Julie Dam bor sammen med sin mand og sine tre børn nord for København. I øjeblikket er hun på barsel med den yngste, Romeo, men det forhindrer hende ikke i at knokle på med at indrette hendes og familiens totalt nyrenoverede hjem. Oven i det deltager hun engageret i driften af den nye livsstilsbutik Rue Verte Plus, som hun for nylig åbnede sammen med to kompagnoner.
Mens Bolig Magasinet var på besøg, blev der både skrevet mails, besvaret telefonopkald, ammet og vist ting og sager frem - alt imens Julie ivrigt deltog i interviewet. De driftige og meget kreative (forretnings)gener har hun ikke fra fremmede. Fru Dam er nemlig datter af modeægteparret Margit og Erik Brandt.
5 ting, jeg ønsker mig lige nu
-
En lysekrone til vores entré. Jeg drømmer om en i horn og hestehår, som vi har i Rue Verte Plus.
-
Nye puder til min sofa. Den er en blanding mellem beige og grå og skal piftes op med nogle fine farver.
-
Jeg er vild med moderne fotokunst fra Martin Asbæk Projects og ønsker mig et værk af Thomas Liebscher.
-
En ny coffee table-bog med lækre fotografier.
-
En kloning af mig selv. Der er så svært at nå alle de ting, jeg gerne vil. Det kunne være dejligt at have et par ekstra hænder.