Modsat mange valgte Sofie og Kasper at bevare de mørke trædetaljer i deres funkisvilla
Sofie Barfoed og Kasper Molich var helt solgt, da de så den gamle, sjælfulde funkisvillalejlighed spækket med sjove detaljer, varme og funktionalitet ... den skulle bare lige renoveres. Kig indenfor, og se den fantastiske makeover.
HER BOR Sofie Barfoed (42), User Interface Designer i Danske Bank, og Kasper Molich (41), Senior Specialist i Nordea, sammen med datteren Uma (11 måneder) og katten Theodor (17).
HVOR Familien bor på førstesalen i en 127 kvadratmeter stor funkisvillalejlighed fra 1934 på Østerbro i København.
SE OGSÅ Den 100 kvm tagterrasse parret har lavet på villaens flade tag

Sofie Barfoed og Kasper Molich var egentlig ikke på boligjagt, da de i sommeren 2018 faldt over boligannoncen på førstesalen af en ældre funkisvilla i grønne omgivelser i udkanten af byen. Alligevel tog de ud og så den.
– Vi havde slet ikke snakket færdig om, om vi skulle flytte og til hvad. Vi så boligannoncen lørdag, var ude at kigge søndag og bød, lige så snart vi kom hjem om aftenen. Vi vidste bare, at vi ville det, siger Sofie.
Det syn, der mødte parret til fremvisningen, var et gammelt hus fra 1934 fuldt af spidsfindige løsninger, skæve vægge og med et slidt tag. Huset var bundcharmerende, smækfuldt af fine detaljer, men også renoveringskrævende.
– Vi faldt for muligheden for at endevende stedet og bygge det op igen. Vi elsker at sætte vores eget præg på et hjem, og det var der helt unikke betingelser for, fortæller Sofie.
Boligen var nemlig ikke blevet renoveret i fyrre år. Der var sænkede lofter som et levn fra olie- krisen i 1970’erne, murstenslofter og flamingo- isolering på væggene. Det ville afskrække mange, men for Kasper og Sofie var det kun et plus.
– Vi synes, det er sjovt at bygge selv, og så får vi det, som vi vil have det. Vi er begge idémagere – jeg er den, der har specifikke idéer om design og udtryk, og Kasper har en stor viden om materialer, en god rumlig sans og er virkelig dygtig til at bygge, siger Sofie.
Bygger alt op fra bunden
Parret har ordnet den 127 kvadratmeter store villalejlighed fra inderst til yderst. Lige fra at restaurere vægge, hæve lofter og renovere badeværelse til at bygge sirlige møbler og skræddersyede radiatorskjulere.
– Vi har meget stor respekt for huset og har for- søgt at lade de finesser og finurligheder, som vi faldt for, guide os. Alle vægge og gulve er for eksempel skæve – og det skal de have lov til at være. Så alt, hvad vi har lavet, har vi skullet bygge og tilpasse omkring det faktum, fortæller Sofie.
Det gælder blandt andet køkkenet, som er stykket sammen bid for bid for at passe til den hældende væg, samtidig med at det skulle passe i udtrykket til husets røde tråd, blandt andet vin- duernes varme toner fra mørkt træ og messing. Det har været et udfordrende projekt, men Kasper og Sofie kunne slet ikke forestille sig at have gjort det anderledes – eller at have lavet mindre selv for den sags skyld.
– Processen har givet os en unik bolig, som vi kender ind og ud. Vi har været langt inde i murværket og set det helt nøgent i renoveringen, så vi føler, vi kender dets sjæl og særpræg, og at det virkelig er blevet vores, siger Sofie.

Køkkenets fronter er lavet af en ekstra hård type mdf, kaldet designboard Valchromat, i en dybbrun næsten bordeaux nuance, der hedder ‘Chokolade’.

Sofies favoritløsning
Køkkenet er Sofies absolutte favorit. Køkkenet optræder mere som et møbel, og det er lige netop visionen. Desuden fungerer det suverænt i praksis at have flyttet køkkenet fra det nuværende kontor til dette hjerterum med god plads. Faktisk synes hun næsten, det føles som om, rummet er lavet til et køkken med sin lange bare væg med det lille vindue oppe i højden.
PÅ BILLEDET Kasper og Sofie har videreført de varme toner fra mahogni, eg, teak og messing både i deres eget design og i valget af materialer til køkkenet. Spisebordet er lavet af ben fra Hay og en bordplade i sort mdf, mens de sorte Milanocaféstole er købt brugt og gulvtæppet fra Hay.

Sildebensbordpladen i egetræ og messingpladerne i bunden af grebene har Kasper selv lavet.

