne til at føre idéerne ud i livet? Kom med indenfor hos arkitekten og tømreren og se hvordan de har udnyttet deres evner til fulde.

Renovering murermestervilla
© Mette Kirk

Vi kan lige så godt sige det, som det er.

Vi er ret misundelige på ugens Instafavorit Mette Kirk, som står bag profilen@kirkarkitektur.

Hun har nemlig fundet kærligheden i sin mand Henrik, som er tømrer. Og hun er selv arkitekt. Tilsammen har de kompetencerne til at indrette deres murermestervilla med de mest optimale og samtidig æstetiske løsninger i hvert et rum.

Materialet, de bruger, er egetræ, der skaber en varme og rød tråd i hjemmet i form af indbyggede reoler, en smuk entréløsning, sildebenstrappe(!) og et smukt badeværelse.

Kom med indenfor og se, hvordan en renovering bliver, når man ikke er begrænset af hverken vision eller tvivlsomme byggeevner.

Mette Kirk er 37 år og uddannet arkitekt. Hun arbejder som Designansvarlig Arkitekt hos C.F. Møller Architects i Aarhus og har tidligere arbejdet som arkitekt i New York og London, inden hun igen landede i hjembyen Aarhus. Mette bor med sin mand, Henrik, 42 år, og deres 2 børn, Emma på 6 år og Carl på 4 år. Familien bor i en Murermestervilla i Aarhus, som de købte i 2016 og har renoveret på lige siden.

Hvad kendetegner din indretning?

Generelt vil jeg beskrive min indretning som en nordisk inspireret med naturlige materialer og med detaljen som førsteprioritet. For mig er det vigtigt, at mit hjem har varme og personlighed, og at det gode håndværk er i højsæde.

Hvad betyder indretning for dig?

Indretning er for mig æstetik og funktionalitet, som skal gå op i en højere enhed. Hjemme hos os, med små børn og legetøj overalt, betyder indretningen alt, og jeg designer vores møbler efter et praktisk behov, som skal få hverdagen til at fungere bedre og samtidig gøre omgivelserne smukkere; Som f.eks. vores garderobeskab. Børnene kunne ikke selv nå deres tøj (eller hænge det på plads), så det blev til en integreret løsning med et lavt skab til dem, hvor de kunne have deres overtøj, samtidig med at det blev bygget rundt om vinduet, hvor der bliver skabt en integreret, smuk løsning i vores entré.

Renovering murermestervilla

Entréen med skabet, som Mette har tegnet og Henrik har bygget, hvor der er plads til hele familiens overtøj - også de lille Emma og Carl, der nu kan nå deres eget tøj - og hænge det på plads selv. Én af de mange æstetiske løsninger på et ret praktisk problem.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Også stuen er forkælet med indbyggede løsninger. Ambitionen har været at få den indbyggede reol omkring karnappen til at ligne noget, huset kunne være født med - selvom den kun er et år gammel.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Mette indretter ud fra en neutral base af kvalitets materiale og tilføje bagefter farvestrejf og personlighed med detaljer og fine fund. Det gør det lidt at ændre udtryk.

© Mette Kirk

Hvad er din indretningsstrategi?

Min indretningsstrategi er ret enkel. I selve arkitekturen er der brugt utrolig få materialer, som er gennemgående i hele vores hus. Egetræet er den røde tråd: i vores sildebensparketgulv, vores faste inventar og de løse flytbare møbler. Den giver varme og et naturligt spil, og derfor har vi skruet lidt ned for andre materialer og farver.

Hvad er det bedste tip, du har fået eller læst om indretning?

Det, du køber eller bygger, skal også stå om 20 år. Lad hver med at hoppe på alle trends, der farer forbi.

Hvor meget bruger du på boligrelaterede køb om måneden?

Vi bruger penge på at renovere og bygge på selve huset, men køber faktisk ikke så mange møbler til huset. Én ting, som er sikkert er, at jeg hver uge køber friske blomster – Det er utroligt hvad blomster og planter gør ved ens hjem og det er ligesom en gave fra mig til mig hver uge, og jeg nyder det.

Min mand vil nok også mene, at jeg bruger for mange penge på kopper, keramik og loppefund – men ser jeg en skøn og skæv ting, så skal jeg bare have den.

