I første sæson af "Linde på Langeland" så vi, hvordan Sofie Linde og familien tog hul på renovering af Vennely: familien Lindes sommerhjem på Langeland.
Det var en rejse, der bød på mange overraskelser som utæt tag, rådne gulvbrædder og en lige lovlig vild - ikke med vilje - have.
Da sæsonen oprandt stod derfor kun ét enkelt rum helt færdigt.
Heldigvis kommer der også en anden sæson af Linde på Langeland!
Alt tyder på, at de to håndværker-tvillinger Philip og Anders og deres udtalte begejstring for dæmpede farver, bliver testet til det yderste.
Linde har nemlig allerede delt smugkig af, hvad de har arbejdet med henover sommeren: værelserne på overetagen, badeværelser og tilstødende stuer til køkken-alrummet.
De byder blandt andet på røde og lilla-olierede gulve, stribede malede gulve, et loft med skyer, skinnende, kulørt træværk og meget mere, som er helt i tråd med stilen, der blev lagt i første sæson af hurlumhejhusets ansigtsløft!
Selvom stilen i Vennely er mere farvestrålende, end de fleste ville vælge, så er det tydeligt på Sofies seneste billeder fra huset, at paletten minder om den i parrets hjem i Taarbæk med rød, karrygul og lilla.
Se de nyeste billeder fra Vennely herunder.