Louise og Andreas måtte igennem 10 forskellige farver, før spisestuen faldt på plads
Louise Buus Kaus har altid elsket at indrette, og sammen med sin mand, Andreas Kaus Jensen, har hun forvandlet et funkishus i Snekkersten til en stilfuld, personlig oase for hele familien. Se bare her.
Eklektisk vintage i det klassiske funkishus
Louise Buus Kaus har altid elsket at indrette, og sammen med sin mand, Andreas Kaus Jensen, har hun forvandlet et funkishus i Snekkersten til en stilfuld, personlig oase for hele familien. Se bare her.
HER BOR Louise Buus Kaus (36), kommunikationskonsulent, konceptudvikler og rådgiver hos møbel- og designfirmaet Festina Lente, Andreas Kaus Jensen (36), public affairs manager, og børnene Oliver (7), August (4) og Villum (1).
HVOR Familien bor i et 170 kvadratmeter funkishus fra 1936 i Snekkersten.
LÆS MERE Følg Louise på Louisebuus.dk og på Instagram @louibuus.
BILLEDE Sofaen er fra Idémøbler og sofabordet fra Gubi, mens de to ‘Safari’-stole er loppefund. Gulvlamperne er af Serge Mouilles og Bestlite og gulvtæppet fra Wallsandfloors.dk.
"Jeg er meget inspireret af en anderledes international stil"
Skulpturelle lamper, blomstrede puder, arvekeramik, grønne planter og design fra 40’erne og 50’erne. Det er ingen tvivl om, at der bor et par, der elsker personlig indretning i familien Kaus’ charmerende, nyrenoverede funkishus i Snekkersten.
– Indretning er fedt. Det handler om at finde sin stil og indrette med hjertet. Din indretning skal betyde noget for dig. Mit bedste tip er, at dit hjem skal afspejle de ting, der interesserer dig. Går du vildt meget op i kunst, så bo med kunst. Elsker du naturen, så bo med masser af naturmaterialer, siger Louise Buus Kaus, der bor i det 170 kvadratmeter store hus med sin mand, Andreas Kaus Jensen, og deres tre drenge.
Louise bliver inspireret af magasiner, Pinterest, Instagram – og især italienske Dimore Studio, der eksperimenterer med farver og finurlige løsninger.
– Jeg bliver meget inspireret af en anderledes, international stil, der overrasker. Det tiltaler mig, når folk har mod til at indrette med andet end hvide vægge og sikre løsninger med dyrt design, fortæller hun.
Men det er ikke kun det nye, der inspirerer Louise.
– Jeg elsker at gå i genbrugsbutikker, og flere af vores møbler er købt brugt. Jeg er vild med, at vores ting på den måde fortæller små historier, fortæller hun.
Farver og lys giver personlighed
I familiens hjem finder du også et hav af lækre lamper som Mantis-væglampen, Serge Mouilles-gulvlampen, Bestlite-væglamper og vintagefund.
– Jeg har en svaghed for lamper. Der er så mange smukke lamper i verden. Fællestrækket for vores er, at de er som skulpturer i rummet – de har så meget wauw-effekt, siger Louise.
Ud over lys bruger Louise farver til at skabe stemning og personlig stil i hjemmet. Badeværelsets vægge og loft er blevet malet varm mellemgrå, soveværelset har fået en svag rosa, og i spisestuen har parret efter 10 forskellige nuancer valgt en delikat grågrøn.
– Til at begynde med var væggene hvide. Vi fik dog hurtigt lyst til at bringe en mørkere farve ind i spisestuen, da de gigantiske vinduer lukker meget sollys ind, og på grund af den kraftige refleksion i de hvide vægge, kunne vi ikke holde ud at være her. Den grågrønne farve er helt perfekt, og nu nyder vi at sidde her. Samtidig står vores møbler og lamper så smukt op mod den farvede væg, og farven har givet dybde i vores hjem. Den farvede væg har været den allerbedste beslutning, og samtidig gør den grågrønne nuance vores hjem mere personligt, fortæller Louise.
Louises råd til at indrette med lys
· Når mørket falder på, er det tydeligt at se, hvor du mangler lys i din indretning. Det kan sagtens være et lille hjørne, hvor du ikke lige havde tænkt, at der skulle være lys. Men sætter du en lampe i dét hjørne, vil du se en stor forandring.
· Test en placering af en ny lampe med en lommelygte eller andet – på den måde kan du se, hvordan det vil blive.
· Gå efter lamper, der passer til dit hjem. Vælger du en stor lampe til et lille rum, vil den blive klemt. Sørg for at måle efter, så du er sikker på, at der er plads til din drømmelampe.
· Vælg lamper med flere arme – på den måde får du spredt lys ud i flere retninger.
· Sæt lysdæmpere på. Lyset i et rum er afgørende for at skabe hygge og god stemning – og med en lysdæmper kan du nemt justere lysets styrke.
BILLEDE Sofaen er fyldt med puder fra Ferm Living og Society. Vaserne i vinduet er fra Broste Copenhagen.
BILLEDE Den grågrønne vægfarve giver kigget fra stuen til spisestuen ekstra dybde. Konsolbordet er fra Gubi, værkerne fra Playtype og Trine Søndergaard og messinglamperne fra Bloomingville.
BILLEDE Louise og Andreas er vilde med skulpturelle lamper, og Mantis-lampen fra DWC Éditions er ingen undtagelse. Plakaterne er af Shepard Fairey, mens daybedden og de este puder er vintagefund. Sidebordet er hjemmelavet, mens tekanden er fra Shop Dora og koppen et arvestykke.
VÆGFARVE "5547" fra Flügger
BILLEDE Stemningsfuldt stilleben på sofabordet med notesbøger fra Shop Dora, en Skultuna-lysestage og en tekande fra Royal Copenhagen.
BILLEDE 10 forskellige farver måtte parret igennem, før de fandt den rigtige grågrønne nuance til væggen. Eames-spisebordet og de to lamper i loftet er fra Lauritz.com. Stolene er af Egon Eiermann og gulvtæppet et vintagefund.
BILLEDE Den grågrønne nuance giver spisestuen kant og står smukt til spejlet fra Gubi og den mørke Poul Cadovius-reol, som parret har fundet på Dba.dk.
BILLEDE Louise har arvet ‘Rune’-stellet af sine bedsteforældre og sat det sammen med Royal Copenhagens ‘Sort Riflet’. Sigvard Bernadotte-bestikket er fra Scanline.
BILLEDE De indbyggede hylder giver plads til lækkert stel fra Royal Copenhagen og arvestykker fra Bing & Grøndahl.
BILLEDE Louise har givet køkkenet en grøn makeover med mas- ser af krydderurter. Krusene på bordet er fra Stilleben, viskestykket fra Aiayu, skålen fra Royal Copenhagen og tekanden fra Shop Dora.
BILLEDE Det runde vindue giver det originale badeværelse charme. Forhæng og taburet er fra Ikea, mens krystalvasen er et arvestykke fra Louises mormor.
BILLEDE Soveværelset er delt op med en væg med et vindue i, så dagslyset kan passere. Ikea-sengen har Louises far ombygget, så der er skuffer under. Sengebordet er også hjemmelavet, mens sengetæppet er fra Broste Copenhagen og puderne fra H&M Home. Væglampen er fra Bestlite og gulvtæppet fra Wallsandfloors.dk.
BILLEDE Louise har selv lavet konsolbordet, vasen er fra Broste Copenhagen og lampen fra Le Klint. Spejlet er vintage.