Sommeridyl i kostumierens kolonihavehus
Kom med på besøg i Ninna Hensels kolonihavehus, som indeholder både idyl og kontraster. Her flyder grænserne mellem inde og ude sammen i et og skaber de perfekte sommerrammer for kostumieren.
Kostumierens kolonihave
HER BOR Ninna Hensel (31), kostumier på dramaserien ’Arvingerne’ på DR og diverse andre film, tv- og teaterproduktioner.
BOLIG Kolonihave på 40 kvadratmeter plus anneks i en forstad til København.
Når garageporten til Ninna Hensels kolonihavehus åbner, forsvinder grænserne mellem inde og ude. Se her, hvordan en æstetisk sjæl har komprimeret sit sommerliv til få, men smukke kvadratmeter.
BILLEDE Det lille, sortmalede kolonihavehus er omgivet af en terrasse med en dejlig spiseplads foran gavlen.
En hemmelig oase
‘Kolonihavehus’. Ninna Hensel var egentlig på jagt efter en lejlighed, da hun spontant tastede ordet ind i søgefeltet på Dba.dk. Det allerførste, der dukkede op på listen, var et mere eller mindre enestående, lille kolonihavehus med en ret iøjnefaldende garageport som erstatning for en klassisk terrassedør.
– DET må jeg se!, sagde jeg til mig selv. Fra ikke at have tænkt tanken var jeg nu overbevist om, at jeg skulle have et kolonihavehus. Jeg boede i lejlighed på Frederiksberg på 3. sal uden mulighed for altan og var lidt presset over ikke at kunne træde udenfor i noget grønt. Og da jeg gik gennem porten til haveforeningen, var det som at træde ind i en rolig oase. Et hemmeligt sted – og ren lykke, fortæller Ninna.
Kolonihavehuset med garageporten blev Ninnas, og hun rykkede ind en julidag til fuglefløjt og en have i sommerflor.
– Jeg havde været lidt nervøs over den her garageport – om den alligevel var lidt for rå til min smag. Men da jeg oplevede den glide op, åbnede hele huset sig op og blev så stort. Garageporten giver en kæmpe portion lys og luft og bidrager rigtig meget til huset. Og fordi jeg selv er så feminin i min stil og mit udtryk, udgør den en kærkommen kontrast, siger Ninna.
BILLEDE Fra køkken og spiseareal er der kig til det grønne til flere sider, og overgangen mellem inde og ude udviskes med de åbne døre.
Én stil fremfor miskmask
Med kun 40 kvadratmeter at indrette ligger kolonihavehuset op til et gennemtænkt farvevalg og en knaphed og stringens, men det passer Ninna rigtig godt.
– Jeg synes faktisk, at huset har alt, hvad jeg har behov for. Ved at bo så småt får jeg en enkelhed, der giver ro. Størrelsen bestemmer jo, hvad jeg kan gøre, og hvad jeg må købe, og huset inviterer til, at jeg holder det så simpelt som muligt. Det gør, at jeg indimellem skal udtænke nogle lidt særlige løsninger, men jeg synes samtidig, at det giver mig en masse muligheder. Hvis jeg en dag bliver træt af det, kan jeg bygge et rum til, fortæller Ninna.
I realiteten har Ninna nemlig kun ét stort rum at gøre godt med. Køkken fungerer som adskillelse mellem opholdsrum og soveværelse, og herudover er funktionerne placeret i forlængelse af hinanden. Det kræver en skarp sans for æstetik og evnen til at kunne skabe sammenhæng.
– Jeg kigger meget på farver, farveholdninger og opsætninger. Det handler måske mest af alt om at holde fast i en stil og at føre den ordentligt ud i livet frem for at lave et miskmask, der stikker i alle mulige retninger, siger Ninna.
Ninnas kolonihavestil er sin helt egen. Med en fingerspidsfornemmelse for farver og materialer lader hun kolonihavehusets egen charme træde frem.
– Tingene i huset skal jo passe 100 procent på centimeterne til dimensionerne, ellers kan man simpelthen ikke komme rundt. Alligevel synes jeg, at stilen er blevet en fed blanding af det lidt industrielle og lidt landlige. Jeg synes, det er meget mig. Jeg har lyst til at være her hele tiden, og det giver mig en kæmpe glæde, siger hun.
BILLEDE Køkkenet fungerer som adskillelse mellem sove- og opholdsrum, og Ninna har suppleret de hvide elementer med et fransk landbord og genbrugsstole samt pendler fra Ikea. De grønne planter fra loftet skaber hygge og frodig havestemning.
Ninnas bedste indretningstips
- Hold det enkelt, undtagen når det gælder planter og blomster.
- Stil mange planter sammen, det skaber dybde og liv. Planter må godt rode lidt som et lille vildnis.
- Miks elementer. Garageporten og lamperne har en industriel stil, og værkstedsreolen og gardinstængerne af stål er nogle meget maskuline elementer, så for at blødgøre har jeg tilsat tekstiler med mønstre og forskellige teksturer.
BILLEDE Garageporten er åben de fleste sommerdage, hvor det kun 40 kvadratmeter sommerhus føles dobbelt så stort. Spisebordet og stolene er fundet brugt, og pendlerne er fra Ikea. Lænestolen er fra House Doctor, og maleriet er malet af Daniel Hensel.
IDÉ Skab blikfang i et lille rum med et stort maleri, der matcher og samler farverne omkring.
Et fint hjørne ved overgangen mellem inde og ude. Lænestolen fra House Doctor er god som ekstra siddeplads og samtidig smuk i hjørnet under maleriet af Ninnas bror, Daniel Hensel.
FARVETIP Kopiér Ninnas feminine industristil med elementer i gråblå og rustfarvet.
Ninnas seng står bag et blåt gardin for enden af opholdsrummet. Sengen er bygget op på kommoder fra Ikea med et hulrum i midten til lidt større opbevaring. Gardiner og sengetæppe er fra Ikea – og så har Ninna gang i et evighedsprojekt med at brodere på sengetæppet.
Der er lidt hotelstemning over badeværelset med det fritstående badekar og en håndvask omgivet af smukke fliser.
Wc’et er gemt væk i skabet til højre for vasken, mens brusebadet foregår uden for i udebadet.
Udendørsbruseren i husets ene gavl giver mulighed for varme bad i det fri, selv når temperaturerne falder.
Der er masser af siddepladser på terrassen ud for garageporten, hvor eftermiddagssolen varmer op. Bord- og bænkesættet er fra Harald Nyborg.
Ninnas favoritspots
Den første solstråle foran huset til en tidlig morgenkaffe og den sidste solstråle under æbletræet efter en lang arbejdsdag. Indenfor er der en plads ved spisebordet, hvor jeg kan se hele grunden. Her bruger jeg meget tid på at planlægge haven, læse, sy og selvfølgelig spise god mad i godt selskab.
BILLEDE En fredelig plads i den grønne kolonihave.