Caroline og Anthony vil forvandle en tidligere 400 kvm lægeklinik til deres drømmehjem
Opdateringerne fra renoveringen, der både inkluderer transformationen af operationsstue og venteværelse, er vores daglige optursfix på Instagram.
Stilen er gennemført hjemme hos Caroline og Anthony, der bor ved Tisvilde. Sammen med deres to børn, Molly (2 år) og Elliot (1 år), og bulldoggen Zoey er de flyttet ind i en næsten 100 år gammel lægeklinik, som de er ved at renovere.
Det store, smukke murstenshus er mere end 400 kvadratmeter stort og indeholder intet mindre end fire badeværelser! Derudover bærer det også præg af at have været en lægeklinik, og der både er venteværelse, operationsstue og en stor parkeringsplads udenfor. Så det er et stort projekt, den lille familie har sat sig for!
Heldigvis er de godt på vej, og du kan følge den spændende renovation på deres instagram @_our_new_home_. Du kan også lære parret bedre at kende her:
Hvad kendetegner jeres Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?
Profilen er 100 procent dedikeret til vores nye hus. Her har vi fokus på dagligt at opdatere på fremskridtet i detaljer. Billederne er hverdagsøjeblikke fra byggeriet og indretningen, og vi elsker den respons, vi får fra dem, der følger med i projektet.
Beskriv jeres bolig- og indretningsstil.
Vi elsker det mørke og melankolske - vi har for eksempel bejdset alle gulvene i huset sorte! Vi elsker det elegante look, som det giver, og vi er bestemt ikke bange for at indrette os med mørke farver og tunge materialer. Vi er ret vilde med at mikse moderne og boheme.
Æstetik er blevet vores levevej, og vi lever og ånder for det, og derfor finder du ikke en karklud i huset, som ikke er en del af den overordnede plan.
Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Vi elsker interiørforretningerne Oliver Gustav Studio og Rue Verte og generelt den lidt tunge hotelstil. Vi glæder os til at gå i gang med værelserne i huset, for dem har vi tænkt os at indrette lidt som hotelsuiter med store hovedgærder, mørke tapeter og smukke lamper.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Vi har lige købt seks spisebordsstole fra Menu i uld, som hedder 'Habour Chair'. Det tog os flere måneder at finde de helt rigtige, og vi synes, at disse er det perfekte match. Varme og elegante, men super moderne.
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Planter kan man ofte købe i supermarkeder til gode penge, og de får enhver stue til at se smuk ud. Vi er også vilde med at male ting, og man kan ofte købe små bøtter maling billigt.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Vi er vilde med vores store hall, som har det originale, skakternede gulv. Det er virkelig husets hjerte!
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
Det er helt klart for vores brug af mørke toner.
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Jeg drømmer om en lænestol fra By Lassen. Det er 'Den Trætte Mand' i hvidt lammeskind.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
At det skal være spændende farver, men at de skal være rolige på samme tid. De skal være modige, men samtidig hænge sammen med resten af vores hjem.
Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?
Vi er blevet meget mere bevidste om vores stil! Vi er også mere parate til at investere i møbler, som både skal være af en vis kvalitet, og som stilmæssigt kan fungere i indretningen i rigtig lang tid.
Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?
Lysekronen i vores hall er fantastisk! Den bliver jeg glad af at se på hver dag.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Lige nu er vi i gang med køkkenet. Det er et kæmpe projekt, men vi tror på, at det bliver godt. Blandt andet blander vi selv malingen, da vi ikke kan få den helt rigtige nuance fra producenten. Vi har også fundet afbrydere i messing, som matcher grebene på køkkenskabene perfekt! På den måde vil der være en rød tråd, og det er meget vigtigt for os. Derefter går vi i gang med børnenes værelser, som vi glæder os helt vildt til!
Hvilke "oversete" eller små bolig-Instagramprofiler følger i selv, som i synes fortjener lidt larm?
@moellebakken er virkelig dygtig til det med indretning, og jeg synes, at vores stil minder meget om hinanden.
@miesandfeld er vildt dygtig, og jeg bliver vildt inspireret af hendes univers.