Kom med indenfor hos Theo-Bert, der er blevet kendt for sin unikke brug af farver...

... Og få hans bedste budget-tip til dig, der elsker at lege med farverne derhjemme.

© @theobert_pot

Du vil måske tænke, at de følgende billeder er fra flere forskellige hjem. Men der er faktisk kun tale om ét, og det tilhører 34-årige Theo-Bert Pot. Sagen er bare, at han ELSKER farver og derfor udlever sine farvevisioner for sit hjem hyppigere end de fleste.

Theo-Bert bor i et 90 kvm stort hus med sin partner Jelle i byen Haag i det vestlige Holland. Til dagligt er han interiørstylist, interiørfotograf og grafisk designer og er nok bedst kendt her i landet for sin Instagramprofil @theobert_pot, hvor han har vist sit personlige og farvestrålende hjem frem siden 2015.

Læs med her, og se hvordan Theo-Bert med sin "more is more"-stil udstråler selvsikkerhed og velovervejethed i sin indretning og sammensætning af farver. Og få hans bedste tip til nem farveudskiftning i dit eget hjem.

© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot

Hvad karakteriserer din Instagram profil, og hvad er tanken bag den?

Jeg tror, det må være min brug af farver. 95 procent af mit indhold handler om mit hjem.

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?

Jeg håber, at de tænker mere over at bruge farver i deres eget hjem. Farve på væggen eller farve på møblerne – kombiner forskellige farver og brug mere end blot én eller to.

Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?

Vores badeværelse er et rum, jeg ikke kan vise haha. Det er meget gammelt og grimt. Så derfor giver jeg ikke folk lov til at komme derind.

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg elsker magasiner og bøger i papirformat og bliver inspireret af dem både i mit job som grafisk designer og i min indretning. Selvfølgelig er Instagram også en god måde at finde inspiration på, og jeg kan godt lide at følge Designtales (to kvinder fra Berlin, red.) og se, hvordan de indretter deres hjem. En helt anden stil end min med flere grå toner. Men de er så gode til materialevalg og struktur kombineret med malede vægge og møbler.

© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Det er den smukke stol fra Gubi – the Pacha Lounge.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Jeg elsker tapet, men jeg kan rigtig godt lide at ændre meget i vores hjem. Det, du kan gøre, er, at bruge en stor træplade, hvor du altså har to sider at putte tapet på. På den måde kan du nemt ændre stylingen, og tapet findes i mange forskellige prisklasser, så det kan nemt gøres til en lav pris.

Hvad er du mest tilfreds med/stolt af i dit hjem?

Jeg tror, det må være de forskellige farver. Jeg kan rigtig godt lide tapeten i vores udestue og elsker både at sidde her, når det regner, og når det er sommer med dørene åbne.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?

Det er helt sikkert vores stue med kaminen, det høje loft og Toga-sofaen fra Ligne Roset. Jeg tror, det er kombinationen af elementer og selvfølgelig hjemmet i sig selv. Det er et gammelt hus fra begyndelsen af 1900-tallet.

© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot

Hvad overvejer du, når du vælger farve til dit hjem?

Jeg vælger altid farve med tanke på, hvad jeg har herhjemme. Jeg kan godt lide at sammensætte farver, der er en smule utraditionelle og eksperimentere med dem i forskellige projekter. Det sjove er, at det nogle gange går helt galt, men for det meste bliver vi tilfredse!

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

En gammel garage som skulle totalrenoveres med de bedste naturmaterialer. Ellers en landejendom i Holland eller måske i Frankrig eller Italien. Det ville jeg elske!

Er der noget i din indretning, som du aldrig bliver træt af?

Vores designermøbler, eksempelvis vores Togo Fauteuil-sofaer. Jeg tror, vi vil kunne lide det design for altid. Også vores runde vintage marmorbord, som vi fandt i Belgien. Det har jeg været totalt forelsket i i mange år.

© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot
© @theobert_pot

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Jeg vil gerne male vores spisestue. Lige nu har vi vertikale orange striber på væggen, men jeg vil gerne gøre noget andet her til foråret. Selvfølgelig med noget farve, og jeg tror, det bliver med kalkmaling – den effekt kan jeg godt lide.

Hvilke oversete eller små interiør-Instagram profiler følger du, som du mener bør fremhæves her?

@_designtales_ og @Timlabenda