Uanset hvor du kigger hen i den nybyggede funkisvilla, bliver du mødt af dæmpede, neutrale farver og bløde former. Og det er ikke tilfældigt. Huset, hvor Katja Nordkvist og hendes mand, Jonathan Dalgaard, bor sammen med deres to små børn, er bevidst indrettet med masser af bløde puder, vamsede gulvtæpper og lette, gulvlange stofgardiner for at bryde det lidt hårde, sterile udtryk, der ellers godt kan kendetegne nybyg.
– Det har været vigtigt for os, at det blev hyggeligt. Min stil er farvemæssigt neutral med hyggelige elementer, men stadig minimalistisk uden alt for mange nips. Minimalistisk, men hyggelig, tror jeg, at jeg vil kalde den, fortæller Katja.
Familien flyttede ind i det 170 kvadratmeter store hus i marts 2021. Da de fik deres andet barn blev andelslejligheden på Frederiksberg for lille, og de begyndte at se sig om efter et nyt hjem ude af byen. Valget faldt på en grund i Ålsgårde nord for Helsingør.
– Vi besluttede os for at bygge nyt, da det gav mulighed for at vælge mange ting selv, blandt andet planløsningen, vinduerne og alle de små detaljer, og så var det et plus, at det hele var nyt. Det tiltalte os, og vi havde slet ikke lyst til at kaste os ud i et renoveringsprojekt med to små børn – så gør det selv-agtige er vi ikke, fortæller Katja.
Parret har alligevel kastet sig ud i en lang række Ikea-hacks for at give huset et anderledes look. Først havde de tænkt sig at vælge alt skabsinventar fra HTH, men da Katja faldt over nogle gode idéer til hacks, som de selv kunne lave relativt billigt, var der ingen vej tilbage.
– Vi har lavet alle garderobeskabe og badeværelsesmøbler som Ikea-hacks, hvor vi har malet møblet i samme farve som væggen og givet lågerne lister på, fortæller Katja.
Senere udviklede diy-iveren sig til, at de også selv lavede et integreret puslebord på børneværelset, en bænk i entréen og en indbygget reol i stuen.
– Det har gjort en kæmpestor forskel for udtrykket, og især reolen i vores stue er jeg virkelig glad for, fortæller Katja.
Kamp om køkkenbordet
For Katja og Jonathan har det sværeste ved at bygge et helt nyt hus været at blive enige om de mange små og store valg, som sådan en proces indebærer.
– Vi har skullet beslutte alt helt ned til farven på en fuge på badeværelset. Udfordringen har været at holde det inden for vores budget og stadig få det, vi drømte om. For eksempel var vi meget uenige om, hvilken bordplade vi skulle have i køkkenet. Vi kiggede på utrolig mange bordplader, og Jonathan syntes, de var lidt for dyre, men jeg ville gerne være sikker på, at vi fik den rigtige, forklarer Katja.
Selv om det ikke engang er et år siden, at familien rykkede ind, føler Katja, at de er ved at være i mål med indretningen og at forvandle det nybyggede hus til et rigtigt hjem.
– Vi er ved at være her nu og mangler kun nogle få projekter udenfor, så det er rigtig dejligt, fortæller hun.
PÅ BILLEDET Reolen er et Ikea-hack ligesom sofaen, der har fået nyt betræk fra Bemz Design. Lænestolen er fra Norr11, den vamsede puf fra Nature’s Collection og gulvtæppet fra Jotex, mens gardinerne er fra &Drape og pendlen fra New Works. Den store, grønne plante står i en krukke fra Rabens Saloner.
© Styling: Julie Løwenstein, Foto: Anitta Behrend