Kasper og Sofies hjem bugner af ting, de selv har designet og bygget, blandt andet emhætteskjuleren. Messingarmaturet er fra Noba, resten af messingtingene har Kasper bukket på et værktøj, han har bygget til formålet.

Villalejligheden er holdt i lyse toner, så det mørke træ og den gyldne messing får fuld fokus. To vægge i stuen er dog malet en beige nuance, som fremhæver de store, smukke døre.

Sofie og Kaspers bedste tips til makeover med unikke detaljer
1 Sæt køkkenet i centrum
Da Sofie og Kasper overtog villalejligheden var køkkenet placeret i et mindre rum. For at få en åben, mere moderne planløsning flyttede parret køkkenet ind i en af de to stuer. Derfor drømte de også om et køkken, der mere mindede om et stuemøbel end et køkken i udtrykket. For at få det helt rigtige byggede parret et køkken af Ikea-elementer, som de tilpassede stuens lange, pilskæve væg. Oveni håndlavede de fronter af en særlig hård type mdf.
2 Dyrk de originale detaljer
Noget af det, Kasper og Sofie faldt for ved villalejligheden, var de mange unikke løsninger, som de gerne ville bevare. Derfor kastede de sig ud i at skræddersy en radiatorskjuler til den store, buede radiator under vinduerne i køkken-alrummet. Det skulle dog vise sig at være noget af en udfordring. Arbejdet tog et halvt år og mange, mange tilpasninger, slibninger og lag maling, før radiatorskjuleren fik det rigtige udtryk.
3 Døre med wauw-effekt
Villalejligheden fra 1934 var blevet renoveret i 70’erne, hvor der var blevet sænket lofter, sat murstenslofter og flamingoisolering op. Alt det fjernede Sofie og Kasper for at få så originalt et udtryk som muligt. Til gengæld fik de to enorme, næsten kirkelige døre, som den tidligere ejer havde installeret, lov til at blive. Dørene er speciallavet i teak hos en snedker. Væggen er malet i en sart beige, som fremhæver de unikke døre.

Plakaten er fra Playtype, kassettebåndet et serigrafisk tryk og tegningen et selvportræt lavet af Sofies niece, Zoe.

Det har været vigtigt for parret at bevare så mange af de originale detaljer som muligt. Blandt andet fik de smukke vinduer i teak med messinggreb selvfølgelig lov at stå.

FARVETIP Snup Sofie og Kaspers fine udtryk med mørkt træ, messing og sarte nuancer.
PÅ BILLEDET Reolen i spisestuen var det første møbel, Kasper og Sofie lavede sammen. Lysestagen oven på er en vintage Nagelstage og vaserne fra Ditte Fischer og Lyngby Porcelæn.

Fra køkkenet er der kig til sofakrogen, hvor en stor rød-blå plakat købt på en rejse til Paris giver masser af farve.

Sofabordet er et genbrugsfund, der er blevet slebet, bejdset og lakeret, mens sofaen er fra Formel A og ‘Butterfly’-lænestolen en Wegnerklassiker. Gulvlampen er købt brugt og lampen i vinduet fra Muuto.

På sofabordet står blandt andet et fad fra Stilleben og en lågkrukke fra Uhlala Ceramics.

Sofie og Kaspers bogreol er en enkel model fra Ikea.

Sofies bedste råd til at bygge selv
- Uanset om du skal bygge et køkken, en reol eller noget tredje: Giv dig god tid til research. Gør dig klart præcis, hvad du vil have, før du går i gang. Det minimerer risikoen for at køre ud ad en tangent.
- Overvej form og funktion, og hold dig til dem. Når du bygger, kan du nemt komme til at vakle i stilen undervejs, men hvis du hele tiden vender tilbage til de oprindelige kriterier for, hvad et møbel eller et rum skal kunne, er det nemmere at holde sig på sporet.
- Beslut jer for stilarten. Hvad passer til jeres øvrige stil og bolig? Skal det være minimalistisk, herskabeligt eller noget tredje? Gør jer klart, hvad jeres stil og røde tråd er.
- Gå efter gode materialer. Vælg slidstærke, bæredygtige, langtidsholdbare materialer. Så holder det længe og kan tåle at blive brugt.
PÅ BILLEDET Soveværelset føles som en kølig, frisk brise med sine rolige farver, luftige gardiner og lette materialer. Gardinerne er fra Ikea. Billedet af Elisabeth Dunker, bordlampen fra Muuto og kurvestolen et genbrugsfund.

Soveværelset er indrettet med et sengebord fra Sacre Coeur, der er lagt en sort mdf-plade ovenpå. Lampen på bordet er fra Muuto og loungestolen i entréen fra H&M Home.

Badeværelsesmøblet har parret bygget af samme materiale som køkken-fronterne. Brusearmaturet er fra Børma og de italienske fliser fundet hos Sten & Flise.
