Palævilla i fantastisk harmoni
Se, hvor fantastisk man kan indrette en herskabelige palævilla efter kinesiske feng shui-principper
De oprindelige beboere i den herskabelige palævilla fra 1920 ville nok have tænkt deres, hvis de havde set, hvordan stylist Maluna Fabrin og hendes kæreste rykkede ind og satte det gamle hus i stand.
Med sig bragte de nemlig en ordentlig dosis af den kinesiske filosofi feng shui og en eksperimenterende arkitekt med vilde ideer. I parrets plan var der dog ikke nogen usikkerhed. Faktisk var deres valg af arkitekten Lars Gitz baseret på hans meget eksperimenterende stil, som de var sikre på ville give huset et spændende modspil. Da de fik hans tegninger, var spørgsmålet kun, om tegningerne ville passe til Malunas passion for feng shui, men på magisk vis gik det hele op i en højere enhed.
De to sofaborde er designet af Piero Lissoni og forhandles hos Fritz Hansen. Raun-sofaen er spækket med puder i gyldne og brune nuancer. På gulvet fra Dinesen ligger det guldprikkede koskindtæppet, der er købt i Ilva. Læg mærke til den fine detalje med den aflange gaspejs i væggen mod den tilstødende stue - sådan kan du også forbedre lysindfaldet, hvis væggen er nødt til at blive.

Køkkenet er placeret i feng shui-zonen for familie og helbred. Farverne blå og grøn mikset med træ, her i mørkrøget eg, understøtter ifølge den kinesiske filosofi zonen bedst. Det grønne maleri har Malunas bror, Wilijam Fabrin, malet. Elementerne i køkkenet er fra det italienske køkkenfirma Boffi, mens alle hvidevarer er fra Gaggenau. De kæmpestore travertinfliser på gulvet klæder køkkenets stil og går igen i hallen.

Den store karnap afslører en svimlende udsigt mod Øresund, som kan nydes fra ikke færre end to Arne Jacobsen-‘Æg’ i hvid læder. Til at samle og give hygge har Maluna placeret et rundt tæppe med brune nuancer og et lille rundt bord som centrum. Prikken over i’et er den kæmpe gyldne lampe fra Ilva.

De høje køkkenlåger gemmer tempererede vin- og champagnekøleskabe, så de flydende glæder altid har den rette temperatur. Køkkenet ligger forbundet med spisestuen.

I hallen har Maluna mikset den romantiske stil med cool, moderne møbler og enkle skulpturer. De imponerende otte meter til loftet sluttes af med en stilfuld lysekrone, og rundt om svinger den originale trappe til 1. sal.

Sneglehuse og krystal bringer naturstemning ind i huset. Sneglehuset er købt hos Day Home.

De farvede spots i gulvet kaster skiftende farver op på stolperne og sørger for en skøn stemning om aftenen.

Arkitekten Lars Gitz har prioriteret det lange view, hvor blikket kan vandre fra spisestuen hele vejen ud til havet og møde ilden på vejen via den gennemsigtige gaspejs. Stukken i loftet er med til at samle rummet, mens det farverige maleri af Tobias Ginsborg giver farve og liv til det lyse rum. Bordet er et gammelt, fransk landbord, som er gået i arv. Panton-stolene sørger for en flot moderne kontrast, mens et meget kraftigt tæppe giver en blød og hyggelig bund. Lampen er fra The Moood, der nu er lukket. Lignende fås hos RoomStore.

To kæmpe lysestager fra Ikea med runde stearinlys ovenpå fører harmoni og balance op i højde. Dugen i filt har Maluna købt på et julemarked på Christiania, og den indiske statue i baggrunden er fra nu lukkede The Moood. Lignende fås hos Green Square.

På 1. sal har arkitekten indrettet med indbyggede spots. Døren for enden af gangen har glas, der kan veksle mellem frosset og klart, når døren låses.

Guld og kobberfarver i soveværelset giver glød og tilføjer en feminin stemning. Soveværelset er tip naturligvis placeret i feng shui-zonen for kærlighed og parforhold. Her understøttes energien af parvise ting for eksempel med puder og lys. Maleriet er af Wilijam Fabrin, sengebord og vase har Maluna fundet i Ilva.

Badeværelset er husets bedst placerede rum med både altan og super udsigt over havet. For enden har Maluna placeret en lounge-afdeling med en gigantisk hvid lædersofa, så her i huset står den på ‘samtalebadeværelse’ i stedet for det traditionelle samtalekøkken. Samtidig er arkitektens vision om at se fra soveværelset gennem ilden og ud på havet lykkedes fuldt ud. Gulvet er en kombination af beton og italiensk perlemor, mens stenene er overfladebehandlede, så de ef- fektivt afviser støv og fedt.