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

Jeg tror at de færreste har så mange specialdesignede møbler, som vi har. Men som arkitekt er det jo lige til højre benet, når jeg har en tømrer ved min side 24/7.

Renovering murermestervilla

I forlængelse af køkkenet ligger spisestuen.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

For at hele hjemmet ikke skulle være i egetræ, har parret også valgt hvide køkkenelementer, som er forrammede. Et udtryk, man ellers kender det fra snedkererede elementer.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Køkkenvæggen i egetræ er fra Silkeborg Byg og Design.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Den finurlige lille reol i køkkenet er en opgradering af de tidligere ejeres tilføjelse af et byggestensvindue. Mette syntes egentlig ikke det passede i stilen til den gamle murermestervilla, men er blevet rigtig glad for løsningen med at transformere det til en lille keramikreol.

© Mette Kirk

Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?

Det seneste vi har købt til vores hjem er en espressomaskine – Jeg nyder min kaffe! Og nu nyder jeg den ekstra meget!

Hvad har overlevet længst i din indretning?

Det må være min fars sorte læder lænestol, som han selv har haft lige siden sine unge dage. Jeg elsker ting som har affektionsværdi og en betydning for mig, og jeg har faktisk ikke noget stående i vores hjem som ikke enten er der fordi jeg synes det er smukt eller fordi det har en betydning for mig – og så må det også godt være grimt, bare det så betyder noget for mig.

Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?

Det kommer an på om det er sommer eller vinter. Om sommeren er det helt klart vores terrasse med pergolaen. Jeg nyder virkelig at sidde i pergolaen og se børnene lege i haven. Indenfor må det være vores køkkenalrum – vi har køkken og spisestue i ét – her har vi lys fra alle 4 verdenshjørner. Lige fra morgen til den sene aftensol. Jeg elsker rummet, fordi vi alle kan være der, og det opfylder alle vores behov.

Renovering murermestervilla

Spisestuen ligger i forlængelse af køkkenet til den ene side og stuen til den anden.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Spisebordet er fra Ox Denmarq, stolene er Wegners Y-stole, mens lampen på Ikea-fletskabet er fra &Tradition. Lampen over spisebordet er fra Carl Hansen & Søn.

© Mette Kirk

Hvilket møbel er du gladest for?

Det varierer lidt, men lige for tiden er det reolerne i stuen. Jeg elsker, at de ligner at de er født med huset, selvom de blev bygget for et år siden. De indrammer karnappen på fineste vis, og skaber en rummelig dybde i stuen, som jeg før savnede.

Hvis du skulle bytte hjem med en anden, hvem skulle det så være?

Yndlingsspørgsmål! Altså hvis jeg bare kunne vælge frit, så må det nok være Møbelarkitekten Finn Juhls hus i Ordrup, som han selv tegnede og indrettede da han var 30.

Hvad har været den største indretningsudfordring - og hvordan har du løst den?

Haha…at få børn! Klart den største indretningsudfordring… Mine børn er mit hjem, så der skal først og fremmest være plads til dem og deres udfoldelser, og jeg elsker når de leger, men de er overalt! – eller rettere deres legetøj er overalt!

Så her snakker vi igen om at indrette efter behov. Vi har SÅ mange skabe i vores stue som rummer legetøj, sådan at når de er puttet, kan vi voksne hurtigt få det ind i skabe, så vi kan få ro fra plastic-fantastic.

Renovering murermestervilla

Først var den fine karnap i stuen den støvede blågrønne 'Iconic' fra Jotun, men siden er den blevet malet i en smuk nude.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Sofaen er fra Hay, mens lænestolen er Den Spanske Stol af Børge Mogensen.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Det lille sidebord er fra Ox Denmarq, mens sofabordet er en selvbyg af en bordplade fra Dba.dk tilsat stellet fra et andet bord.

© Mette Kirk

Det stribede tæppe er fra Silkeborg Uldspinderi, mens sakselampen på væggen er en klassisk Le Klint. Gyngestolen er en Eames.

© Mette Kirk

Hvad er det næste du drømmer om at gøre eller købe til hjemmet?

