Personlig lejlighed i gammel fabriksejendom på Nørrebro
Her bor Anne Smedegaard, 38 år, ph.d. i sprog og kommunikation, sammen med sin mand, Søren Beck Nielsen, 41 år, lektor i sprogpsykologi, og deres to børn, Thea, 10 år, og Ferdinand, 6 år. Familien bor i en 150 kvm stor andelslejlighed i en gammel industriejendom på Nørrebro.
Sænkede lofter, imiterede trægulve, akvarier og en papegøje i kæmpebur. Det var det syn, der mødte Anne og Søren, da de første gang besøgte lejligheden i den lille fabriksejendom, der for få år siden var blevet omdannet til beboelse. Anne og Søren drømte om lys, rummelighed og rå newyorkerstemning, det var ikke ligefrem tilfældet i lejligheden på Nørrebro – men det kunne det blive.
“Vi ledte efter flere kvadratmeter og kunne lide idéen om et helt clean lokale, hvor man kunne starte forfra. Den tidligere ejer havde pakket rammerne ind i sænkede lofter, klik-gulve og store bløde møbler. Så det var svært at fornemme de rå fabrikslokaler – men de var der,” fortæller Anne.
De helt rigtige løsninger
Familien havde tidligere besøgt en anden lejlighed i opgangen og set, hvilke muligheder de rå rammer i den gamle industriejendom havde, og da lejligheden først var blevet skrællet ned til ét stort, tomt lokale, brugte Anne meget tid på at finde de helt rigtige løsninger.
“Lejligheden er jo en form for storyboard for vores familie og det liv, vi gerne vil leve her. Vi ville skabe sammenhæng, men alligevel give plads til privatliv og forskellige stemninger. Og så skulle det være smidigt, så vi i et vist omfang kan ændre det igen. Derfor støbte vi gulvet som det første, så gibsvæggene nemt kan flyttes. Og vi har fx ikke et fastmonteret køkken, men i stedet sat hjul under et større bord- og køkkenskuffeelement,” siger hun.
Farver på en grå baggrund
Lejligheden er domineret af det store fællesrum med stue og spisekøkken, mens børneværelserne er integreret midt i lejligheden. Bagerst gemmer soveværelset sig med snedig opbevaring – men igennem det hele flyder det mørkegrå magnesitgulv, der binder hele lejligheden sammen.
“Vi vidste, at gulvet ville være vigtigt for udtrykket i hele lejligheden. Det skulle være råt og i samspil med bygningen, og så kan vi spille op imod det med farver i selve indretningen. Der er jo nærmest ikke noget, der ikke ser godt ud i forhold til det her gulv,” siger Anne.
Familien holder af at omgive sig med overraskende kunst, klassikere og materialer, der bidrager med sanselighed og poesi, fx varmlødede træmøbler, patinerede metalskabe, malerier, illustrationer og uldne indslag i møbler og værker. En fin kontrast til de clean, rå rammer, der liver op med farver og finurlighed her og der.
“Jeg kan godt lide rene linjer i den forstand, at jeg samler tingene. Der skal ikke farvekoordineres over det hele, men alle blomsterne står fx ét sted, og pladesamlingen har sit eget område. Kunsten er lidt overalt. Det er det, der gør, at man stopper op,” siger hun.
