Sådan ser Ida og Mads' Nybygger-hus ud i dag
De vandt Nybyggerne 2019 med deres nordiske og japanske fusionsstil. Og selvom gult hus var en sejr værdig har parret formået at gøre det endnu bedre siden de fik nøglen.
Da Ida og Mads løb med sejren i Nybyggerne-finalen i marts 2019 blev de indehavere af det gule hus, de selv havde stået for at lave og indrette.
Men selvom de selv havde taget alle beslutninger, var det gjort under både tids- og pengepres, og parret vidste hurtigt, at de ville ændre et par ting, når de fik nøglerne til deres præmie i Randers.
Nogle af tingene var direkte inspireret af de andre par og deres huse.
Blandt andet skiftede Ida og Mads deres grå klik-gulv ud med et i polyurethan lavet af Nicolai fra grønt hus på samme vis, som han og familien valgte at gøre det i deres eget hus.
Kontoret har fået en indbygget reol a la den Stine og Kenneth, der kortvarigt residerede i blåt hus, nåede at lave på deres kontor.
Deres ekstra værelse var oprindeligt indrettet som et japansk tatamirum, men da der manglede opbevaring måtte det lade livet for en skabsvæg.
Kig med og se både før og efter-billederne fra det gule hus og glæd dig til at se hele boligen i fuldt flor, når vi viser den frem i magasinet i 2020.
Pssst... Er du nysgerrig efter at vide, hvor tingene er fra, kan du finde en liste på Ida og Mads' blog her.

I stedet for parrets hjemmebyggede daybed har de valgt at rykke spisestuen hen foran panorama-vinduet.

Stuen er blevet rykket, så spisezonen er foran køkkenet og stuen er ved siden af køkkenet.

Parret har valgt at invitere en sofa ind i indretningen som i dag markerer overgangen fra spisestue til tv-stue.

Det nye stykke stue er blevet udstyret med rummelige og stemningsskabende bogkasser samt køleskabet, der før var langt mindre og befandt sig i et af underskabene.

Største forandring i køkkenet er tilføjelsen af det store køleskab.

På kontoret har de valgt at indrette med en smart indbygget reol omkring vinduet, som den Stine og Kenneth brugte en del tid på at gøre til virkelighed i blåt hus.

I soveværelset er der også sket en del. Væggene, der endte med en lidt anden nuance, end parret håbede i programmet, er gået fra den udskammede "knækket babyblå" til en smuk støvet grøn.


Skabvæggene blev også hurtigt pillet ned, fordi den var skåret skævt og ikke fungerede. I stedet har de indrettet med et fint tøjstativ.

På badeværelset er det kun småjusteringer, parret har lavet siden de flyttede ind.

Her er det tatamiværelset, der er blevet af mere praktisk karakter med masser af opbevaring og nu et mere mobilt tatami-setup.
