"Listen er lang over veje til et stilfuldt hjem, der hverken behøver at være dyrt eller gammeldags"
Anne Cathrine har indrettet et hjem, der får skuldrene til at sænke sig. Oveni det er det gjort med stor bevidsthed omkring forbrug. Kom med indenfor og lad dig inspirere.
I en trelænget gård ved Esbjerg bor Anne Cathrine med sin kæreste og to børn. De købte gården for at være tæt på naturen og skabe nogle rammer, der giver ro og en følelse af hjertevarme. Det er i den grad lykkes!
I en blanding af solide designklassikere og gamle genbrugsmøbler har familien skabt et sammenhængende hjem, der emmer af hygge og personlighed.
Tager man en tur ned gennem Anne Cathrines instagram, @annecathrineo, bliver man mødt af fine billeder, hvor hun fanger solens varme stråler, når de skinner ind ad hendes stuevinduer. Der er smukke blomster i vaserne, og stearinlys, der giver en stemning af varme og ro.
Kigget fra spisestuen og ind i stuen er noget af det, der får mange likes på Anne Cathrines profil - vi kan sagtens se hvorfor.
Midt i rummet står et stort spisebord fra HAY, stolene er en blanding af Y-stolen fra Wegner, og forskellige sorte stole fra Eames. Over bordet hænger smukke rustikke lamper fundet på loppemarked.
I hjørnet står endnu et genbrugsfund, den flotte stol, sammen med et hvidt vitrineskab fra havemøbelland.dk.
Inde i skabet gemmer der sig de fineste sager i porcelæn og glas.
På den modsatte side af spisebordet, er der skabt en hyggelig stemning med et flot møbel malet i samme farve som væggen og dekoreret med lyskæde og rammer fra IKEA.
En lille bænk af træ og en hvid pude, giver et rustik og hyggeligt touch til endevæggen.
Hvad er tanken bag din Instagramprofil, og hvad vil du gerne opnå med den?
Det er en platform, hvor jeg kan udfolde min kreative side og passion for indretning, genbrug og fotografering. Jeg vil gerne inspirere til, hvordan man kan skabe en hyggelige og personlig bolig ved at kombinere nyt og gammelt. Instagram er dog mere end bolignørderi for mig, da det også er et sted, hvor jeg deler ud af mit liv og elsker at møde ligesindede indenfor alle de temaer, som livet bringer på banen.
Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?
Jeg håber, de tænker, det er et hjem, hvor man automatisk kommer helt ned i gear, når man træder ind ad døren, oplever en sans for hygge og ikke mindst plads til at leve livet. Jeg håber at folk oplever dette, når de besøger vores hjem, eller kan fornemme det igennem mine billeder.
Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?
Jeg håber ikke at de går op i, at der kan være synligt støv på vores møbler eller beskidte vinduer. Men på den anden side er jeg også ligeglad, da jeg ikke forsøger at portrættere en perfekt tilværelse. Vi er mennesker ligesom alle andre, der også bor med støv og nullermænd i krogene.
Inde i selve stuen, er der plads til både store og små. Et lille bord, fundet på loppemarked, er blevet malet lysegråt og ved siden af står en lille stol fra Jollyroom.dk.
*Gulvtæppet, der er et arvestykke fra Anne Cathrines oldemor, bringer en skøn varme ind i stuen. Over sofaen hænger væglampen fra DCW i modellen GRAS 214.*
Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?
Rummet skal selvfølgelig kunne leve op til sin funktion, men også med det vilkår in mente, at indretningen afspejler husets sjæl og den indretningsstil, vi har fundet os til rette med. Det er vigtigt for mig, at den røde tråd igennem huset bevares.
Netop af den grund, har jeg fx lige solgt halvdelen af alle møbler, der stod på vores repot, da de faldt helt ved siden af ift. resten af husets stil.
Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg er generelt meget inspireret af shakerstilen, men finder min inspiration mange steder. Det kan være naturens farver og materialer, en tv-serie (senest Anne with an E), loppebutikker, boligannoncer eller andet, jeg lige passerer på min vej.
