Lyse rammer i et rækkehus
Vibeke Illevold indrømmer, at hun nok er lidt af en perfektionist, når det kommer til indretning. Faktisk kan det tage måneder at træffe det rigtige valg. Kig indenfor i familiens skønne, gennemførte hjem.
Hygge, komfort og lyse nuancer
Her bor Vibeke (28), grafisk designer, Morten (28), webdesigner og projektleder, og Tian (1). De bor i en 73 kvadratmeter stor lejlighed i et rækkehus i Oslo.
Læs mere @enkontrast.
Klar, parat, sæt i stand! Det blev startskuddet til en omfattende makeover, da Vibeke Illevold og Morten Nordsveen i 2015 overtog deres 73 kvadratmeter store lejlighed i Oslo.
– Vi ville gerne starte med en ‘ren tavle’, derfor rev vi i praksis alt ned og byggede det op igen på en ny måde, fortæller Vibeke.
Ud over lejlighedens skønne beliggenhed tæt på grønne områder, bus og metro, faldt parret nemlig for muligheden for at skabe et hjem, der var skræddersyet efter netop deres drømme og behov. Og de gik grundigt til værks med renoveringen.
– Vi gjorde et stort stykke arbejde for at komme frem til den optimale rumfordeling, siger Vibeke.
Resultatet blev at åbne op mellem køkken og stue, gøre badeværelset større og fjerne væggen mellem to værelser for at skabe mere plads til opbevaring. I det hele taget er Vibeke den grundige type. Alle store beslutninger bliver overvejet nøje – gerne i flere måneder, før hun er klar til at træffe en beslutning.
– Jeg er nok lidt kræsen, måske på grænsen til at være perfektionist. Men jeg kan lide, at tingene er i orden, og at alt har sin egen plads i vores hjem. Jeg er uddannet grafisk designer, og er nok også mere interesseret i design og visuelle udtryk end gennemsnittet, fortæller hun.
BILLEDE Hygge og komfort var kodeordene, da familien skulle vælge sofa. Vibeke har fyldt flyderen fra A-Møbler med puder fra H&M Home og Ikea. Sofabordet er fra Normann Copenhagen, gulvlampen fra Muuto og spejlet fra Hay.

Farver på væggene giver dybde
I første omgang malede Vibeke og Morten alle væggene i lejligheden hvide, men efterhånden har flere farver sneget sig ind. Og her spiller Morten en afgørende rolle.
– Det ender ofte med, at det er Morten, der beslutter farverne. Jeg synes, det er så svært at træffe en endelig beslutning. Det passer mig egentlig helt fint, siger Vibeke.
I soveværelset er endevæggen malet i en blå-grøn nuance. Entréen har fået en sart mintfarve. Og i køkkenet har bagvæggen fået en blå farve, som Vibeke er meget tilfreds med. Farven skaber ekstra dybde i rummet og står smukt til den lyse bordplade og de hvide køkkenelementer. For at beskytte den malede væg, har Vibeke hængt en plade i hærdet glas op bag komfuret. Det lyder måske dyrt, men det er det langt fra. Pladen er en opslagstavle til sølle 150 kroner, der fungerer perfekt som beskyttelse mod fedt og snavs.
Men selv om Vibeke og Morten er kommet langt med indretningen og det personlige udtryk i lejligheden, er der stadig detaljer, der mangler.
– Der er stadig nogle ting i lejligheden, jeg gerne vil ændre, blandt andet vil jeg gerne have mere farve ind i stuen, men alt i alt er jeg meget glad. Der har været mange beslutninger at tage, mange af dem er blevet taget langt tidligere, end jeg egentlig kan lide, men vi har fået et hjem med en blanding af ting og løsninger, vi begge kan lide, og jeg tror, vi kommer til at trives her i lang tid, siger Vibeke.
BILLEDE Skænken er fra Montana, mens lampen er fra &Tradition, vasen fra Menu og sparebøssen fra Ferm Living.
IDE Snup Vibekes idé, og giv din skænk et personligt udtryk med selvklæbende folie, fx som her i marmorlook.

