Wauw! Mette tog et utraditionelt valg, da familien skulle have nyt gulv
"Det er virkelig blevet meget smukkere, end jeg havde turde håbe på!" siger Mette om resultatet, der er både smukt og helt enormt praktisk.
Mette (33) og hendes familie har kastet sig over et stort projekt. Et projekt på hele 420 kvadratmeter!
Plads er nemlig lige præcis det, som familien har behov for, da den udover Mette inkluderer hendes mand og i alt fem børn i alderen 4 til 13 år.
Huset rummer ikke bare talrige kvadratmeter, men også adskillige etager. Det består af en kælder, stueetage, 1. sal og 2. sal, så familien har rigeligt med etager at sprede sig over. For eksempel har de planer om at lave 2. sal til 'teenage-etagen'.
Fordi hele huset skal renoveres, har de haft mulighed for at tage nogle helt unikke valg, når det kom til materialer. Det afspejler sig blandt andet i valget af gulv i stueetagen, hvor de tog en meget utraditionel beslutning.
Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?
Tanken var at lave en slags dagbog over vores renoveringsprojekt. Den har været til stor hjælp i hele renoveringsprocessen, hvor jeg bl.a. har brugt mine følgere til at søge gode råd eller til at få nogle friske øjne på diverse beslutninger.
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
Jeg er faktisk til mange stilarter, men jeg synes, at husets byggestil skal fremhæves ved bl.a. at vælge møbler og inventar, som både skaber kontrast men også komplimenterer rummene og byggestilen.
Vores hus var oprindeligt tre lejligheder, og det var samtidig i så dårlig forfatning, at alt skulle bygges op igen. Jeg har forsøgt at genskabe huset, som det var oprindeligt, ved bl.a. at tilføje stuk og rosetter og det klassiske sildebensgulv, som gav et ekstra løft.
Til gengæld har vi så valgt store New Yorker-døre ind til stuerne for at skabe en kontrast til den lidt mere “mondæne” villa. Jeg forsøger at indrette mig både personligt, tidløst og moderne.
Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Det gør kontraster. På den ene side kan jeg godt lide rolige farver og bløde materialer, og på den anden side elsker jeg det industrielle. Jeg synes dog, at det industrielle hurtigt bliver "for meget", hvis ikke det har en kontrast af noget varmt og blødt. Generelt går jeg meget op i at materialer og farver taler sammen, og at der er en tydelig rød tråd.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Av, der er mange, idet vi solgte de fleste af vores møbler, da vi solgte vores gamle hus sidste år. Vi har bl.a. netop købt et 4 meter langt sortbejdset plankebord med smedejernsben.
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Vær ikke bange for loppefund, for ofte kan lidt maling og knofedt gøre underværker. Når man så samtidigt har lagt en masse tid og energi i det, så vokser tingene lidt på én. Ellers synes jeg, der findes rigtig mange fede DIY's, hvor man kan skabe møbler og løsninger ud af nærmest ingenting, og alligevel kommer det til at ligne en million.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Det må være vores flotte gulv. Det er klinker, der er lagt som sildeben, og det ligner trægulv til forveksling. Vi havde betongulv i vores gamle hus, og vi elskede, hvor nemt det var at holde, så derfor faldt valget på klinker fremfor et ægte trægulv. Det er virkelig blevet meget smukkere, end jeg havde turde håbe på!
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
At der er en tydelig rød tråd. Kontrasten mellem genskabelsen af husets gamle ånd og de moderne og rå løsninger.
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Der er mange ting. Jeg har altid drømt om 'Svanen' - både stolen og sofaen - men jeg skal vist plante en lund af pengetræer i haven først!
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
Jeg er generelt lidt farveforskrækket. Jeg har virkelig forsøgt at udfordre mig selv i det her hus-projekt. Jeg har f.eks. valgt en rosa/brun farve i vores tv-stue og en grå/grøn i vores soveværelse. Generelt vil jeg gerne have, at farven komplimenterer de møbler, som skal indgå i rummet og stadigvæk hænger sammen med de øvrige rum og materialevalg.
Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?
Jeg er ikke så impulsiv, som jeg var tidligere. Jeg synes efterhånden, at jeg har fundet min personlige stil og hviler rigtig godt i den. Jeg vil hellere spare op og vente på det rigtige møbel, for så føles det endnu bedre, når jeg endelig kan købe det.
Generelt er jeg nok gået fra, at det hele skulle være meget hvidt-i-hvidt og i romantisk bondehusstil, hvor det hele var lidt for 'shabby chic' med rigtig meget nips, til at jeg nu tager mere velovervejede valg. Og har langt mindre nips.
Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?
Loppefund. Jeg elsker at gøre en god handel, og jeg synes ofte, at det er de små ting, som går ind og bryder og tilfører noget perosnlighed.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Jeg har netop købt nogle kvadratiske spejle i Ikea, som jeg vil prøve at lave et lille 'Kubus'-bord ud af til min teengedatters værelse.
Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
Jeg finder altid masser af inspiration hos @ateliergraae. Hendes private hjem er “to die for”!
@nynnesdagbog - Her er der smæk på energien og masser af kreative DIY projekter.
@praestegardsfruen - Har virkelig gang i et spændende reoveringsprojekt.