Ugens Instagrammer bliver inspireret af sig selv – og vi forstår det godt
Hun vil ikke være ligesom alle andre og går langt for at få tingene i hjemmet, som hun vil have dem.
Ugens instagrammer Aputinnguaq (Apu), har opkaldt din Instagramprofil efter sig selv. Navnet er nemlig grønlandsk og betyder lille snefnug, som hendes profil @lillesnefnugdk hedder.
Hun er 27 år og bor på 180 kvadratmeter i Gredstedbro nær Ribe sammen med sine tre børn og kæresten Kenneth. Hun betegner sig selv som perfektionist til fingerspidserne og glad for mode i både klædeskabet og indretningen. Professionelt er hun uddannet frisør. Her kan du møde Apu og hendes hjem med de hvide vidder og nøje kuraterede indretning.
Hvordan endte du på Instagram?
Jeg endte på Instagram, fordi jeg troede, det var et mega smart billedredigeringsprogram, hvor man kunne sætte forskelligt filter på sine billeder, indtil jeg fandt ud af, det faktisk var en platform, hvor man kunne følge med i hinandens liv. Jeg gad godt have fulgt mig selv de første par uger, hvor jeg ikke anede, at andre kunne se mine billeder.
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
Min bolig og indretningsstil er varm, personlig, hyggelig og moderne. Godt blandet.
Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg bliver inspireret af mig selv. Det lyder mega egoistisk, men jeg hader at følge andres fodspor og elsker at gå mine egne veje. Jeg har altid de ting, jeg vil have i mit hoved, også selvom jeg ikke aner, om de overhovedet findes. Jeg bliver inspireret af de forskellige produkter, jeg får øje på og så sætter jeg dem lynhurtigt sammen i mit hoved. Når min kæreste eller venner spørger, om jeg kan vise et billede inden, kan jeg ikke - men de kan se det, når det er færdigt.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Mit seneste køb til hjemmet er vores spisebord fra @silva_dna. Jeg har, siden vi snakkede indretning af huset drømt om et rundt spisebord, og det har hele tiden været planen, at det skulle være sådan et, der skulle pryde det ellers ret kantede rum. Jeg havde igen en plan i hovedet for, hvordan det skulle se ud, og det kunne de lige fikse for mig.
Har du nogle tips eller tricks, som du kan dele med vores læsere?
Du skal følge din egen mavefornemmelse omkring, hvad du selv kan lide og ikke være så bange for de lidt specielle ting. Spring ud i det! Ting kan altid skiftes ud, hvis du ikke er tilfreds.
Hvilken trend er du træt af? Eller måske er der en trend, som du er helt vild med?
Jeg er træt af sort, hvid, grå-stilen. Jeg er helt vild med velourtrenden- og at fletmøblerne er kommet igen. Jeg husker, da mine forældre havde en brun veloursofa- og jeg selv synes, den var helt vildt ”ugly”.
Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?
Jeg er allermest tilfreds med vores køkken-alrum. Det er så småt ved at være færdigt, og jeg elsker, at man bare har lyst til at smide sig så mange steder i rummet.
Hvor ofte laver du om derhjemme?
Jeg laver nok lidt om et par gange om måneden. Småting - spæder lidt til, du ved.
Hvad er dit næste projekt?
Mit næste projekt er vores soveværelse, som står ret urørt, siden vi flyttede ind. Så vi ønsker os en ny seng og en masse småting dertil, som nok bliver vores julegave til hinanden.
Laver du DIYs?
Hvis jeg laver DIY-løsninger, er det højest sådan noget, som at male vægge, male vores stoleben, eller lave min datters skrivebord.
Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?
Der er tit ligeså pænt som på billederne hos os, mest fordi vi begge ikke kan holde rod ud. Samtidig med det, kan vi bedst slappe af i orden. Dermed ikke sagt, at vi ikke sagtens kan rode, men det sker mest, når vi skal ud af døren. Børnene får også lov til at være børn, så selvfølgelig er der ikke altid ligeså pænt som på billederne - men tit.
Hvilke planter er dine ynglings?
Lige nu er det begrænset, hvad jeg har af planter. Jeg er en skovl til at holde dem, og samtidig med det, er det ret dyrt at købe nye hele tiden. Jeg elsker planter, der ikke er alt for grønne, men elsker dem, der er lidt mere mørke eller sarte i farverne. Igen har jeg noget i hovedet, jeg godt kunne tænke mig, men jeg aner ikke om den findes.
Har du et bestemt tip til, hvordan du anvender planter i indretningen?
Få dem op og hænge. ’Plant hangers’ giver den fedeste og hyggeligste effekt. Jeg glæder mig i hvert fald til at vise jer, hvad jeg kommer frem til med planter i vores indretning.
Hvad tager du billeder med?
Jeg tager billeder med et Canon eos 750d.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
Når jeg vælger farver til mit hjem, tænker jeg faktisk bare, at det skal matche noget af det, der er i forvejen. Tænker man sådan, går man aldrig helt galt i byen. Nogle gange laver jeg lidt et sidespring, men heller ikke alt for satset. Jeg elsker farver, og der kommer helt sikkert også flere af dem ind i min indretning med tiden, som er lidt mere vovet, men når jeg gør det, ved jeg også, at jeg ændrer det kort tid efter. Sådan tror jeg, de fleste har det.
Del dine billeder med os på Instagram
Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.
Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og [Apu](https://www.instagram.com/lillesnefnugdk/) på Instagram.