PÅ BILLEDET Havemøblerne fra Hay matcher de grønne omgivelser. Puderne er fra Aiayu og fadet fra Beau Marché.
Bagom @lauralawaetz
Hvilken stil vil du gerne udstråle på din Instagramprofil?
– Alt, hvad vi omgiver os med, er noget vi elsker og bruger, men hvor min garderobe er meget farverig, så er vores hjem lidt mere afdæmpet i farverne. Jeg elsker at omgive mig med naturmaterialer som træ, sten, hør, uld osv. Derudover skal både tøj og ting i mine øjne bruges og genbruges, og får jeg det ikke brugt længere, så giver jeg det enten videre eller sælger det.
Du viser primært dit hjem via story i stedet for i dit feed. Hvordan kan det være?
– Min Instagramprofil har, siden jeg startede den, primært fokuseret på mig og min personlige stil. Men efterspørgslen på at se mere fra vores liv er helt klart steget de senere år, og stories er et oplagt medie til dette. Det er mere uforpligtende og stiller ikke ligeså høje krav til styling og perfektion – det er hverdagsøjeblikkene med sommermiddage i haven og børnene, der leger i stuen osv. Så stories har helt klart udvidet mit univers til også at inkludere mere af vores liv, vores hjem og vores børn. Af og til viser jeg også boligbilleder i mit feed, men det er primært udsnit, closeups eller inspirationsbilleder, da jeg selv synes, at det er det, der er mest givende. Jeg elsker at se et lækkert closeup på Instagram og selv forestille mig resten.
Hvordan ser der ud i dit hjem uden for profilen?
– Der er helt klart mange flere børneting og mere hverdagskaos. Men hverken min mand eller jeg trives med rod, så hver aften, inden vi går i seng, og hver morgen, inden vi forlader huset, forsøger vi altid at få det tilbage til normalen.
Er der noget fra dit hjem, du aldrig ville vise på Instagram?
– I princippet ikke. Selv om jeg primært fokuserer på æstetisk lækre og inspirerende billeder, så lægger jeg også af og til lidt ‘behind the scenes’-stories op fra hjemmet. Det kan jeg mærke, at mine følgere synes er virkelig rart. Jeg tror, det er godt lige at blive mindet om, bare en gang imellem, at Instagram blot er et udsnit af virkeligheden, og at vores liv og hjem selvfølgelig også kan være rent kaos.
Hvilke profiler er dine favoritter til at få boliginspiration?
– Jeg følger primært modeprofiler på Instagram, men mange af de store er blevet gode til både at dele ud af deres egne hjem og af inspirationsbilleder. Hvor Instagram engang flød over med mad og kager, så er det næsten ikke til at komme uden om bolig og arkitektur lige nu. Jeg synes, det er en fed tendens, fordi det hele hænger sammen, og der er så meget inspiration at hente på tværs af universer og brancher.