Selvfølgelig er Pinterest og Instagram også steder, hvor jeg henter meget inspiration fra og særligt profiler som, @hannesmauritzson, @bloggaibagis og @sigridsminde, er jeg virkelig lune på.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Et Copenhagen vægspejl fra Muubs og en brugt reol, som har fået nyt liv med en klat maling. Min DCW Mantis BS3 bordlampe er også en ny og længe ønsket tilføjelse til vores hjem, dog modtaget i fødselsdagsgave af min kæreste.
I mange hjem kan børneværelserne godt blive lidt glemt i indretningen. Men ikke hjemme hos Anne Cathrine. Her er en rolig stemning og hyggelige detaljer.
*Lilleper-sengen er lavet hos en snedker, og sengehimlen er fra Numero 74. Den fine loftlampe er fra Broste Copenhagen.*
De to cirkusmus fra Meileg sidder behageligt i en fin flettet stol. Stolen er et arvestykke, og bordet er fra jollyroom.dk. Som smart opbevaring under skråvæggene er der sat en række grå skabe fra Ikea.
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Det er klart at indrette sig med genbrug. Der findes efterhånden så mange platforme, hvor folk sælger ud af deres gamle guld og det er en virkelig gode måde at finde billige møbler på, som hurtigt kan få et nyt og eksklusivt look med en klat maling.
Udover at det er budgetvenligt, finder man også ofte møbler som ingen andre har, hvilket giver personlighed og charme til ens hjem.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Jeg er egentlig ret godt tilfreds med vores hjem som helhed. Jeg tager mig ofte god tid til at finde de helt rette møbler, da både mavefornemmelsen og pris skal være rigtig.
Det gør mig glad, at vi har indrettet os med så meget genbrug som vi har, da vi på den måde er med til at bidrage mindre til brug og smid væk-kulturen.
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
Folk er ret vilde med vinklen fra alrummet og ind mod stuen, som meget godt fanger det stilistiske krydsfelt i vores hjem, der spænder mellem det nye, de solide designklassikere og de gamle genbrugsmøbler.
Jeg får ofte kommentarer omkring, at folk føler sig inspireret af min måde at indrette på, med nyt og gammelt.
Hvad synes du er den største misforståelse, når det gælder indretning?
At alt skal være nyt for at få et stilfuldt hjem, og at det er dyrt at gå op i boligindretning. Genbrug, arvegods, loppefund, byg-selv… Listen er lang over veje man kan gå for at opnå et stilfuldt hjem, der hverken behøver at være dyrt eller gammeldags.
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Lige nu drømmer jeg om en J82 loungestol af Jørgen Bækmark med tilhørende skammel J83 og en Fransk Flet Loftlampe fra Beau Marché til vores nye køkken.
Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?
Vi har uden tvivl stadig vores Wegner CH25 loungestol og sikkert også størstedelen af vores designlamper, da det i mine øjne er tidsløse klassikere der kan passe ind i en hver stil.
Ann Cathrine er ikke bange for at blande klassik design med genbrugsfund og naturfund. I stuen har Wegnerstolen fået selvskab af Panthella lampen fra Verner Panton. I loftet hænger en gren med smukke rustikke kranse der gør designklassikerene mere jordnære.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Lige efter påske går vi i gang med et stort og spændende renoveringsprojekt af vores køkken og bryggers. Det er næsten halvdelen af stueetagen der kommer til at være under ombygning for en periode, da gulve skal op, murer væltes osv.
Jeg har stort set planlagt hele forløbet selv og er derfor meget spændt på det færdige resultat. Jeg drømmer dog også om en hjemmebygget radiatorskjuler i stuen og en ny væg i soveværelset, så projekter er der nok af.
Renoveringen af køkkenet er gået i gang, og vi glæder os til at se det færdige resultat!
Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
Jeg kan klart anbefale at følge med hos @anangelinmyhome og @linestampedahl. To meget forskellige profiler, men meget inspirerende på hver deres måde.