Kom med indenfor på Stylistens hjemmebane og se, hvordan hun bor privat
Kom med på besøg i interiørstylist Cille Gruts hjem, der emmer af sommerstemning både ude som indenfor i familiens store, gamle villa, der er en menage af personlige klenodier, kunst og designikoner altid i evig forandring.
HER BOR Cille Grut (51), interiørstylist, og Peter Normann (52), adm. direktør for Morsø Jernstøberi, sammen med deres to børn, Agnes (20) og Martha (14), tre hunde og to kaniner. Derudover har parret en udeboende søn.
HVOR Familien bor i en 227 kvadratmeter stor villa fra 1875 i Taarbæk.
LÆS MERE Følg Cille på @cillegrut.
Interiørstylist Cille Gruts charmerende gårdhave står lilla lavendel side om side med blå agapanthus, mens lange klaser af blomster hænger fint ned fra en velvoksen blåregn. Den blomstrende oase ligger ved familiens store, hvide villa fra 1875 midt i Taarbæk. Og lige præcis gårdhaven er Cilles favoritsted.
– Første gang jeg trådte ud i gårdha ven, var jeg helt solgt. Jeg vidste, at det var her, vi skulle bo. Dengang var gårdhaven fyldt med visne bambusbuske, men jeg var så begejstret over stedets muligheder. Gårdha ven ligger helt ugenert, og vi kan nyde aften solen til de sidste stråler. Det er en sjælden hed i Taarbæk, da byen vender mod øst, fortæller hun.
Den visne bambus blev fjernet, og i stedet for plantede Cille en blåregn, der hellere end gerne må brede sig lystigt. For blomster har en særlig plads i hendes hjerte. På sine lange gåture fra maj til oktober plukker hun store buketter langs skov og strand, og de vilde blomster er en fast gæst, når Cille pynter sit sommerbord. Både på stel og tekstiler, men naturligvis også i buketter.
– Jeg er tiltrukket af vilde blomster, fordi de har en skøn naturlighed. De må gerne få lov til at fylde i mit hjem. Når jeg dækker mit sommerbord, stiller jeg ofte en gruppe af helt enkle glasvaser med én eller to blomster i hver. Det ser skønt ud, siger hun.
Om sommeren står dørene til gårdhaven åbne, så snart vejret er til det. Og når udesæsonen begynder, tager Cille straks en kasse med vattæpper ned fra loftet og henter møblerne frem fra deres vinterhi. Den sommer lige gårdhavestemning spreder sig også inden døre i villaens 227 kvadratmeter.
– Jeg letter hele udtrykket i vores hjem i sommerhalvåret. Ud over at fjerne vores gulvtæpper, skifter jeg vores sofabetræk fra gråt til hvidt, mens puderne går fra tung velour til varianter i hør. Her bliver mere sommerhusagtigt, fortæller hun.
Forandring gør glad
Det med at lege med indretning ligger helt naturligt til Cille. Hun elsker at indrette, og ændringer her i hjemmet sker mindst én gang om måneden.
– Jeg er ikke bange for at lave om. Jeg er et procesmenneske og kan lide at være i gang med noget hele tiden. Som da jeg fik et kakkelbillede lavet af Mogens Andersen, og det medførte, at jeg ændrede min billedvæg. Der skal være bevægelse i en indretning, og det er sundt at tage sine billeder ned og hænge dem op igen på en ny måde. Og måske male væggen i en ny farve, hvilket er en passion for mig. Jeg elsker at teste farver. Senest testede jeg en armygrøn i vores soveværelse, og nu er det snart tid til at male det om igen. Farven er smuk, men som menneske trænger man også nogle gange til en forandring, siger hun.
Cille har også øje for at skabe stemning med personlige items, der gør et besøg til en oplevelse for øjet.
– Hele vores hjem er fyldt med minder, der fortæller vores historie. Som akvarellerne min far malede, som nu hænger i vores soveværelse. Eller min keramiksamling af unikaværker. De er også med til at skabe personlighed i vores hjem, og det giver et ekstra lag af værdi for os, fordi vi også kender flere af kunstnerne bag de mange værker. Tilsammen skaber alle de elementer hygge i vores hjem, og det er vigtigt for mig, fortæller hun.

En lille sti fører rundt om villaen til den charmerende gårdhave, hvor familien har glæde af aftensolen. Da de flyttede ind, var den fuld af visne bambusbuske, men de fik ryddet ud og plantede blandt andet den smukke blåregn for enden af gården.

Der er tænkt nøje over samspillet mellem farverne i rummene, så det ser smukt ud, når dørene står åbne. Lænestole, taburetter og sofabord er designet af Poul Kjærholm for Fritz Hansen, mens vitrineskabet er et arvestykke.

