"Kan ikke vente til jeg kan tage billeder af det og vise det i mit feed!"

Ugens Instagrammer får mange kommentarer på hendes grønne køkken, men børneværelset er mindst lige så vellykket!

© @hemlikheter

En farverig, svensk perle

Grønne køkkenskabe har aldrig set så godt ud, som det gør hjemme hos Linnéa og Simon.

Her er der sarte farver i alle rum blandet med smukke genbrugsmøbler og skandinavisk stil.

Familien på fire bor i en villa fra 1980, som er godt og vel 200 kvadratmeter stor og med god plads til, at Linnéa kan udnytte sit talent for indretning.

Hun er heldigvis også rigtig god til at tage billeder og deler gerne ud af det hyggelige hjem på instagramprofilen @hemlikheter.

Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?

En glad indretning med en let og frisk skandinavisk stil. Ideen er selvfølgelig, at jeg gerne vil inspirere andre, men min konto er også et kreativt udløb for mig selv. Da jeg for et års tid siden købte et systemkamera, som jeg begyndte at skyde billeder med, indså jeg, hvor sjovt det var, og at det var noget, jeg var god til. I mine Instastories viser jeg mere af virkeligheden, men blandt billederne i min profil, vil jeg gerne have at det er pænt og ensartet.

Beskriv din bolig- og indretningsstil.

Min stil er farverig, uhøjtidelig og legesyg. Jeg vil gerne have, at der er plads til børnene i hele huset, og derfor er det ikke så "alvorligt". Det er skandinavisk med et twist og så blander jeg nyt og gammelt. Mange af møblerne herhjemme er enten arvet eller genbrug.

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg får meget inspiration gennem Instagram og Pinterest. Jeg er inspireret af mennesker, der er kreative på forskellige måder.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Det seneste store køb er en pejs, vi vil have i stuen, som vi renoverer lige nu. Vi rev den gamle pejs ned, som var ufunktionel og enorm stor. Pejsen føles som en god investering, og der skal vi helt klart sidde hele vinteren.

Den seneste mindre ting til hjemmet, som jeg har købt var lysestagen Candle Pin, som jeg elsker og tit er på mine billeder.

Så har jeg desuden købt en vase af keramikeren Elin Frodig, som jeg venter på bliver leveret. Kan ikke vente til jeg kan tage billeder af det og vise det i mit feed.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Shop second hand. Jeg tjekker ofte Blocket eller forskellige køb/salg-grupper på Facebook, hvor jeg har gjort mange gode fund. Men udover det, er mit bedste budgettip faktisk at istandsætte eller flytte rundt på møblerne i hjemmet. Flyt rundt på billederne, byt om på puderne eller andre genstande. Alt, hvad du bliver træt af, kan få fornyet liv, hvis det kommer andre steder hen. Det er hverken godt for pengepungen eller miljøet at købe nyt hele tiden.

Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?

Køkkenet. Her fire år efter renoveringen, er jeg stadig meget tilfreds med køkkenet, og jeg elsker den grønne farve. Det er stort og rummeligt, men samtidig hyggeligt. Her hænger vi meget ud.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?

Udover vores grønne køkken, kan folk godt lide børnenes legerum, som også har den grønlige farve og hvor vi har bygget et skrivebord af IKEAS opbevaringsystem TROFAST. Arkivskabet, jeg fik på auktion for næsten ti år siden, er også en favorit, jeg får mange kommentarer til.

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Jeg drømmer om at eje en Pia-lampe fra Gärsnäs og så håber jeg også en dag at være ejer af en Pernilla-lænestol. Bruno Mathssons designklassiker er den smukkeste og fineste lænestol jeg nogensinde har siddet i.

© Bruno Mathsson

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

Jeg har længe haft en hvid base med mange pastelfarver og jeg troede, at jeg aldrig vil komme til at kunne lide noget andet. Men nu vil jeg hellere have en roligere, mere neutral og afdæmpet farveskala i hjemmet. For eksempel vil vores nye stue blive malet i en lys grå-brun nuance i stedet for hvidt, som ellers havde været det indlysende valg for nogle år siden. Jeg elsker stadig pasteller, men det skal være lidt mere "støvet" end før, og blandes med terracotta, oker og sennepgul.

Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?

Udover farveskalaen, der begynder at ændre sig lidt, havde jeg mere teak og en 50'er retrostil for nogle år siden. Nu vil jeg gerne have nogle rustikke, robuste møbler eller som alternativ en mere skandinavisk stil med lyst træ og fyr.

Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?

Grønne planter og masser af puder vil altid være i mit hjem. Og faktisk tror jeg heller ikke, at jeg slipper af med arkivskabet. Det er så fint, og har en særlig plads i mit hjerte. Det føles samtidig også tidløst.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Nu vil jeg fortsætte med renoveringen af stuen, vi arbejder på i øjeblikket og det har desværre stået lidt stille i de seneste uger. Jeg skal til at begynde at male, lægge gulve og bedst af alt dekorere! Det bliver så sjovt at lave en cool billedvæg, hænge gardiner op og se efter et nyt sofabord (genbrug, selvfølgelig). Herefter skal vi i gang med en mindre makeover i Ebbes soveværelse, som skal blive børnenes fælles soveværelse.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?

Jeg kan godt lide @fannyeskilsson, der blander interiør, livsstil og liv med børn.

Keramikeren @elin.frodig laver så mange flotte ting, og jeg ønsker mig alt!

Jeg har fulgt @lydisen så længe, jeg kan huske, og bliver ved med at inspirere mig med farve- og formkombinationer.

@lusenoloppan kan jeg også rigtig godt lide, og hendes børns værelse er fantastisk!

Få de bedste boligreportager, DIYs, indretningstips og konkurrencer fra Bolig Magasinet gratis - tilmeld dig her