Huset, der er bygget på vilde ideer
Allan og Ditte har fyldt deres fantastiske hus med luksusdetaljer fra et utal af andre huse
„Det må være svært at pudse vinduerne - eller gøre rent i hjørnerne oppe ved loftet.“ Den slags Kloge Åge-bemærkninger, som Allan kalder dem, får han og Ditte mange af, når venner og familie besøger deres nye hus første gang. En firkantet kasse med enorme glaspartier og fem meter til loftet er nemlig ikke hverdagskost i en parcelhusforstad til Esbjerg.
Da Allan og Ditte for et par år siden besluttede at bygge hus på en ny grund i Sønderris nord for Esbjerg, kørte parret de fynske og jyske motorveje tynde i jagten på gode detaljer, de kunne hapse fra andre nybyggerier og prøvehuse. „Vi har også været ude at lege købere for at komme ind i nogle huse. Det er måske lidt frækt, men vi fik mange gode ideer ud af det,“ siger Allan og nævner blandt andet de grå vægge med mursten fra Petersen Tegl som eksempel: „Vi fik ideen fra et af de huse, vi var ude at kigge på. Vi synes, at de bryder stilen, så huset ikke bliver alt for sterilt.“ Magasiner har også været til stor inspiration for det boligambitiøse par, der blandt andet faldt for skydedørene i en boligreportage.
Håndværkerne var ikke begejstrede over at skulle lave den høje mur, der adskiller stue og køkkenalrum, men resultatet er alle diskussionerne værd. Muren giver både personlighed, sammenhæng i form af materialevalg og mere intimitet ved spisebordet. Over bordet hænger ‘Enigma’-lampen fra Louis Poulsen. Ditte har selv malet det store maleri.

Murermester Per Jeberg har stået for al murerarbejdet - blandt andet facaden, der er vandskuret med hvidt Skalcem. Vinduerne er sort alu udenfor og hvidt træ indvendigt.

Ditte og Emily i den hvide lædersofa fra Natuzzi. Sofabordet er fra Ilva. I de høje vinduer i baggrunden kan man ane den store trampolin, der er gravet ned i baghaven. Så er der ikke så langt at falde ...

Køkkenet fra Invita udgør husets kerne. Ideen til den store grå væg har parret tyvstjålet fra et andet nybygget hus, de var ude at lure i for at få gode ideer. Barstolene er fra Ilva, og alle hårde hvidevarer fra Gaggenau. I rummet til højre i billedet er der vinrum.

Den tynde bordplade giver den store køkkenø et mere elegant udseende, end en tyk bordplade ville gøre.

Det nedsænkede badekar designet af Philippe Starck skulle planlægges helt fra starten af byggeriet, da hullet til karret skulle laves i selve fundamentet. Håndværkerne var ikke glade. Både ved badekar og bruser er der designlækkert armatur fra danske Vola.

Der er kun adgang til det store badeværelse gennem soveværelse og pålædningsrum.

De lilla sommerfuglewallstickers har rigeligt med plads at boltre sig på i Emilys prinsesseværelse, der ligger i ‘børnefløjen’, som har eget badeværelse.

Byg en høj væg i rå mursten som rumdeler mellem tv-stue og spisekøkken. Så har du samtidig en væg at stille fladskærmen op ad og skjule al den kedelige elektronik ved.
