Sille var solgt, da familien så villaen i Valby
Det er også svært ikke at forelske sig i den smukke murermestervilla!
HER BOR Sille van Loon (38), konsulent i Implement Consulting Group, og Martin Darré (41), ejer af Fridaycph, og børnene Nor (2) og Luka (7).
BOLIG Familien bor i en murermestervilla på 220 kvadratmeter. Huset er fra 1930’erne og ligger i Valby.
LÆS MERE Følg Silles julerier på @sillevanloon.
BILLEDE På altanen har Sille snoet gran og lyskæder fast til rækværket for at skabe den helt rigtige julestemning.
Drømmer du om let, lys julestemning med en snert af natur og diy? Tag med på besøg hos Sille van Loon, hendes mand Martin Darré og børnene Nor og Luka, hvor det bedste tip til fin pynt og godt julehumør er en tur i skoven for at samle blade, gran, kogler, mos og andre naturskatte.
– Jeg er et udpræget naturmenneske, og min længsel efter naturen ses særligt om vinteren, hvor haven er lidt trist, og vi er meget inde, der pynter jeg op for at få naturen ind. Og så er det hyggeligt at komme hjem fra skoven og binde små kranse og pynte hele huset med gran og grene, fortæller Sille.
Den naturinspirerede julepynt præger familiens 220 kvadratmeter store murermestervilla fra kælder til kvist. I stuen hænger en firkantet krans af lærkegrene, på hoveddøren en duftende krans i buksbom og over vinduerne frisk, grøn gran. Også er der vaser med eukalyptus, amaryllis og vinterbær – og juletræet og adventskransen selvfølgelig.
– En adventskrans må gerne være naturlig, nem og holdbar. Og årets krans er nok den nemmeste, mest praktiske, jeg nogensinde har lavet. Det er i virkeligheden bare kogler og lys i et messingfad – men den drysser ikke og er 100 procent holdbar fra første søndag i advent til juleaften, griner Sille.
BILLEDE Den enkle krans af birkegrene er en af Silles små jule-diys, der byder velkommen sammen med en lyskæde og en gammel kasse fyldt med gran.
DIY for hele familien
Den enkle, naturlige julepynt står godt til den klassiske murermestervilla, og ikke mindst Martin og Silles lyse, nordiske indretning med et miks af klassikere, moderne design og blå, grå og grønne nuancer. Lige det parret forestillede sig, da de så deres hjem første gang en solrig septemberdag i 2014.
– Huset tog sig virkelig lækkert ud, og haven var enorm fin med skønne bede og små hyggelige kroge. Så jeg var solgt! husker Sille.
– Efter overtagelsen skiftede vi køkkenet, sleb gulvene og malede væggene samt byggede bænken i karnappen, men ellers havde huset allerede mange gode løsninger. Vi drømmer dog om at åbne til kip på det ene børneværelse og lave en hems.
Husets grundplan er på 90 kvadratmeter, hvilket er relativt stort for en murermestervilla. Heldigvis. For familien nyder, at alle kan være sammen, uden at det føles klemt – især i december. Det er nemlig ikke kun Sille, der elsker kreative projekter. Hvert år samles familien og laver julepynt af hvidt papirler, som de ruller tyndt ud og stikker små, enkle stjerner og hjerter ud med kageforme. For julen er skøn, men den behøver ikke overtage stilen i hjemmet fuldstændig – heller ikke på julebordet, mener Sille.
– I julemåneden er meget overdådigt, rødt og kulørt – også maden, derfor kan jeg godt lide det lidt køligere og enkle julebord. Og så giver juleplatterne altid anledning til at sammenligne motiver og årstal. Det er allerbedst, hvis man får en platte fra ens eget fødselsår, siger hun.
BILLEDE Det store juletræ giver en fantastisk duft og bringer naturen helt ind i familiens stue.
IDÉ Sæt lærkegrene sammen med tynd ståltråd til en fint, firkant julekrans, og pynt med lys.
BILLEDE Over Børge Mogensen-spisebordet hænger en Tom Dixon-pendel, der giver varme til den ellers kølige, hvide indretning. Stolene er Arne Jacobsens klassiske ‘Syver’-stole.
Sille går efter enkel, hvid pynt, så juletræet er i fokus frem for pynten.
FARVETIP Miks hvid med blå og grå nuancer og masser af grøn for at få Silles fine stil.
BILLEDE Silles kærlighed til naturlig julepynt er ikke svær at spotte i stuerne, hvor lærkegrene, eukalyptus og grene med røde vinterbær hygger.
Snup Silles julestil
- Gå efter en lys base med hvide vægge og lyse trægulve.
- Vælg møbler i et nordisk look. Gå fx efter møbler i træ og andre naturmaterialer.
- Miks enkelt, moderne design med klassiske møbler, der passer til mange stilarter. Så kan du let skifte nips (og julepynt) år efter år.
- Hold dig til nips og accessories i kølige blå, grå og grønne nuancer.
- Sats på julepynt i former og farver, der matcher indretning, så den ikke stjæler al opmærksomhed – og brug gerne masser af grene og grønt fra naturen.
IDÉ Hæng en grangren op over vinduet. Vikl tykt ståltråd om sidegrene, så du kan bøje dem, lige som du ønsker det.
BILLEDE Grøn julestemning i vinduet bag sofaen fra Hay. Puden er fra Lucky Boy Sunday og lampen fra Bestlite.
Silles yndlingsspot
- Helt klart karnappen. Den er særligt hyggelig om vinteren, hvor der er udsigt til pejsen.
BILLEDE Sille og Martin har udnyttet karnappen med en bænk med plads til brænde. Madrassen er fra Stof 2000, puderne fra Ikea og plaiden fra House Doctor.
Sille vælger julepynt i former og farver, der matcher indretningen. På At Bo-reolerne står en AJ-lampe fra Louis Poulsen og en Ditte Fischer-vase. Billedet er af Janne Malmros.
IDÉ Brug et par vaser med eukalyptus og grene med vinter-bær til at give farve til rummet.
BILLEDE I stuen hænger lærkegrene, som Sille har sat sammen til en firkant med ynd ståltråd og pyntet med lys. Sofabordet er fra Hay, mens hylderne er fra Muuto.
De små juletræer er fra Søstrene Grene og guldstjernen er fra Falby Design.
IDÉ Vælg samme lampe i forskellige nuancer for at skabe lidt liv i en rolig indretning.
BILLEDE Sille har valgt et hvidt Svane-køkken for at skabe ro og harmoni i det store køkke-alrum. Pendlerne er designet af Cecilie Manz for Lightyears.
Julebordet er enkelt dækket med bestik fra Georg Jensen og glas fra Notre Dame. Mågestellet, juleplatterne og juleskeerne er arvestykker. Og når familien samles er der rift om at få en tallerken og ske med netop sit fødselsår på.
Det store verdenskort giver farve og liv til Silles enkle indretning. Skindet på bænken er fra The Organic Sheep.
IDÉ Bor du i et ældre hus? Udnyt forsatsruderne, og skab en smuk, lille vinterkulisse med grene mellem ruderne.
BILLEDE Grønne grene og hyacinter spreder julestemning og god duft i soveværelset.
I december flytter planter ind på badeværelset. Husets knapt så julede planter bliver nemlig forvist til badet og kommer først tilbage til stuerne, når gran og julepynt er pakket væk.
Stilen på badeværelset er ligesom i resten af huset lys og nordisk.
