Iceland Calling
Her Bor Björk og Birgir, begge selvstændige, sammen med deres to børn i et hus på 300 kvm fordelt på fire plan på Amager i København.
Nogle påstår, at det er nemmere at se skønheden i sit eget land, når man har boet i udlandet i flere år. I hvert fald har Björk og Birgir en stor kærlighed til den islandske natur, og da vi træder ind i den arkitekttegnede villa på Amager, møder vi en masser elementer fra landet nordpå. Her er rå sten, træ, snehvide vægge, uld, skind og organiske former. Og uanset hvilket rum vi bevæger os ind i, bliver vi mødt af et fantastisk lyshav fra de høje vinduer, der får én til at misse med øjnene, næsten uanset hvordan vejret er på den anden side af ruden.
Björg og Birgir flyttede fra Island til København for 17 år siden, og selv om adressen er i Danmark, rejser parret rigtig meget, og rejsernes spor markerer sig som små minder rundt omkring i deres hjem i form af statuer, billeder og tæpper.
„Vi har ofte noget med hjem fra vores rejser. Specielt er vi glade for at købe kunst. Vi går ikke efter nogen bestemt stil, men ser, hvad vi falder for. På den måde er vores hjem blev en slags tidslinje for rejseminder, oplevelser og særlige mærkedage,“ siger Birgir.
Deres efterhånden omfangsrige samling af kunst dækker derfor både ældre og moderne kunst i et elegant og yderst vellykket miks. Det hjælper selvfølgelig også på helhedsindtrykket, at parrets venner og familie har god stil, for en hurtig rundtur i huset afslører en hel del studentergaver, bryllupsgaver og billeder, som parret har overtaget fra venner, der selv var trætte af dem.
Nødvendigt med orden
Björk og Birgir er vilde med træ, der også dominerer deres indretning i hjemmet. Det lokale møbelsnedkeri har efterhånden bygget en hel del i huset, bl.a. køkkenet i røget egetræ og det elegante walk-in-closet på førstesalen.
„Før havde vi Ikea-skabe i soveværelset, men efter at børnene er blevet ældre, og den ene har fået værelse i kælderen, fik vi mulighed for at lave walk-in closet. Vi valgte glasdøre i skabene for at gøre værelset lettere og skabe rummelighed. Det er smukt, men det kræver altså, at man holder orden i tingene,“ fortæller parret.
Ud over at gå efter naturens materialer når de indretter, holder Björk og Birgir også meget af de nordiske nuancer. Derfor har de valgt møbler i naturens farver som grå, brun og hvid. Det har lettet meget på looket i huset, hvor især trappeopgangen skreg med sin røde farve mod parrets afdæmpede, klassiske farvevalg.
„Det var et stort ønske at male trappen hvid. Vi kan godt lide, at der er lyst omkring os, især fordi vintrene her kan være meget mørke. Lyset giver en lettere stemning, og både vi og vores møbler i mørkt træ fungerer bedst med de lyse nuancer. Det er vigtigt, at vores hjem ikke lukker sig omkring os, men at her er plads til at ånde,“ siger parret.
FOTO:
Villaen på Amager ligger i Eberts Villaby, der er grundlagt af Hermann Ebert. Huset er tegnet af arkitekten Holger Klaumann Krøyer i 1897.