Arvestykker og minder er et must for at skabe et personligt udtryk. Vitrineskabet er fra Cilles farfars tegnestue og fyldt med fund fra Royal Copenhagen, Just Andersen og Kay Bojesen. Oven på står vaser fra Morsø, Kähler og Peter Svarrer. Den lille Shaker-gyngestol er fundet hos Essens.

Klassikere møder rolige farver, blomstrede tekstiler og naturlige materialer i Cille Gruts skønne hjem. Se her, hvordan du skaber samme lækre sommerlook.
PÅ BILLEDET Villaens to stuer en suite skaber et elegant kig igennem rummene med de stukbesatte lofter, den originale porcelænsovn og det nøje udvalgte interiør.

CILLES INSTAFAVORITTER
@mimithor
@salonmagazin
@atelierseptember
PÅ BILLEDET I forlængelse af stuen har Cille indrettet et stort hjemmekontor i lyse nuancer. Bordet er designet af Børge Mogensen, mens stolen er fra Gebrüder Thonet og skrivebordslampen fra Rubn. De grafiske værker på væggen er blandt andet af Mogens Andersen, Asger Jorn og Viktor IV. Sofabordet og de to ‘PK-33’-taburetter er designet af Poul Kjærholm.

Den lyse karnap i spisestuen er indrettet med et spisebord, der er lavet specielt af en møbelsnedker. Bordet har fire plader, så der kan sidde op til 20 personer. Spisebordsstolene er fra Gebrüder Thonet og pendlen fra Gubi. Den store vase er fra Georg Jensen, mens glaslysestagerne er fra Holmegaard og Reflections Copenhagen.

Cille elsker mønstre. Gardinerne i soveværelset er syet af ‘Willow’-stof fra Tapet-Cafe. Pendlen fra Le Klint er ét af Cilles nyeste køb, og den står smukt til rummet.

Sidste efterår valgte Cille at teste en ny farve i soveværelset: En armygrøn fra File Under Pop. Selv om hun har været glad for farven, skal der ske noget nyt, og rummet bliver snart malet igen. De to bogkasser er malet i samme farve som væggen for at skabe diskret opbevaring. Sengebetræk og puder er fra Merci i Paris, mens sengetæppet er fra Au Maison og væglampen fra Artemide.

Cille tegnede selv køkkenet for at få præcis det udtryk, hun drømte om. Køkkenet er bygget af Awoodaffair og malet i en særlig grå nuance. Over køkkenbordet hænger klassiske ‘Radiohus’-pendler fra Louis Poulsen, mens fadet i forgrunden er fra Studio Oliver Gustav.

Cille har en forkærlighed for blomster i blålige toner som lavendel og agapanthus, men der er også plads til grøntsager og krydderurter, som Cille bruger, når hun laver mad.

Familien har fire borde i gårdhaven, som kan sættes sammen, så der altid er plads til endnu en gæst ved det smukt dækkede bord med service og glas fra Royal Copenhagen, Holmegaard og Iittala.

Miniguide
4 tips til en hyggelig gårdhave
- Forlæng sommeraftenerne med en udepejs, der luner lidt og giver et hyggeligt lys. Alternativt et bålfad, brænde på grillen eller fine lanterner.

- Fyld store og små vaser med blomster fra grøftekant, mark og skov. Stil gerne flere sammen.

- Lad blomsterne brede sig, og dæk op med service med blomstermønster for at få fuld effekt.

- Skab en udendørs hyggekrog fyldt med puder og plaider, der inviterer til drinks før maden.

Hvidvinsdampede muslinger er en af Cilles yndlingsretter i de varme sommermåneder.

Den fineste buket af blomster fra grøftekanten. Én af Cilles favoritblomster er den glade marguerit.

Cilles bedste tip til sommerstemning
- Udskift tunge tekstiler som uldtæpper, strikplaider og velour med lettere materialer som hør og bomuld. Overvej også, om du skal have et sæt lette, crisp sommergardiner. Det gør virkelig en forskel i et rum.
- Fyld dit hjem med blomster. Jeg plukker blomster på mine gåture. Normalt er jeg ikke så meget til mange farver, men når det kommer til blomster, er masser af farver skønt.
- Åbn din havedøre og dine vinduer, og mærk brisen. Alliér dig også med et glas iskold iste. Så er det sommer.

De knitrende flammer i Morsø-pejsen giver varme til sommerens gæster, når aftenen falder på. Parret bruger også ovnen til at varmryge laks.

Blomster er et must på Cilles sommerbord – både i enkle vaser og på stellet fra Royal Copenhagen. Vinglassene er fra Holmegaard og karaflen fra Iittala.
