Vinder af Nybyggerne: Sådan ser Reece og Carolines Nybygger-hus ud i dag
I 2021 kunne parret flytte ind i deres Nybygger-hus og for alvor indtage det som deres hjem. Se, hvordan de bor i dag.
Caroline Dahm Curran og Reece Curran blev i 2021 de heldige vindere af sæson 7 af Nybyggerne, da finalen løb over skærmen sidste år.
Parret flyttede i første program ind i grønt hus, som var 120 kvadratmeter og lå i Sønderborg. Her indrettede de sig med kreative løsninger i et lyst og nordisk udtryk, og efter finalen kunne de endelig kalde huset for deres hjem.
Men hvordan ser vinder-hjemmet ud i dag?
Kom med indenfor, og se, hvad Caroline og Reece har har været gladest for, og hvilke ændringer de har lavet i huset, som de nu har besluttet at sælge.
Hvordan var det at være med i Nybyggerne?
– Nybyggerne var den vildeste oplevelse. Det var så fedt at få et helt blankt lærred og bare lave lige, hvad vi havde lyst til! Dog lige med det store tidspres og søvnunderskudet, men så fandt vi virkelig ud af, hvad vi kan under pres - og det var fedt! Derudover var det jo en kæmpe bonus at gøre det sammen med søde mennesker.
Hvordan var det at flytte rigtigt ind i huset?
– I starten skulle vi lige vænne os til, at det kun var os, og at der ikke kom tilrettelæggere og kamerafolk rendende ind og ud af døren. Men efter vi havde sluppet følelsen af, at der ikke var noget der pludselig skulle males eller bygges hele tiden, så kunne vi slappe af.
– Det er en vild følelse at flytte ind i et hjem, man har bygget på så kort tid og på TV. Men vi havde lavet det præcis, som vi ønskede, så det føltes hjemligt ret hurtigt.
Hvad var I gladest for ved huset, da I vandt Nybyggerne?
– Hele køkken-alrummet og stuen har vi været rigtig glade for. Vi synes, vi fik lavet en fin løsning med en lille opdeling af stue og spisestue, men hvor stuen stadig er en del af rummet. Vi havde forberedt os på, inden vi startede projektet, at det kunne være en udfordring at give sjæl og personlighed til nybyggeri, men det synes vi, at vi lykkedes ret godt med.
Hvad kommer i til at savne mest ved huset?
– Det bliver vemodigt at sige farvel til huset. Vi elsker stemningen i huset og det store køkken i forbindelse med stuen og terrassen. Det kommer vi til at savne meget. Og at alt fungerer! Selvfølgelig vil vi også savne selve området huset ligger i og Sønderborg, men vi kommer og besøger vores venner der.
Er der noget, som I efter at være flyttet ind, har fundet ud af at I ville ændre - og hvordan har I gjort det?
– Det eneste vi har gjort er at modificere lidt, da vi skulle være forældre. Vores hjemmebyggede seng har fået en bedside tilbygning, og så har kontoret nu også en pusleplads og Veras ting.
Hvorfor har I valgt at sætte huset til salg?
– Vi har valgt at sætte huset til salg af to grunde. Vi er forældre nu og kan godt mærke, at vi er et stykke væk fra familien. Derudover sidder vi i et færdigt hus, og vi savner et projekt. Vi har lyst til at bruge alt det vi lærte i Nybyggerne til noget nyt.
Hvad drømmer I om at flytte ind i i stedet? Og har I allerede en plan for, hvad der skal ske?
– Vi har ingen plan endnu, men håber at kunne finde et gammelt hus, der trænger til noget kærlighed - og som ligger tættere på Århus og familien.
Var der noget, som I vidste, I ville ændre allerede inden, I overtog nøglerne til huset?
– Det har hele tiden været vores tanke, at vi gerne ville have givet badeværelset på 1. sal en lille makeover. Det var bygget på forhånd, da vi lavede Nybyggerne, så det mangler lidt personlighed. Udover det manglede vi en fuge i køkkenet, men den er fikset nu.
Er der noget, I drømmede om at ændre ved huset, hvis ikke I havde sat det til salg, som I ikke har fået ændret endnu? Og hvad drømte I om, at det i stedet skulle blive til?
– Det eneste, vi drømte om at ændre på nuværende tidspunkt var badeværelset på første sal, som trængte til at blive shines lidt op.
Hvad er I endt med at blive gladest for ved Nybygger-huset, efter I er flyttet ind?
– Vi har brugt terrassen meget her i sommers, og badekarret fungerede lige som vi havde håbet. Vi brugte det nogle gange i løbet af sommeren, og det var virkelig lækkert! Udover det er vi rigtig glade for stuen og den åbne reol.