Forhåbentligt går vi i gang med at bygge et nyt indgangsparti til foråret. Der var et gammelt 70’er indgangsparti sat på huset, som var et ret stort clash med vores 1930’er hus. Det har vi nu revet ned og drømmer om, at vi har tid og råd til at bygge et nyt snart. Jeg har stort set tegnet det og stilmæssigt bliver det i tråd med resten af huset.

Hvad får du mest opmærksomhed for i din indretning?

Det må være vores terrazzo-badeværelse med ege-snedkermøblet. Jeg tror, det er et badeværelse folk kan relatere til – det er ikke særlig stort og prangende, men de ting, der er, har kvalitet og en enkelhed over sig. Naturmaterialer med lidt messing bling. Få detaljer, som lige giver det ekstra løft.

Hvad er du mest stolt af i din indretning?

Alle vores møbeldesigns, som jeg har tegnet og min mand bygget – at vi er et team, som har gjort det her sammen, og det er jeg egentlig ret stolt af.

Renovering murermestervilla

Et kig ind på badeværelset, der hitter stort på Instagram.

Terrazzo-fliserne er fra Flisegalleriet Hesseldahl, armaturet er fra Dornbracht og afløbsskinnen i messing er fra Unidrain.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Ligesom højskabene i køkkenet, er badeværelsesmøblet også fra Silkeborg Byg og Design.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Materialerne fra det store badeværelse går igen på det lille gæstetoilet.

© Mette Kirk

Hvad synes du er det mest undervurderede at have i sin indretning

Jeg synes, mange mennesker, tænker på, hvilke ting de ikke har i deres indretning, i stedet for hvad de faktisk har. Måske vil man have en specifik vase, og opdager slet ikke, at man allerede faktisk har noget der ligner hjemme. Det er klart undervurderet at rykke rundt på sine ting og se dem i nye omgivelser og en ny sammenhæng.

Hvad er dit bedste DIY-projekt/hack/hjemmelavede element?

Hele vores hjem er jo ét stort hjemmelavet element, men hvis jeg skal vælge ét punkt, som jeg synes kendetegner os ret godt, så er det vores glasbyggestensvindue. Da vi købte vores 30’er-muremestervilla, havde den tidligere ejer renoveret den i en vaskeægte 70’er stil inklusiv et glasbyggestensvindue. Noget, som jeg bestemt ikke synes, var forenelig med vores murermestervilla. Vi var meget i tvivl, om vi skulle beholde det, og endte med at integrere det i køkkenet ved at lave det til en lille keramikhylde i eg. En skæv ting, som jeg virkelig nyder og som er unik for huset.

Renovering murermestervilla

Et af de mere slidsomme projekter under renoveringen var trappen, som har fået sildebensparket, der matcher gulvet i resten af huset. En gennemført, smuk detalje.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Et af de seneste steder, hvor Henrik og Mette har tryllet med skræddersyede løsninger er på Carls nye værelse. Her er værelset inden de indbyggede løsninger blev lavet.

© Mette Kirk
Renovering murermestervilla

Det færdige værelse med møbler og indbygget opbevaring.

© Mette Kirk

Hvad kan du ikke få nok af i din indretning?
Lækre materialer og reoler til alt min keramik…haha! Alt hvad vi bygger har seriøst en reol integreret, men jeg elsker simpelthen hvor let, der skabes personlighed ved at have enkelte elementer stående fremme. Samtidig er det også en måde, hvor jeg kan skifte ud, ændre farve og ved hjælp af lidt omrokering ændre udtryk. Og så selvfølgelig lamper!! Lamper fordi de bare kan være så smukke og skabe SÅ meget stemning i et rum.

Hvad har du valgt fra i dit hjem?

Jeg kommer aldrig til at indrette mit hjem helt sort/hvidt. For mig er det nok den mest kønsløse og upersonlige boligstil, jeg kan forstille mig. Dog er jeg helt med på, at det kan have en flot grafisk effekt, og flere steder virker det godt, men mit hjem skal være fyldt med lækre, varme materialer og tekstiler. Det giver glæde og nærvær for mig.

Renovering murermestervilla

Et af Mettes yndlingsrum ligger faktisk udenfor: loungeområdet undet pergolaen i haven

© Mette Kirk