Bordet er pyntet med fad fra Hay og vase og lysestage fra Kähler. Den store vase er fra Muuto.

Hygge på køkkenbordet med vase fra Kähler og lysestager fra Applicata. Hylden er fra Kremmerhuset, mens uret er fra Karlsson.

Et let udtryk over det hele
Det lette udtryk går igen i hele hjemmet. I køkkenet har lysestagen og skålen fra By Lassen fået selskab af kunst i lyse nuancer. Billedet til venstre er af Pernille Folcarelli, de to andre har Vibeke selv lavet.
VIBEKES FAVORIT-ITEM:
– Lige nu er min favorit nok Grain-lamperne fra Muuto over køkkenbordet. Men der er mange ting, jeg kan lide. Det ændrer sig ofte.

Køkkenvasken er fra Ikea og armaturet fra Epoq.

Vibeke og sønnen Tian på 1 år
VIBEKES INDRETNINGTIPS :
1. Giv dig god tid, og se helheden i boligen.
2. Vær modig, og brug farver på væggene (grå er ikke en farve!). Du kan altid male det over.
3. Følg din mavefornemmelse. Så får du et resultat, som du vil trives med på sigt.
VIBEKES BEDSTE DIY-TIP:
– At male med farver! Det er enkelt og betyder utrolig meget for interiøret. Og bliver udtrykket ikke helt, som du havde drømt om, så kan du jo bare male det over igen.

Skønt lyst køkken med blå væg
De hvide køkkenelementer og træbordpladen er fra Ikea, mens lamperne over bordet er fra Muuto. Bag komfuret har Vibeke hængt en opslagstavle i hærdet glas for at beskytte væggen mod fedt og snavs.
VIBEKES FAVORITRUM:
– Jeg kan rigtig godt lide vores køkken. Jeg er især glad for, at vi malede endevæggen i stedet for at sætte fliser op. Bliver vi trætte af den blå farve, kan vi jo bare male en ny farve.
IDE Har du malet? Brug en billig opslagstavle i hærdet glas som stænkplade bag komfuret.

Mint-farvet entré
Vægfarven skaber en skøn stemning i familiens lille entré. Væggen er malet i farven ‘Minty Breeze’ fra Jotun. Det grafiske tæppe er fra H&M Home, mens knagerne er fra Muuto.

Vibeke har valgt et indbygget skab med skydedøre for at få masser af opbevaring og ro i rummet.

‘Lommer’ på væggen i entréen er både praktisk og cool. Disse er fra Normann Copenhagen.

Et dekorativt hjørne
Lysestager fra Iittala og Hay, vaser fra Lyngby, Tiger og Kähler og kopper fra Design Letters. Uret er fra Bolia. Hylden fås lignende hos Lene Bjerre, mens kisten og puderne er en gave.
IDE Gå efter en hylde med mange rum i flere størrelser for at skabe et fint stilleben på væggen.

Væggen skaber hygge og stemning
Den blågrønne væg bag sengen skaber hygge og stemning i soveværelset. Sengetæppet er fra Hay, mens natbordet er fra Bloomingville og lampen fra Rubn. Urtepotten i messing er fra H. Skjalm P., og de store, grønne puder fra Princess.

Cool sengelampe
Pendlen er fra NUD Collection, hyldeknægten fås lignende i Ikea.
IDE Forvandl din pendel til en cool sengelampe ved at hænge den op på en enkel hyldeknægt.

Hængende natbord
Natbordet fra Bloomingville med vase fra Kähler og søde træfigurer fra Architectmade.
VIBEKES FAVORITTER PÅ INSTAGRAM:
@stylizimoblog
@elisabeth_heier
@camillaathena
@connorhome
@oh.eight.oh.nine

Tapetet og uroen på 1-årige Tians værelse er fra Ferm Living. Sengen er fra Ikea og plakaten fra Lagerhaus

I Tians værelse står et smart opbevaringsmøbel fra Ikea. Hynden har Mortens mor lavet.

Plantegning over lejligheden i rækkehuset
