Vil du skifte dine hvide vægge ud med farver, så gør som Adam og Marie
Meget af den hvide maling fik ikke lov at flytte med, da parret overtog deres hus. I stedet har de indrettet sig med en afstemt palet af mint, guld og bordeaux.
HER BOR Marie Brandstrup Larsen (35), ejer af Cph Casting, Adam Grew (39), sammen med deres søn, John Buster Brandstrup Grew (5 måneder), og hunden Seven.
HVOR Familien bor i en gulpudset murermestervilla fra 1933 på Amager.
LÆS MERE Følg Marie på Instagram @cphcasting og @mariebrandstrup
Marie Brandstrup Larsen og Adam Grew faldt for deres drømmevilla ved Amager Strand, da de var på vej ud af byen på fire ugers sommerferie i en autocamper i Sydeuropa.
– Vi snakkede om huset på hele ferien og ville se det som det første, når vi kom hjem. Derfor lavede vi en aftale med mægler, så vi kunne se det, så snart vi ramte København igen – inden vi overhovedet havde været hjemme, fortæller Marie.
Efter en længere købsproces med forhandling om prisen blev huset endelig deres sidste efterår. Og efter halvanden måneds renoveringsarbejde var parret klar til at flytte ind. Marie og Adam fik blandt andet reetableret pejseindsatsen og skorstenen, som den tidligere ejer havde muret til.
– Det er vores første hus, og vi har begge to altid gerne villet have en pejs. Det er superhyggeligt om vinteren og varmer jo også huset godt op. Derfor ofrede vi en sum penge på at få en pejs tilbage i huset, siger Marie.
Husets tidligere ejer havde stået for en større, gennemgribende renovation af huset, og selv om det var rart, at der ikke var nogen grundlæggende problemer med standen, så er der også ulemper ved at overtage et istandsat hus.
– Man overtager jo også andre folks løsninger. Og det er ikke altid, at disse løsninger opfylder dit behov hverken funktionelt eller æstetisk, forklarer Marie.
Hun leder opmærksomheden hen på husets køkken. Efter en del justeringer, der blandt andet indebar ny farve på væggen og vægreoler på hver sin side af det store vindue, er køkkenet faldet mere i Marie og Adams smag.
Fra hvidt til modige nuancer
Marie og Adam har fået hjælp af en veninde til at finde frem til den helt rigtige indretning. Både i forhold til møbler, den rette balance mellem loppefund og nyanskaffelser, diy-projekter og ikke mindst de forskellige farvetemaer rundt omkring i hjemmet
– Jeg har altid boet i hjem med hvide vægge, men havde lyst til noget andet, så jeg havde brug for hjælp til at sætte de rigtige farver sam- men, fortæller Marie.
– Det er superfedt at bo med lidt farve på væggene. Det kan jo også bare males over den dag, du ikke gider at se på det mere. Men farverne giver altså mere varme og sjæl – det giver et bedre udtryk og er mere hyggeligt end et hvidt hjem, siger hun.
LÆS OGSÅ Sådan former farver dit hjem.
BILLEDE Marie og Adam har fået hjælp af en smed og en glarmester til at lave skillevæggen i stuen. Den deler rummet op, uden at det går ud over det naturlige lys.
BILLEDE Marie og Adam har mikset og matchet lyse farver og lyst træ med varme farver og messing i en fin balance.
BILLEDE Parret fik genetableret pejsen, da de overtog huset. Det krævede også, at de fik genopbygget skorstenen, der var fjernet fra husets tagryg.
Marie og Adams yndlingsspot
– Køkken-alrummet er helt klart et af vores favoritrum, da vi kan snakke med vores gæster samtidig med, at vi laver mad. Det var vi ikke vant til i vores gamle lejlighed, der havde et noget mindre køkken.
BILLEDE Det var de tidligere ejere, som installerede køkkenet fra Invita. Marie og Adam har sat deres eget præg på det ved blandt andet at give væggen en dybrød farve. Loftslampen er en Vilhelm Wohlert, mens vægreolerne på hver sin side af vinduet er fra Hübsch.
BILLEDE Det grønne skærebræt i marmor er fra House Doctor, og vægreolen er fra Hübsch. Lyngbyvasen er en af de få klassikere, du finder i Marie og Adams køkken.
BILLEDE Over spisebordet i stuen hænger en lampe fra Anour. Spisebordet har Marie fået lavet af nogle egetræsplanker fra Genbyg. Plankerne er skruet fast i bukke fra Hay. Det kreative spisebord akkompagneres af Eames-stole hele vejen rundt, mens tæppet under bordet er købt i Marrakech.
BILLEDE Bastkrukken, der huser den storbladede husplante, er fra Ikea, mens puden bagved er købt i Marokko.
BILLEDE Marie og John Buster, der nu er 5 måneder gammel.
FARVETIP Miks dybe og klare farver på en lys baggrund, hvis du vil nuppe Marie og Adams stil.
BILLEDE Det runde spejl i entréen er lavet af Maries bror, Thomas Brandstrup Larsen.
BILLEDE Skænken ved trappen er fra By Sol. Lampen er en Louis Kalff ‘Timor’ fra 1950’erne.
Marie og Adams bedste indretningstips
- Hvis du kender en, der er rigtig god til indretning, så bed om hjælp fra vedkommende. Det gjorde vi, og det gjorde os mere modige i forhold til farvevalg og loppefund.
- Ting skal ikke nødvendigvis være dyre, før de er gode.
- Miks lidt dyrere og klassiske ting med loppefund – forholdet 1:4 er en god tommelfingerregel.
BILLEDE Både skrivebord og stol er loppefund. Tapetet er fra Mimou.
Maries favoritter på Instagram
BILLEDE Marie og Adam har indrettet et kombineret gæsteværelse og kontor. Sengen er fra Lauritz.com.
BILLEDE Messingdetaljer på hylde og lampe matcher farven på listen og sengetæppet.
Marie og Adams næste projekt
– Vi skal i gang med haven. Baghaven skal være en gårdhave, mens forhaven skal være mere børnevenlig.
BILLEDE Kommoden på børneværelset er et loppefund, og sengen er også fundet brugt. Sengeranden er fra Cam Cam.
BILLEDE En sortmalet liste på væggen skaber blikfang på toilettet og matcher sæben fra Meraki.
Marie og Adams næste køb
– Vi vil gerne have en bænk til at lægge tøj på i soveværelset.
BILLEDE De to væghængte sengeborde er købt på Lauritz.com. Parret har også to identiske sengelamper, der er købt på et loppemarked.
BILLEDE Den lækre solplet er indrettet med Maguerit-møbler.
BILLEDE Den nyrenoverede murermestervilla står helt skarpt.