Her bor Josephine Ekström, 38 år, butiksejer, og antikvitetshandler, Rikard Ekström, 38 år, selvstændig ingeniør, sammen med deres børn, Emmie, otte år, Noah, seks år og Lily, to år, i et 200 kvm stort hus fra 1923 ved Höganäs i Skåne, Sverige.
Det var Josephines far, der overtalte Josephine og Rikard til at byde på huset fra 1923. De havde alle tre været til fremvisning af det noget hængeørede hus, der havde så hårdt brug for en hel hær af håndværkere, at alle andre købere var skræmt væk. Men Josephines far, der har en årelang baggrund i byggebranchen, kunne se igennem den hardcore 70’er-indretning, de knaldblå døre og det orange tag af eternitplader. „Det her hus har stort potentiale,“ hviskede han.
Heldigvis kommer Josephine og Rikard begge ud af en familie af håndværkere, så da købskontrakten var underskrevet, gik parret i gang med masser af hjælp fra deres fædre, onkler og gode venner.
„Da vi skulle lægge taget, inviterede vi hele Rikards fodboldhold hjem. De 10 fyre gik i gang med at slæbe tagsten op, og der gik prestige i, hvor mange de hver især kunne tage op, og hvem der var stærkest. De gik op og ned ad stigerne i timevis. Da vi var færdige om aftenen, holdt vi en stor grillfest,“ fortæller Josephine.
Hvad huset gemte
Det tog lidt over et år at give det 90-årige hus et ansigtsløft. Og som altid i omfattende renoveringsprojekter blev der både taget helt rigtige og helt forkerte beslutninger undervejs. Én af parrets største brølere er, at de valgte at fjerne alle de mange lag tapet i deres renoverings-iver.
„Da vi skrabede væggene frie for tapet, opdagede vi flere lag fra 70’erne, 50’erne og helt tilbage fra 20’erne. Jeg fortryder, at vi ikke beholdt en væg med alle de mange tapetmønstre - det kunne have set så fint ud,“ fortæller Josephine.
Heldigvis er der kun få af den slags æv-historier. Da Josephine og Rikard brækkede parketgulvet i stuen op, fandt de et smukt gulv af fliser. Hver enkelt flise blev nænsomt taget op, slebet og lagt omhyggeligt på dens nye plads i entreen, hvor det originale gulv nu gør sig helt perfekt. Parret fandt senere ud af, at deres fund var originale Höganäs-fliser fra 1920’erne.
Betonborde og lysekroner
Den samme balance mellem nyt og gammelt har parret videreført i deres indretning af huset, så her får det rå betonbord uden videre selskab af guldindrammede spejle:
„Et af mine favoritmøbler er betonbordet, som Rikard har lavet. Det er tidløst. Og det er så smukt at mikse gamle ting med moderne materialer,“ siger hun.
Josephine har en forkærlighed for vintage møbler og accessories, og lige siden hun var barn, har hun været med sine forældre til antikmarkeder og auktioner. I dag har hun også sin egen butik, Lily & Oscar, der handler med antikviteter.
„Min passion for antikviteter er umættelig, og den er kun vokset med tiden. Jeg elsker, når der er en historie bag hver ting, og når en ting er original og ægte. Ofte findes der kun en eller meget få af en antikvitet, og selve mikset af nyt og vintage er med til at gøre vores hjem mere unikt. For mig er det følelsen af at være hjemme,“ siger Josephine.
Josephine har øje for at indrette med planter - her har hun skabt en lille, fin gang ved at sætte grupper af krukker på hver side af stien.