"Vi har lavet mange DIYs - prisen er langt mere overkommelig end snedkerløsninger"

Kom med indenfor hos Marja, der sammen med manden selv har tegnet og bygget drømmehuset og indrettet det i varm, men minimalistisk stil fyldt med smarte DIY-løsninger og genbrugsfund.

© @marjawickman

I hovedstadsområdet i Finland finder du et særligt hus, som i 2013 var springbrættet til profilen, der er vores nyeste crush på Instagram.

Huset har 37-årige artdirector Marja Wickman selv tegnet og bygget med sin mand med fokus på højt til loftet, lys og luft.

Hun har fyldt det med minimalistisk, skandinavisk stil, der, trods sit stringente udtryk, er varmt og indbydende. To gange har Marja tilmed vundet prisen for bedste interiør-blog i Finland og også hendes profil på Instagram i samme visuelle univers er temmelig prisværdig!

Vi har hevet fat i vores nyeste Insta-crush og spurgt ind til hendes stil, profil og bedste tips.

Nybyg med betonvæg og betongulv
© @marjawickman
Nybyg med betonvæg og betongulv
© @marjawickman
Rundt spisebord og Thonet-stole
© @marjawickman

Hvad kendetegner din profil?

Min profil er baseret på skandinavisk design, og jeg deler billeder af vores moderne, minimalistiske hus med et strejf af sarte neutrale farver og teksturer.

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem, når de besøger det?

Jeg håber, de fornemmer den varme atmosfære og føler sig velkomne.

Hvad håber du, de ikke bemærker?

Jeg håber ikke de lægger mærke til, at vi har hundehår overalt! (Når man bor med to hunde er de umulige at slippe af med).

Hvad er den største inspiration i indretningen for dig?

Jeg bliver inspireret af funktionelt design og rum. Som finne bliver jeg nødt til at nævne Alvar Aalto, en finsk arkitekt, som ikke kun designede bygninger, men som også var særlig opmærksom på overflader og som designede både lamper, møbler og glas. Hans designarv er fantastisk og jeg beundrer virkelig hans arbejde.

Nyt køkken med genbrugsting
© @marjawickman
Stort køkkenalrum i nybyg
© @marjawickman
Hvidt køkken med personlige detaljer
© @marjawickman
Stort køkkenalrum i nybyg
© @marjawickman
Betonvæg og indbygget pejs
© @marjawickman

Hvad er det vigtigste at overveje og være opmærksom på, når man indretter et rum?

Det vigtigste, når det gælder indretning, er kun at gøre det for dig selv og din familie. For det andet: at tage bestik af rummets dimensioner og forsøge at undgå for store eller små møbler. Hvis du er usikker, så spørg en professionel.

Hvad er dit seneste køb?

Det er vores DIY-bogreol i tv-stuen.

Hvad er dit bedste budgettip?

Vi har mange DIY-løsninger derhjemme som reolen, et entréskab og en havesofa. Prisen på disse ting er langt mere overkommelig end snedkerløsninger. Vi har også ombetrukket genbrugsmøbler så som vores spisebordsstole og et gammelt skab i spisestueområdet.

Børneværelset med Ikea-hack
© @marjawickman
Uderum med Ikea-møbler
© @marjawickman
Soveværelse uden dør
© @marjawickman

Hvad er du mest tilfreds med derhjemme?

Jeg er virkelig glad for vores planløsning. Værelserne er af passende størrelse og velforbundne. Jeg er også meget tilfreds med vores walk-in-skab, som er forbundet til vores soveværelse og badeværelse.

Hvad får du flest kommentarer for?

Det mest kommenterede er vores betonvæg og en kæmpe grangren, jeg pyntede til jul for et par år siden.

Hvad drømmer du om at købe, hvis penge ikke er en faktor?

En ny Contura-ovn til vores sauna. Min mand drømmer om at udvide garagen.

Betontrappe i nybyg
© @marjawickman
Moderne juledekoration med gran
© @marjawickman

Hvad tænker du over, når du vælger farver, derhjemme?

Det er vigtigt, at farveholdningen i dit hjem er en, du er vild med. Jeg kan godt lide at være i rum, hvor farverne er sarte og neutrale. Andre får måske energi af stærkere farver og det er lige så godt.

Hvad er næste projekt derhjemme?

Det er et udekøkken i haven. Det er dejligt efter en lang vinter at kunne udvide hjemmet til også at være udendørs.

Og til sidst, hvilke oversete instagramprofiler, synes du, fortjener lidt ekstra larm?

@vintagehomecrush – et gammelt landtsted + et storbyhjem fyldt med fantastiske vintagefund og en hyggelig atmosfære.